Ninja Theorys Senua's Saga: Hellblade II udkom den 21. maj. Spillet fik hæderlige anmeldelser og blev af mange rost for sin koncise men kraftfulde historie og ikke mindst sin banebrydende grafik. Det var dog åbenbart ikke nok til, at det for alvor kunne gøre sig gældende på de amerikanske salgslister.
På Twitter har Mat Piscatella fra Circana (det tidligere NPD Group) nu afsløret, hvordan Hellblade II klarede sig ved lanceringen. Spillet formåede kun at opnå en samlet 37. plads på listen over fuldspil-salg i dollars. På Xbox-listen endte det på en 21. plads. Så alt i alt en meget beskeden præstation på salgslisten.
Med til historien hører, at Senua's Saga: Hellblade II var en day 1 GamePass-udgivelse, hvilket naturligt sætter en grænse for, hvor meget et spil sælger. Selv med det aber dabei må det dog siges at være lidt skuffende for Ninja Theory. Til sammenligning opnåede et spil som Starfield, under samme forudsætninger, en samlet førsteplads, da det debuterede tilbage i september 2023.