Halo 5: Guardians

Jeg står overfor ham. Spartankrigeren kendt under navnet John-117. Mine øjne er rettet direkte mod hans hjelm, og tonen er hård, da jeg højt og tydeligt beordrer ham til at overgive sig og følge med. Ret hurtigt står det klart, at det ikke bliver den nemme vej, og jeg hiver en lille disk frem. Den er magnetisk og skal helst placeres på hans rustning, hvorefter alt låser ned, og jeg får min vilje. Alle parter ved hvor vi er på vej hen, og hvem der smider det første slag, bygger alene på små tilfældigheder. Jeg ryster mig fri af fiktionen inde i skærmen, og erkender, at jeg sidder i fredelige efterårsramte Danmark med en anmelderopgave foran mig. Ganske atypisk har jeg siddet flere timer uden at tage en eneste note. Ikke så meget som en krusedulle har fundet vej ned på papiret. Der ligger endda et par telefonbeskeder, og lur mig om ikke også en eller anden landsindsamling har været forbi og banke på min dør, mens jeg har forsøgt at holde en professionel distance under min rundtur i fremtidsåret 2558 og Halouniverset.

Halo-spillene står uden tvivl som en af største serier indenfor førstepersons skydespil, og for efterhånden en del år siden, var netop det ældste kapitel i denne serie grunden til, at jeg købte min første Xbox. Den gode gamle sorte boks, med det klassiske grønne logo på toppen var eneste vej til Halo: Combat Evolved på det tidspunkt. Spilserien har ligeledes haft en central rolle i markedsføringen af Microsofts næste konsol, Xbox 360, som lagde controllere til de næste tre spil i hovedserien, plus endnu fire i forskellige sidehistorier. Nu er turen kommet til Xbox One og den hidtidige kulmination på spilserien - eksklusivtitlen Halo 5: Guardians.

Hvis man ikke udgør kernen af fan-segmentet, så kan Halo-universet sikkert virke lidt kompliceret til tider. Mange har uden tvivl prøvet at spille, uden helt at kunne hitte hoved eller hale i historiens retning. Replikker smides ud af fladskærmen med samme frekvens, som projektilerne fra alverdens forskellige fremtidsvåben hagler ned om ørerne på en. Mange skabninger, kunstige intelligenser og racer gør deres entré i historierne og navne som the Covenant, the Flood, the forerunners og the Prometheans vil få fanskaren til, at blive fugtige i øjenkrogen, og andre igen til at kigge efter et koldt glas mælk i køleskabet og en kiks i køkkenskuffen. For at gøre det hele lidt mere udfordrende, er der indenfor flere af disse grupperinger endda forskellige interne kampe - man behøver vel ikke være en hardcorefan for at huske Arbiters kamp mod the Covenant, eksempelvis. Halo-universet har knobskud alt fra bøger, tegneserier og TV-serier med rigtige skuespiller og solid CGI-support.

Det er derfor med en stor grad af nysgerrig ærbødighed, at en gammel garvet fan som mig starter spillet op, og inden for få sekunder har taget rollen som Jameson Locke. Locke er leder af Osiris-gruppen, som består af tre andre krigere: Vale, Tanaka og Buck. Med en fortid i Office of Naval Intelligence, også kaldet ONI, så har jeg tidligere haft licens til at dræbe, men helt derude er vi endnu ikke her. Gruppens mål er klart - fang Blue Team ledet af John-117, som måske er bedre kendt under navnet Master Chief. I næste mission af spillet skifter brillerne, og jeg overtager styringen af den ikoniske Master Chief. Her har jeg fået et mystisk kald fra fortiden, og en jeg troede for længst var borte, har pippet et livstegn. Blue Team består af Master Chief's venner tilbage fra opdragelsen til Spartan-II-soldat, og det er en hård gruppe af tre garvede folk, som følger John-117 i tykt og tyndt - særligt i disse tider, hvor han har mistet troen på systemet, og syner at gå egne veje.

Indenfor kort tid er banerne ridset op, og historien suger én nådesløst ind i en dybt interessant verden. De mystiske Guardians gør deres majestætiske entre, og alt dette sker indenfor de første 30 minutter i selskab med titlen. Dybere beskrivelse af historien er fristende, men samtidig imod alt rimelighed overfor alle jer, som inden længe sidder som mig - helt opslugt i en historie med trækker tråde tilbage til de tidligere kapitler, og samtidig er fyldt med nye eksistenser og elementer. Man sidder med følelsen af, at man er i gang med at spille sig igennem et mesterværk af en science fiction-film skabt i tinseltown Hollywood.

