Halo Infinite (Kampagnen)

Selvom det naturligvis i sig selv efterhånden er lidt af en kliché, så er det stadig ganske fascinerende at forestille sig de sidste par år hos 343 Industries. Selvom de, på nogle områder, har været ganske succesfulde, blandt igennem lanceringen af den ambitiøse Halo: The Master Chief Collection-samling, så kunne man samtidig let foreslå, at de, om ikke andet i mange fans' øjne, har skudt forbi flere gange end de har ramt plet. Om hvorvidt det så er sandt eller ej, så virker det som om for die-hard Halo-fans, at 343 simpelthen ikke rigtig har været de forsigtige vogtere, de modige beskyttere af Halo-licensen som de havde håbet at de ville være. Derfor er det årtiets underdrivelse at sige, at Halo Infinite virkelig må og skal være et hit.

Og da den komplette gameplay-afsløring så ankom under sommerens Xbox-fremvisning sidste år, og vi endelig fik lov til at se resultatet af de millioner af dollars Microsoft havde investeret i den nye Slipspace-grafikmotor, så faldt det hele til jorden med et brag. Selvom noget af den harme retorik var ret ufortjent, så er det umuligt at underkende den ret åbenlyse skuffelse som mange højlydte fans følte, og 343 vendte slagne tilbage til tegnebrættet, og blev så hånet med Craig memes i månedsvis efterfølgende.

Igen; det må have været fascinerende at have været fluen på væggen hos 343 i løbet af de sidste par år, fordi deres rejse som studie leder alt sammen til dette øjeblik. Til Halo Infinite. Vægten på spillets, og studiets, kollektive skuldre, er mildest talt massiv, og forventningerne er ligeledes skyhøje. Det hele kommer an på om 343 virkelig har fået bjerget den synkende skude, og langt om længe kan bevise overfor os alle, at de virkelig er de retmæssige vogtere for Master Chiefs arv.

Selve Halo Infinite-kampagnen, som det her i øvrigt er en anmeldelse af (multiplayer-delen har vi anmeldt separat her), bryder med den etablerede tradition på en række afgørende måder, og det er værd at dedikere lidt spalteplads her i starten til at forklare præcis hvordan. Først og fremmest er der ikke helt tale om nogen decideret lineær kampagnestruktur, faktisk langt fra. Selvom Chief tager på lineære, separate og adskilte missioner rundt omkring på Zeta Halo, så udforsker han i mellemtiden en klassisk semi-åben verden fyldt med de klassiske aktiviteter vi kender, såsom at befri grupper af tilfangetagne UNSC-soldater, generobre såkaldte "FOB's" (eller Flight Operations Buildings) og at knuse anden Banished-infrastruktur såsom baser, smedjer og barakker. Alt imens er der Spartan Cores at finde, som bruges til at gradvist opgradere Chiefs Mjolnir-rustning i en slags RPG-lite facon. Der er sågar mindst et dusin boss-kampe med HP-point og hvad der ellers hører til - ja, Halo-formularen ekspanderes signifikant her.

Så selvom at den egentlige "oplevelseskerne" fortsat består af at udforske Forerunner-installationer, smadre fjendtlige forsvarslinjer med gamle kendinge som MR40 og Needler, samtidig med at du lærer mere om universets fortid og fremtid gennem Halo-ringene, Cortanas skæbne og Banished-folkets planer for Zeta, så er selve rammen omkring den her kerne ganske anderledes.

Og for det meste er det en bragende succes. Selve Zeta Halo-verdenen er smukt realiseret, og selvom der måske ikke er den visuelle variation man kunne forvente af en mere traditionel åben verden, så er de sneklædte bjergtinder, den overraskende alsidige fauna og den ret imponerende renderingsaftand noget der tilsammen skaber ret vidunderlige omgivelser at udforske, og vigtigst af alt skaber disse omgivelser en spændende interaktiv legeplads, hvor du kan knuse alle dine fjender. Derudover gør de erobrede FOB's det muligt at spawne forskellige slags køretøjer, og du kan også tilrettelægge et præcist loadout, som betyder at du i brede træk har mere kontrol over hvordan du tilgår bestemte opgaver i den åbne verden. Naturligvis byder Halo-serien ikke helt på samme muligheder for snigeri og infiltrering, men du har lettere ved at fastholde en bestemt rytme, når du selv har valgt hvilke slags værktøjer du tager med ind i kampens hede. Desuden tilføjer tilbagevendende Mjolnir-evner, såsom Thrusters, Shield Wall og særligt den mildest talt geniale nye Grappleshot, at du har mere fysik at lege med også. Det betyder, at hver eneste gang du skal indtage en base, takle en anden opgave eller bare falder en fjendtlig patrulje i ryggen, at du er den Chief du ønsker at være, og det betyder altså noget.

