Halo: The Master Chief Collection

Første del af anmeldelsen kan læses her.

Jungletrommerne er parat til at blive aktiveret - de ved, at vi er her, men endnu ikke hvor. Govenant er pænt sure. Vi er ikke ligefrem venner, og undertegnede er udpeget som den store fjende efter vores første møde. Jeg retter min snigskytteriffel mod den lille Grunt - han er et nemt mål der i kanontårnet, men aktionen skal planlægges, da første kugle fra riflen vil få helvede til at bryde løs. Blidt tryk på aftrækkeren. Det er svært at undgå et headshot, da denne lille fætter reelt er et stort hoved. Det blå selvlysende blod sprøjter i alle retninger, men jeg er allerede på vej med mit sigte mod næste offer, så de sidste fluorescerende dråber må ses under næste gennemspilning på Herodic eller Legendary sværhedsgraderne. Jeg har været her før, men aldrig har det set så smukt og detaljeret ud. Halo The Master Chief Collection er på gaden, og hvad der syner som obligatorisk pensum for alle fans af first-person shooters og storslåede science fiction historier, skal nu fordøjes og smagsbedømmes - for anden gang.

Jeg er en Spartan. En del af en elitær kriger-enhed som er alt andet end småkagesælgende drengespejdere. Reelt er jeg håndplukket som ganske ung nede på Jorden og derfra trænet til den imponerende krigsmaskine, som jeg er i dag. Det som adskiller mig fra normen var oprindeligt tilfældigheder, men nu fremstår jeg som en leder med mental og fysisk styrke opnået gennem hård træning og et par enkelte operationer af alt andet end kosmetisk natur. Min figur er ikonisk og jeg har et navn, som giver genlyd i de yderste afkroge af Universet og skræmmer mange væk og trækker andre igen til. Jeg er Master Chief.

Nu er ti års nostalgisk spilhistorie finpudset i 343 Industries længeventede opsamling af de fire klassiske Halospil. Spillene har gennem perioden taget springet fra den oprindelige Xbox til Xbox 360, og hele vejen igennem høstet stor anerkendelse. Det er derfor med en høj grad af nysgerrighed og indestængt nostalgi, at jeg nu sidder med seriens genudgivelse til Xbox One i form af de fire spil Halo: Combat Evolved Anniversary, Halo 2: Anniversary, Halo 3 og Halo 4. Dette er et digitalt spil-museum, som alene ud fra titlernes indflydelse på spilverdenen i de sidste over ti år, må afføde ærbødig respekt.

Halo har været med til at sælge et par konsolgenerationer af Xbox, og gjort sit til at forøge populariteten af online-gaming via Xbox Live, hvorfor der har været teknologiske spring af kaliber - faktisk endda så voldsomt, at vi hev de store ord frem i vores oprindelige anmeldelser af spillene, som gengivet i første del af denne anmeldelse. Ordene blev fulgt op af karakterer i topenden af skalaen, og bundproppen er intet mindre end et imponerende 8-tal stukket ud til tiårs jubilæumsudgaven af Halo: Combat Evolved udgivet til Xbox 360 i 2011. De to efterfølgende spil fra henholdsvis 2004 og 2007 fik begge 10-taller, og det seneste spil i serien fra 2012 fik påstemplet et 9-tal. Vi havde forventet at uddele et 9-tal til denne genudgivelse, efter at første del af anmeldelsen var skrevet, men sådan skulle det ikke gå. Men lad os lige kigge på spillene, før vi forklarer hvorfor.

Titlerne er i forskellig grad finpudset til denne generation af Xbox, og alle afvikles nu i 1080p og 60 frames per sekund. Første klump i halsen for denne spilanmelder var, da alle fire titler stod tilgængeligt på skærmen mens Halo´s klassiske keltisk inspirererede munkemusik blæste ud af højtalerne. Man sidder med følelsen af, at den danske vinter bare kan komme an, og at alle aftalerne i virkelighedens kalender kan rende og hoppe. Lysten til eneboer-livsstilen afløses dog hurtigt at gode minder om stunder med coop i de oprindelige spiloplevelser. Valget står mellem Easy, Normal, Heroic eller Legendary - og særligt på de sidste to sværhedsgrader kan det varmt anbefales at hive en ven med ind i sofaen eller fra Xbox Live-vennekredsen.

