Her er vores endelige preview af Final Fantasy VII: Remake

Konceptet om "hype" må siges at være en ret sjov ting, alt i alt. Hvis nok af denne positive men tvetydige kraft omringer et givent spil, så bliver det at fejle næsten uundgåeligt på et eller andet niveau. Det er så sandelig en sjældenhed at se disse høje forventninger bliver indfriet og mere til i hvert fald. Lad os bruge det originale Killzone, samt det forfærdelige Haze, som eksempler, da de begge var genstand for enorm spænding og netop hype - begge blev sågar kaldt "Halo-killers", og begge kollapsede under vægten af disse forventninger. For hver eneste storslået spiltitel vi får, såsom Resident Evil 2 og Red Dead Redemption 2, så får vi mange flere som Final Fantasy XIII, Quantum Break og Aliens: Colonial Marines. Få spil har haft samme vægt på sine skuldre som det kommende Final Fantasy VII: Remake. De første rygter kan spores helt tilbage til de tidlige 00'ere, hvor et berygtet remake på PlayStation 2 allerede blev nævnt i 2001. Fans har bedt om netop dette projekt i over to årtier, og efter en eksperimenterende tech-demo i 2005, og en fantastisk endelig afsløring ved E3 i 2015, så har Square Enix påtaget sig den umulige opgave, og er næsten i mål.

Her er vi, en måned før spillet langt om længe ankommer på den fjerde generation af PlayStation-konsoller. Fyldt med spænding ankom jeg til et lille pakhus i Shoreditch-delen af London efter at have prøvet spillet både ved E3 og Gamescom. Denne gang fik vi dog ikke bare 20 minutter, men hele tre timers spilletid, så vi kunne nå forskellige kapitler af det endelige produkt. Lad os starte ved begyndelsen af oplevelsen.

I løbet af vores tid med spillet prøvede vi i alt de første to kapitler, såvel som Kapitel 7 og Kapitel 10. Ligesom i originalen starter Final Fantasy VII: Remake direkte efter at Cloud og økoterroristgruppen Avalanche angriber togstationen under Mako 7-reaktoren - som er Final Fantasy-ekvivalenten af en atomreaktor. Lige her fra start af er dette Remake både tro mod sine rødder, samtidig med at det introducerer nye scenarier. Ved første øje- (eller øre)kast fungerer dialogen og selve lokationen på fjenderne på identisk vis. Efter omtrent 30 sekunders spilletid bliver du dog ramt af hvor stort det hele er, hvor storslået en følelse spillets omgivelser og størrelsesorden indgyder hos spilleren. Hvad der tidligere kun var en prærenderet baggrund er nu blevet smukt realiseret i Unreal Engine 4, som hjælper spilleren med at genopdage den magi der første gang fløj ud af skærmen for 23 år siden på den originale PlayStation. Det er altså både den samme oplevelse, og så virkelig ikke, men det er hvad der sker efter Cloud og kompagni destruerer reaktøren som endelig lægger myten om at dette ikke er meget mere end en dyr tech-demo i graven.

Efter et utal af trailere fik vi endelig lov til at gå rundt på steampunk-gaderne i byen Midgar. Ikke siden Booker DeWitts ankomst til Columbia i Bioshock Infinite har en by føltes så fantastisk dyb og levende. Bange borgere gemmer sig i gyderne, og skrig ekkoer ud fra brændende bygninger - ja, disse er konsekvenserne af at udføre terroristhandlinger imod regeringen. En lettere revitaliseret udgave af det ikoniske stykke musik, The Promised Land, fra Final Fantasy VII: Advent Children bliver sågar tilføjet på passende vis, som yderligere slår fast at vores hovedperson opererer indenfor et relativt gråt moralsk spektrum. Denne sektion af spillet bød kun på en kort gåtur, der kulminerede i en kamp imod en række fjendtlige soldater. Den varede omtrent fem minutter i versionen fra 1997, men i dette Remake kunne denne tur godt tage dig omtrent 40 minutter, hvis ikke mere. Vi blev med at stoppe og kigge på omgivelserne, og bare opleve denne gigantiske by. Det lod sågar til at have et lettere bevidst nik i retning af Banora Apples fra Hajime Tabatas Crisis Core prequel. Kombineret med musikken fra Advent Children virker det ikke ligefrem til at Kitase og Nomura glemmer hele historien.

