Hearthstone: Heroes of Warcraft

Blizzard laver et kortspil. Et virtuelt et af slagsen, ganske vist, hvor kortene kun findes som data og alle kampe spilles over nettet. Men stadig, det er et kortspil. Det er lang vej fra verdens største MMO, lang vej fra dungeon crawleren over dem alle, lang vej fra et af tidernes bedste strategispil.

Nej, i stedet handler det om at samle en masse kort, sætte de bedste og mest sammenspillende sammen i et deck, og så tæske ens modstander, der forsøger at gøre det samme. Det er en formel, der fik sit gennembrud med Magic: The Gathering tilbage i starten af 90'erne, og som sidenhen har gået sin sejrsgang verden over, og er blevet kopieret utallige gange. Bare se på Pokémon. Eller det officielle (om end licenserede) World of Warcraft-samlekortspil.

Og nu har Blizzard altså selv kastet sig over denne genre, formodentlig fordi de godt kunne se det fornuftige i ikke kun at arbejde på projekter, der tager 3+ år at udvikle. Man kan måske sige, at det ikke er en videre original ide, men så har man måske også misset pointen. For udover det første Diablo, og forinden da det første Warcraft, så har originalitet aldrig været Blizzards største styrke. Nej, det har i stedet været evnen til at tage et kendt koncept eller oplevelse, distillere den ned til sin essens, og så ellers polere, pudse, afprøve, afveje og justere indtil man har et produkt, der både er superlet er kaste sig over, og samtidigt har dybde og indhold til at holde en fanget i lang, lang tid.

På det punkt er Hearthstone: Heroes of Warcraft noget af det mest Blizzard-agtige, studiet længe har lavet. Lad mig sige det sådan her: fra jeg startede Hearthstone for første gang, til jeg lagde det fra mig igen, gik der lige under seks timer. Og det var ikke fordi tiden løb fra mig - nej, jeg holdte jævnligt øje med uret nede i hjørnet. Men jeg skulle liiiige have et spil mere. Også selvom klokken var halvanden time over sengetid.

Spillets rødder i World of Warcraft er ikke bare tydelige, de gennemsyrer alle facetter. Hvor ikoner, art direction, navne på monstre og evner og deres ditto grafik kan genbruges, så ligner de noget der er plukket direkte ud af WoW. Når Jaina Proudmoore smider Arcane Missiles, så flyver der altså tre arcane missiles henover bordet. Ligesom Arcane Intellect lader hende trække to kort. Eller at Thrall som shaman kan kaste Bloodlust, så alle hans minions får +3 til angreb resten af turen.

Hvis du kender til Magic: The Gathering ved du, at spillet er delt op i fem farver. Hearthstone er i stedet delt op i ni klasser, der alle har hver sin helt, alle plukket fra Warcraft-universet. Her er warrior, rogue, shaman, mage, priest, druid, paladin, warlock og hunter, eksemplificeret gennem figurer som førnævnte Jaina og Thrall, Garrosh Hellscream, Rexxar, Gul'dan med flere.

Hver klasse har 20 kort, kun de kan bruge (hvor man i starten kun har adgang til cirka halvdelen, resten skal man ud og finde), med forskellige evner og spells, der passer til deres baggrund. Dernæst har man en lang række kort, som alle klasserne kan bruge, der dækker over dyr, soldater, monstre og så videre, samlet under navnet "minions". Det er disse, man sender ud på slagmarken for at kæmpe for sig.

Evner og navne på kort og mekanikker er plukket direkte fra World of Warcraft, og de giver fremragende mening. Har et dyr for eksempel "taunt", betyder det at ikke kan angribe andre end det pågældende dyr, så længe det er på slagmarken. Har de "stealth", kan man ikke ramme dem før de selv har angrebet. "Windfury" betyder at de kan angribe to gange per tur, og så videre.

Hver klasse har også sin egen særlige evne, der koster to mana at aktivere. Jaina kan skyde en ildkugle mod et valgfrit mål, der giver 1 i skade. Præsten kan heale for 2 skade. Warlocken kan tage 2 i skade og trække et kort. Shamanen kan smide en tilfældig totem (der for eksempel kan angribe eller healer i slutningen af runden). Det er let at sætte sig ind i og giver tematisk mening.

Men det vigtigste af det hele er måske tempoet. Selv om Hearthstone går på tur, går spillet hurtigt, og man lærer hurtigt at kaste om sig med ordre. Kender man Magic: The Gathering eller for eksempel den digitale udgave Duels of the Planeswalkers, så ved man at der er en masse stop, ophold og afventen, mens modstanderen vurdere om han nu skal smide counter-spells, hvilke af hans dyr, der skal blokere dine angreb, og mere til.

Det er der intet af i Hearthstone, da man intet kan foretage sig i modstanderens tur. Man venter bare pænt. Her er heller ikke noget med at ens dyr kan blokere for andres, og det eneste, der kan forhindre din modstander af at tage alle sine minions og sende dem i fjæset på dig, er hvis du selv har en minion med taunt på banen.

Det betyder også at her ikke er noget med faser eller andre komplicerede opdelinger af ens tur. Du kan angribe og kaste spells i præcis den rækkefølge du vil. Det sætter farten en hel del op.

Ligeledes kan man heller ikke chatte med modstanderen. Du kan få din helt til at lave forskellige emotes, såsom "well played" eller "greetings", men det er det, og på en måde er det næsten befriende. Har man Battletag eller RealID-venner på sin Battle.net-konto, kan man selvfølgelig snakke med dem.

Hearthstone skal være free to play, og det betyder at man kan købe kort for rigtige penge. Den mulighed har vi ikke benyttet, dels fordi vi er nærrige (og spiller på en midlertidig amerikansk konto, der bliver ryddet i slutningen af den lukkede beta), dels for at se hvilke muligheder, man ellers har for at skaffe kort. Hver gang, man åbner for en ny klasse (hvilket sker ved at besejre dem i Practice mod computeren) får man en stak af deres kort, andre får man for at levelle dem op (for her er selvfølgelig et progressionssystem), mens man også kan købe pakker med kort for guld. Guldet tikker ind i en langsom men stødt strøm, og man kan også destruere sine kort og bruge det resulterende støv (disenchant-mekanikken fra WoW, kort sagt) til at crafte nye kort for. Opskriftsjagt er ikke nødvendig.

Kort sagt er spillet meget tilbageholdende med at prakke indkøbsmuligheder på en, og der, hvor det nok for alvor kommer til at batte, er i Arena-spiltypen, hvor man bygger et deck ud fra tilfældige kort, og ens modstandere gør det samme. Kortene beholder man ikke, men der er andre belønninger i form af guld og kortpakker. Denne del har vi ikke fået kigget nærmere på endnu.

Men altså: hvis du nogensinde har hygget dig med TCG-spil som Magic: The Gathering eller andre, så vil Hearthstone: Heroes of Warcraft formodentlig sætte kløerne i dig med det samme. Og har du ikke spillet et af disse kortspil, så er der stadig god chance for at du bliver fanget. For det her er som sagt et Blizzard-spil, der selv i denne betafase oser af al den lettilgængelighed og polering, som studiet har ry for. Den åbne beta starter inden for en overskuelig fremtid, og jeg kan kun anbefale dig at springe på.