Jeg er om bord på flådens stolthed - vores rumslagskib The Pillar Of Autumn, da de satans rumvæsner bedre kendt som The Covernants angriber. Alt bliver pludselig ret hektisk, og før jeg får set mig om, er jeg på flugt sammen med en lille AI med navnet Cortana. Denne kunstige intelligens bærer jeg typisk i en plads i min hjelm, og hun kommer med mere eller mindre kryptiske informationer i denne opstart af et episk rumeventyr her i Halo: Combat Evolved. Efter flugten fra skibet ender vi på en sær cirkelformet planet, som meget passende kaldes Halo. Men hvad er denne Halo i virkeligheden?

Halo: Combat Evolved blev en kæmpe succes, og for mange af datidens spillere et argument for at købe den første Xbox. Historien og det skelsættende first-person shooter-spil er uden tvivl den logiske og forståelige grund. Spillet lignende ikke noget, som var set før, og de første sten i Halo-seriens store succes var lagt. Ti år efter spillets oprindelige udgivelse blev der i 2011 udgivet en version pudset op til Xbox 360-standard, og stående på skuldrene af denne, er nu versionen til Xbox One.

Grafikken er nu forbedret, og ikke mindst lydsiden har fået flere muskler at spille med. For alle os som med en nærmest manisk hyppighed skifter husalteret ud med nye fladskærme, kan disse forskelle nemt høres og ses ved et simpelt tryk på en knap. Vupti, man kan skifte mellem 2011-versionen og den nye Xbox opgradering. Forskellene er der, men de er intet imod, hvad der kan opleves, når næste akt i Halo-sagaen startes.

Det står ret hurtigt klart, at jubilæumsudgaven af Halo 2 er den skinnende ædelsten i denne samling, som jeg også angav under første del af anmeldelsen. Halo 2 står for mig som en kæmpe spiloplevelse, da det oprindeligt blev udgivet. Her kunne man ikke alene spille som Master Chief, men man indtog også rollen som Covenant elitesoldat kaldet the Arbiter. Deres historier er i den grad flettet ind i hinanden, og skiftevis følger og spiller man den ene og den anden. Det fungerede og hev spiloplevelsen op på et mindre monotomt plan, hvor Halo: Combat Evolved i perioder involverede meget de samme baner og nærmest identiske bølger af fjender. Slutningen af Halo 2 har noget af en uafklaret cliffhanger, som alle vi hungrende gamere først fik forløst hele tre år senere. Man behøver ikke vente helt så længe her, da alle ting er samlet et sted. Udover dette, kan Xbox Live takke Halo 2 for meget, da introduktionen af multiplayer blev en kæmpesucces.

Halo 2: Anniversary er ganske imponerende, og muligheden for at skifte mellem de gamle spil, og den nye grafik og musik blev hyppigt brugt, mens jeg i coop spillede mig igennem denne perle af et Xbox One-spil. Der er næsten en times genskabt cinematics, og de er så gennemførte, at man i ordets forstand føler sig hensat til biografsale og store Hollywood produktioner. Fantastisk levende ansigter og en fysik og belysning der bare er imponerende. Fra første spilbare scene bemærkede jeg den markant forbedrede lyd. Skuddene som falder i den hektiske kamp på rumskibet i starten af spillet har aldrig lydt bedre. Ekkoer og bedre våbenlyde. Man skal næsten sætte et æggeur, og så huske at skifte mellem den gamle og nye version med et fast interval.

Efter den første bølge af Covenant er nedkæmpet, faldt jeg i staver ved et stort panoramavindue ud mod rummet. Jeg sidder her ved siden af min trofaste coop-makker, og vi er tavse. Denne brydes dog hurtigt, da vi begge begejstret som børn peger på forskellige detaljer derude. Rester af rumskrot som brænder, kampe mellem rumskibe og nedslag på planeten i horisonten. Det er ganske imponerende.