Den anden del af demoen formåede ikke at ramme helt samme niveau af kæberaslende kvalitet som den første. Den foregik primært i løbet af turen til den anden reaktor, hvor vi havde nærkampseksperten Tifa som spilbar karakter. Scenariet bestod primært af udforskningen af relativt lineære korridorer, og opgaven om at finde nogle nøglekort, der gjorde det muligt at bevæge sig videre til det næste sæt korridorer - I kender trummerummen. På papiret lyder dette repetitivt, kedeligt og sågar uinspireret, men spillet formår at fastholde spillerens interesse via spændende dialog imellem Barrett, Cloud og Tida. I originalen var det bare begrænset hvor mange polygoner og hvor meget tekstbaseret dialog spillet kunne klemme ind, og 2020-udgaven formår ikke bare at gengive men videreudvikle kemien på bedste vis. Manuskriptet er smart og skarpt og stemmeskuespillet er fænomenalt. Til trods for at Steve Burton gjorde et fint stykke arbejde som Cloud i Kingdom Hearts-serien, og andet FFVII-relateret materiale, så klarer den nye, Cody Christian, sig ganske glimrende.

Heldigvis formåede kampene heller ikke at blive kedelige. At knuse den ene bølge af fjender efter den anden med Clouds kæmpe slagtekniv og Tifas vilde kung-fu magi var simpelthen utrolig tilfredsstillende hver eneste gang. At skifte karakter er intuitivt, og sænker aldrig rigtig hastigheden på kampene. Desuden kan vi kun rose den måde Clouds tunge Buster Sword er blevet implementeret her. Hvert eneste slag kan mærkes igennem controlleren. Selve kampsystemet er i sig selv en blanding af taktisk turbaseret strategi og episk action. Ligesom med den originale titel kan hver karakter indsamle ATB-point, som kan bruges på at aktivere evner, som i sidste ende vil aktivere en slow-motion menu. At sænke hastigheden for at vælge en handling ser smukt ud midt i kampens hede, og det hele tager sig ud som en slags hybrid imellem det originale spil, Final Fantasy XII og Crisis Core. Med andre ord: Det føles som en evolution af en i forvejen gennemtestet formular.

Den anden sektion endte med en boss-kamp imod en gigantisk robot. Før selve kampen begyndte udspillede der sig en mellemscen, hvor vi snakkede med den djævelske antagonist, Præsident Shinra, og endnu en gang foretog spillet et lille anerkendende nik i retning af Crisis Core-serien og Advent Children. Han nævnte hvordan, at medlemmerne af hans eliteenhed, SOLDIER, vil dø hurtigere end andre mennesker, som er en direkte reference til de indre konflikter i Genesis og Angeal. Fans af de spil vil ikke blive skuffede.

Selve kampen imod robotten var udfordrende nok til at man konstant var på tæerne. Midt i selve kampen fik vi vores først kig på en Leviathan Summon - Final Fantasy-seriens Pokémon, om man vil. Ligesom du styrer dine hovedkarakterer har hver eneste Summon sine egne kommandoer, og hver eneste kommando kræver ATB-point. De kan bruges i en begrænset tidsperiode også, og til slut udfører de deres signaturangreb, og forlader derefter slagmarken.

Det var dog musikken der fik kampen til virkelig at imprinte sig på nethinden. Komponist Nobuo Uematsu har virkelig imponeret generelt i denne omgang. Selv fans der har hørt disse melodier tusindvis af gange før enten i originalform eller via de mange Final Fantasy-koncerter der er blevet spillet rundt omkring på kloden vil blive utrolig glade over hvor dugfriskt det hele tager sig ud. Og når vi lige taler om boss-kampe, så fik vi chancen for at kæmpe imod Abzu, og at opleve Midgars kloakker. Det var ikke en lige så spændende kamp som den første, men den var stadig ret så hårdtslående, og var udfordrende nok til at gøre det hele spændende. Det var dog igen mellemscenen op til selve kampen der fangede vores opmærksomhed. Final Fantasy VII: Remake bruger mere tid på at etablere et tredelt kærlighedsforhold imellem Cloud, Aerith og Tifa, og det passer bare bedre ind i den samlede historie.

Det kan føles direkte blasfemisk på en måde at kaste så meget kærlighed på Final Fantasy VII: Remake, og tillader man sig at være mere kynisk, så kan man jo sige at spillet ikke engang gør historien færdig, og er et remake, snarere end en original historie. Men efter at have tilbragt flere timer i selskab med spillet er det ret så let at konstatere, at spillet her ændrer sig tilpas til, at det ikke bare er et nostalgitrip, men en glimrende mulighed for at opleve et af de bedste spil nogensinde, på bedst mulig vis. Større ros kunne holdet bag ikke rigtig få, vel?