Det betyder dog ikke at dette dobbelthop imellem total lineær missionsdesign til en langt mere åben og frihedscentreret sandkasse er foruden fejl. Mange vil nok finde de diverse aktiviteter ganske almindelige, genkendelige og måske sågar kedelige eller uden konsekvens. Og nej, det ville da også være en kende misvisende at referere til det traditionelle mix af high-value targets, redningsoperationer og angreb på diverse anonyme baser, der hedder nærmest tilfældigt genererede navne som "Forge of Hate" eller "Super Base of Mega Death", I ved hvad jeg mener, som direkte innovativ Jeg vil dog sige, at den narrative grund som ligesom agerer fundament, eller incitament om man vil, fungerer som det skal, og bedre end i de fleste andre åbne verdener. Det er, helt generelt, din opgave at ekspandere UNSC-styrkernes tilstedeværelse på Zeta Halo, og netop ved at erobre FOB's eller at redde tilfangetagne patruljer, så dukker de mere talstærkt op rundt omkring dig, og man kan faktisk mærke at dig og dine allierede rejser jer fra nederlagets afgrund, og skubber imod total Banished-kontrol. Men det forhindrer ikke selve aktiviteterne i at være en kende ensformige, og Infinite kunne godt have brugt mere distinkt sideindhold, måske sågar valgfrie sidemissionskæder med et narrativt fokus? Det er ikke alt sammen skåret fra samme stykke som et utal af åbne action-spil, men meget af det er.

Når alt det så er sagt, så forbliver Halo Infinite en af de strammeste og bedst optimerede skydespil jeg har prøvet i lang, lang tid. Alle våben blandt de cirka 22 du støder på er så gennemtestede, at de, kædet sammen, udgør et flow som simpelthen ikke kan gengives noget andet sted. Et typisk hændelsesforløb bestående af par velplaceret Battle Rifle-skud, et ordentlig slag i nakken på en Brute, et Grappleshot til en afsats med god udsigt, og et kast med en kæmpe Energy Canister, der spreder de tilbageværende fjender i et kontrollerbart mønster, er bare i en klasse for sig. De her gameplay-sekvenser kan, med meget få egentlige mekanikker, byde på netop den kombination af realisme, tyngde og alligevel gnidningsfri bevægelse, som er så svær at ramme. Men det sker altså bare. Gang på gang. Det er et glimrende eksempel på, at det ikke er antallet af aktive mekanikker i spillerens værktøjsbælte der betyder noget, men hvor veloptimerede de, og hvordan de fungerer sammen.

Narrativt fortsætter 343 i det samme spor, som de to tidligere spil i Reclaimer-trilogien har grundlagt. I en vis forstand skær spillet en masse unødigt fedt fra, som skeptikere har brokket sig over i Halo 5: Guardians, såsom Spartan Locke, Blue Team, Lasky og selv Dr. Halsey. Selvom nogle af disse gradvist reintroduceres, så må andre slå sig til tåls med optagede bånd, som du kan finde rundt omkring. Det er, i det store og hele, en mere strømlinet narrativ oplevelse, som i stedet finpudser bestemte aspekter af den i forvejen ekspansive historie. Når jeg siger "i samme spor", så mener jeg det i den forstand at det stadig handler om Chiefs trykkede forhold til Cortana, men denne gang er det ham der har ændret sig. Det skyldes delvist Steve Downes fantastiske præstation, men også bare den måde spillet præsenterer Chief på; han er ved at være træt, og lige så småt begynder kynisme og sågar kølighed at blande sig med æren, med eden om altid at blive ved med at kæmpe. Det hele er ganske velskrevet, og blandt de over et dusin hovedmissioner introduceres nye trusler, gamle kendinge vender tilbage og vi får serveret en slags narrativ kulmination på mange måder, der fungerer. Dog skal det siges, at hvis du i forvejen er træt af klassiske vage Halo-termer, så bered dig på mere af det samme, i den forstand at du hører om "Endless", "The Forge", "The Cartopgrapher's Key" - der er altid en ny installation, altid en ny nøgle, altid en ny fjende. Det er Halo, og til tider er det lidt en parodi på sig selv, men det lader 343 til at være bevidst om.

Det er nemlig Halo, og det nyder godt af den højeste produktionskvalitet serien endnu har set, og det skader ikke ligefrem, når spillet så ihærdigt forsøger at etablere en ramme, en stemning. Selvom Slipspace-grafikmotoren ikke ligefrem er noget visuelt mesterstykke, i den forstand at helt granulære detaljer renderes med en nøjagtighed aldrig set før, så er den dog yderst effektiv, og tilsyneladende ret alsidig. Om ikke andet gør flot draw distance, solid optimering og generelt dynamisk gameplay, at selve skalaen, størrelsesordenen, som er så afgørende for Halo, sidder i skabet. Det er desuden værd at sige, at komponist Gareth Coker gør et glimrende stykke arbejde i altid at introducere et episk stykke, netop som du har brug for det, og de tordnende trommer har aldrig føltes bedre, som man brager ind i en fjendtlig fæstning med sin Warthog med et hold af UNSC-soldater om bord.

Ja, det kunne have været interessant at have været en flue på væggen hos 343 Industries i løbet af de sidste par års udvikling, når nu det fremstår ret tydeligt, i hvert fald for mig, at Halo Infinite så absolut skulle være et hit, hvis studiet skulle fortsætte i samme spor. Det var, af mangel på bedre, "do or die", eller "make or break". Hundredvis af millioner dollars er blevet brugt på at sikre det her centrale ønske, at kreere et Halo der igen samler den globale gruppe af uenige fans, for ikke at tale om mange års udvikling og sikkert også interne stridigheder om hvordan kulminationen på deres trilogi burde se ud.

Men nu er vi her altså, og jeg føler mig ret sikker (man skal aldrig sige aldrig - det kan være at I hader kampagnen) på, at den her gang, der har de den. Ikke bare det, for mit vedkommende har 343 nu bevist at de har hvad der skal til, for sammen med multiplayer så er det her den mest tilfredsstillende Halo-pakke til dato. Chief er, nu om ikke andet, præcis hvor han skal være.