Anden bølge af grafisk begejstring kommer kort tid efter. Kampene gennem rumskibets gange er nu beriget med lysindfald fra vinduer - eller nærliggende brande og projektilnedslag. Jeg mener uden tøven, at den voldsomt forbedrede grafik og lyd har hævet spiloplevelsen til et niveau værdigt for Xbox One. Jeg vil endda gå så langt, at kalde det for det bedste, som jeg endnu har set på denne konsol. Baner som foregår på Halo-ringene og andre objekter med atmosfære er forbundet med nye indtryk og en palet af farver, som helt adskiller sig fra rummissionerne - mens samme høje grafiske og audio niveau holdes.

The Flood er rummets svar på en samling sumpmonster-lignende parasitter med ur-primitiv evne til at angribe i bedste zombiestil. De er alles fjender og ingens venner, hvorfor man tit med fordel kan se passivt til under deres indædte kampe med Covenant-racen. Den forbedrede grafik ses med tydelighed på detaljeringsgraden af disse. Når man angribes af bølger af den ballon-lignende initiale infektionsform, kan man næsten lugte svovlbrinten, efter man med en geværkolbe har smadret dem til skalrester og grønlig damp. Senere møder man en af slutformerne - the Gravemind, og skal man fremhæve en cinematic-scene fra Halo 2: Anniversary, så må det uden tvivl være der, hvor vores to hovedpersoner mødes face-to-face med Gravemind.

Halo 3 og Halo 4 er ligeledes finpudset til lejligheden, men springet er nærmest et lille hink i skolegården sammenlignet med genfødslen af Halo 2 fra fortidsnostalgi til nytidens Xbox One blær. Historien fortsætter og deres største force er, at de er der. Det kan lyde sært, men for fuldstændighedens skyld, er det en unik og fantastisk mulighed for at starte ved Halo: Combat Evolved og ende smårystende efter den fantastisk rejse ved slutningen af Halo 4. Det vil hive op til hundrede timer ud af kalenderen - særligt hvis man gør sig selv den tjeneste at gennemspille titlerne på de hårdeste sværhedsgrader. Efter mange uger i selskab med denne Halo-samling, ser jeg mere end nogensinde frem mod Halo 5: Guardians, som er sat til udgivelse i 2015. Multiplayer-betaen nyder jeg allerede.

Af andre ting i nærmeste fremtid, kan multiplayer-oplevelsen Spartan Ops nævnes. Denne står til gratis download i december, og er igen en missionsstyret coop-leg mod bots. Udover dette er der også stillet en digital TV-serie i vente. Den hedder Halo: Nightfall og er lavet i samarbejde med Ridley Scott´s Scott Free Production. Jeg har set de første par afsnit, og Halo-universet rammes ganske udmærket, men deres speciel-effects er ikke helt på niveau med store sciencefiction-blockbustere. Men det er måske også at sætte barren for højt, hvis man forventer det luftlag. Serien kan ses via Halokanalen, som er en tilføjelse til spilpakken. Faktisk kan man via forskellige terminaler i Halo-spillene nu komme til denne kanal. Der kunne være potentiale for at sammenkoble spil med serier og andre dele, men endnu fremstår denne halvtom.

Halo 2 var som nævnt en af de største grunde til, at Xbox Live blev så populær oprindeligt, og de efterfølgende titler har da også været sande konkurrenter mod store multiplayer-mastodonter som eksempelvis Call of Duty og Battlefield. Det var derfor også med en smule skuffelse, at jeg under ugerne op til udgivelse af spillet i yderst ringe grad havde adgang hertil. Men fair nok - det giver jo mening. Det åbnes når spillet kommer ud gamle dreng, tænkte jeg.

Jeg kunne dog ikke slippe en slem følelse af deja-vu, da spillet så kom ud, og jeg sad ligeså skuffet tilbage.

