Headhunter Redemption

Tilbage i 2002 smed Amuze det ganske glimrende Headhunter på gaden. Et spil der leverede en god stemningsmættet historie svøbt ind i en funktionel tredjepersons shooter. Desværre passerede titlen under det generelle publikums radar, hvilket medførte nogle yderst lunkne salgstal. Nu har svenske Amuze besluttet at den rå og karikerede hovedperson Jack Wade bør gives en runde til i ringen. Derfor er Headhunter tilbage, tyve år er gået siden begivenhederne i det oprindelige spil tog sin afslutning. Jack bærer stadig prædikatet Headhunter, og årene har ikke filet kanterne af hans machoattitude. I optakten ser vi ham blive indhentet af sin fortid og introducerer den unge ballademager Leeza X til ligningen. Det er tydeligt at udviklerne har søgt at nå frem til en overbevisende cinematisk helhed med et afvekslende gameplay. Desværre er ambitionerne strandet et sted undervejs.

Med slet skjult nikken til den gængse strøm af sci-fi, ruller Headhunter Redemption sig ud med dødbringende virus, et neoklassisk gråt samfund, en overvældende naturkatastrofe, en ondskabsfuld terroristgruppe og en skarp klasseopdeling. I disse omgivelser skal man som henholdsvis Jack Wade og Leeza forsøge at udrede trådene i et historieforløb, som hurtigt viser at ikke alt er som medierne fremstiller det. Redemption er en lineær tredjepersons shooter med undertoner fra stealth-genren. Det er tydeligt at en række af tidens populære titler står fadder til mange af de ideer som bærer titlen. Alt lige fra MGS til Metroid Prime har været en tur gennem møllen, og deres innovative indslag er drybbet ned i bægeret.

Der går dog heller ikke længe, inden man føler middelmådighedens ånde i nakken. Selv om det er et sammensurium af ideer der ser godt ud på papir, så lader udførelsen en del tilbage at ønske. Første problem ligger i kontrollen med vores hovedpersoner. Spillet serveres med såvel auto-lock, muligheden for at skyde om hjørner samt stealth-kills. Alle har dog deres problemer. Selvom man reelt kan skyde om hjørner, så træder vores hovedperson ud i det åbne hver gang vedkommende skal affyre et skud. Når dette kombineres med et auto-lock der bruger et par sekunder på at låse sig fast, så ender ideen med at være noget nær ubrugeligt Det kan spædes op med et kamera, der meget ofte låser sig fast i omgivelserne.

Næste problem ligger i den måde historiens forløb serveres på. Spillet er stærkt lineært. Dette er ofte grænsende til det tåbelige, hvor man skal udføre en række formaliteter for at komme videre. Eksempler på dette er at man har en scanner, som skal benyttes til at finde løsninger på problemer med. Det kan eksempelvis være at der er bevægelsessensitive sprængladninger, og for at forcere disse skal man først scanne dem, for efterfølgende at skyde mod dem så de eksploderer. Det er ganske enkelt ikke muligt at skyde på dem fra starten af. Eksempler som disse er der mange af og det sænker unødvendigt spillets fart.

Teknisk er der heller ikke meget nyt at komme efter i Redemption. Generelt er figurerne dog pæne, og det hele kører uden den store slinger i valsen. Man trækkes gennem en række scenarier, der dog udmærker sig ved at være relative ens i deres teksturmæssige udførsel. Undertegnede er efterhånden ved at være lidt træt af at fremtiden altid skal være så grå, mørk og klinisk. Lydsiden er lidt bedre, med et ganske stemningsfyldt lydtæppe der spinder sig omkring en. Det er egentligt ikke fordi Redemption er et dårligt spil, man er sågar ofte ganske godt underholdt. Man kommer bare ikke udenom at der findes et utal af titler på markedet, som gør det hele så meget bedre.