Stadig ingen adgang til multiplayer. Hvem sagde GTA V Online og de mange problemer der var ved lanceringen af den multiplayerdel? Der er nu gået over en måned siden den officielle release herhjemme, og multiplayerdelen halter stadig. Balladen ligger primært i matchmaking-delen, hvor man desværre kommer til at vente alt for længe på en kamp. De seneste patches har rette en smule op på dette, men vi er stadig ikke i mål. Udover ventetid så er der kampe som aldrig bliver til noget - efter holdene er fyldte og kampen skal i gang, så står der bare Game Over på skærmen. I flere omgang var jeg ved at dømme game-over for spillet, og så ridse titlen ud af min harddisk.

For nogle uger siden blev mængden af spiltyper i multiplayerdelen begrænset, hvilket har givet mere hyppig adgang. Jeg har som dedikeret spilanmelder og gammel savlende Halo-fan efterhånden siddet i timer og kigget på "searching..", når jeg skal finde muliplayerkampe. Når man så endelig kommer ind, så er frustrationerne næsten glemt. Kampene fungerer fint og man bliver hurtig ivrig efter at få hævn og lige en kamp eller to mere. Men til min store frustration, så smides man ud af lobbyen efter hver kamp, og skal starte forfra med matchmaking.

Det kan næppe komme som en kæmpe overraskelse, at multiplayerdelen vil være fantastisk populær, så man kan her over en måned efter udgivelsen undres over hvorfor tingene endnu ikke bare kører. Jeg syntes altid at netop multiplayerdelen af Halospillene har været godt olieret og kørt som smurt. Dette kan man desværre endnu ikke melde ud for denne titel. Sidder du derfor og overvejer et køb alene baseret på kløen efter at uddele bank til andre gamere derude bag skærmene, så må jeg anbefale at lade pengene samle renter lidt endnu. Der kan allerede nu laves en god besparelse, da titlen er faldet godt i pris siden udgivelsen. Mon ikke den haltende multiplayerdel har spillet ind her?

Men når det så endeligt lykkedes at få en kamp, så er nostalgiens vinde igen storblæsende ud af fladskærmen. Det er hektisk og man kan ikke bruge gentagelse af baner, som et argument for at slukke og gå fornærmet væk fra konsollen. Der er sammenfattet en komplet liste af multiplayerbanerne fra Halospillene og samlet er dette over imponerende 100 styks. Kan man ikke vente med at komme i gang, så er custom-delen af multiplayer velfungerende nu, så ring rundt til tre venner og smid popcorn i mikroovnen.

Den spiltype som jeg har brugt mest tid på i multiplayerdelen foregår på de nydesignede Halo 2: Anniversary-baner. Dette er også den eneste type som for tiden har et ranksystem, hvor man kan kæmpe sig op i graderne. Reelt er dette dog bare et tal, og muligheden for at låse op for forskellige kosmetiske ting til din mand. I Halo er alle lige, og alle starter med samme load-out. Det fede ved netop dette ranksystem er, at det er dynamisk, så man kan straffes og blive smidt nedad tal-stigen igen, hvis man spiller elendigt. Det fungerer egentligt ganske fint, og jeg ser frem til at der kommer ranksystemer på de andre spiltyper tilgængeligt i multiplayerdelen.

Denne udgivelse er uden tvivl imponerende. For det første ganske simpelt baseret på mængden af spil samlet. Sekundært ud fra det faktum, at vi her snakker fire af de største titler indenfor first-person shooters. Men er dette ikke nok, må Halo 2: Anniversary nævnes igen. Jeg har været igennem denne to gange allerede, og jeg glæder mig til næste gang, hvor jeg skal prøve kræfter med Legendary sværhedsgraden sammen med en ven i coop. Alene dette er til et 9-tal, hvis du er ligeglad med multiplayer, men her anmeldes hele pakken, og så trækker førnævnte (mangel på) multiplayer ned.

Dette er et spilmuseum og som kurator for samlingen vil jeg alligevel invitere alle indenfor - der er plads til nybegynderen, som her får muligheden for mange timers hektisk aktionpræget historiefortælling - og den ældre nostalgiske kriger, som kan huske pjækketimerne fra skolen da Halo 2 og 3 kom ud, og som nu ønsker at opleve spilfortid set med de nuværende spilkonsols kræfter. Det er dog desværre en grim bismag i form af multiplayer-delen og dens svære (og endnu ikke afsluttede) fødsel.