Ganske få sekunder efter den flotte åbningsscene er løbet over skærmen, bemærkede jeg den første store ændring, i forhold til de tidligere Halo-spil. Styringen er lagt om, og vi sidder nu med et mere klassisk førstepersons-skydespil, hvor sigte ligger på venstre trigger-knap, og affyring af våbnet på den højre. Bumper-knapperne anvendes til at slå eller smide granater, og de resterende knapper på kontrolleren følger en stil, som alle skydefans kender fra eksempelvis Call of Duty-spilserierne. Jeg stikker sikkert hånden direkte ind i et hvepsebo af hardcore Halo-fans, når jeg mumler, at styringen i de tidligere titler ikke altid var helt optimal. Som et eksempel har jeg aldrig fundet det idealt, at man skal trykke på den ene stick, for at få lov at sigte med ens våben. Men det er fortid nu, og default omsætningen er nem og intuitiv for alle, som har deres gang indenfor denne spilgenre. Det er dog muligt at skifte tilbage til forskellige versioner af ældre Halo-opsætninger, hvis man ikke fornøjes med det nye tiltag i samme grad, som jeg gør.

Udover styringen er gameplayet som helhed mere flydende end tidligere. Man fornemmer at udviklerne har smagt en smule på titler som Titanfall, og herudfra sigtet mod en mere elegant og hurtig kontrol. Når man for eksempel løber rundt i et hektisk slag, kan man springe mod en højtliggende kant, hvorefter ens mand automatisk hiver fat, og hurtig og flydende kommer op. I praksis gør dette spillet meget mere flydende og temporigt. Mange af banerne er designet, så de muliggør bevægelse i alle dimensioner - spring op, hop ned eller kombiner det hele til en omgang parkour-dans gennem slaget.

Vi fik en lille forsmag på koblingen af Xbox One og Halo-universet i Halo 2: Anniversary fra Halo: The Master Chief Collection. Her var grafikken fantastisk flot, og mellemsekvenserne af en kvalitet på niveau med nyere film. Det gødede selvfølgelig en god omgang forventninger til Halo 5: Guardians, og disse er generelt ikke gjort til skamme. En af de første ting som springer i øjnene er ansigterne af personerne i mellem-sekvenserne. Man genkender straks flere skuespillere, som har lagt stemme såvel som krop til spillets persongalleri. Her kan eksempelvis nævnes Nathan Fillion, som flere nok vil kende fra TV-serierne "FireFly" og "To fyre, en pige og et pizzeria". Han spiller Edward Buck, en af folkene i Locke's team Osiris. Hans figur er værd at nævne, da han kommer med mange tørre og ganske underholdende replikker gennem spillet, og han bidrager til illusionen om at spille sig igennem en film.

Der hvor grafikken ikke lever helt op til forventningerne, er i de små detaljer på enkelte baner. Fællesnævneren er verdener, hvor vi skal have indtryk af levende og vilde planetter med lokalt dyre- og planteliv. En del af særligt rum-botanikken er noget kulisseagtigt, og det bringer lidt sprækker i illusionen. I andre dele er der små grafiske fejl, som træer eller planter der svajer ind i klipper eller lignende. Men i langt overvejende dele af spillet, er det visuelle i den absolutte topklasse.

Det er sjældent, at jeg særskilt kommenterer på lydsiden af et spil, men det er på sin plads her. Halospillene har altid haft alt fra ikoniske munkekor til storstillede symfoniske mesterværker, som lydsporet til episke rumslag. Halo 5 er ingen undtagelse, og musikken og lydsporet er ganske simpelt helt i top. Der er god variation i musikken, eksempelvis - og flere af de nye musikstykker har rødder tilbage til de tidligere spil, hvor man pludselig sidder og bliver noget nostalgisk. Der er virkelig lagt kærlighed og energi i denne del af spillet, og resultatet er mesterligt med store pompøse musikstykker, til de episke scener i rumeventyret.

I forlængelse af roserne rettet mod lyddelen af Halo 5: Guardians, så må våbnene nævnes. Der er sket et tydeligt boost fra Fætter BR-agtige rumpistoler i de tidligere titler - til en god samling af kraftfulde våben. De både virker og lyder mere potente end tidligere. Skal man fremhæve ét våben i denne del, så må det være det vanlige anden-våben, håndpistolen. Den er nu en fornøjelse at anvende, hvor man efter et hurtigt tryk på venstre trigger-knap, får et meget præcist sigtekorn frem. Herefter er det bare at finde en stakkels Covenant, og herefter sende hans selvlysende blodvæske flyvende ud i verdensrummet. Alle de kendte Halo-våben er medtaget, og tilføjelserne fra sidste spil i form af Promethean-våben er ligeledes at finde i Halo 5: Guardians.

Nu har Halospillene altid være kendte for en solid omgang multiplayer, og dette er selvfølgelig bibeholdt. Desværre er det ikke altid, at vi anmeldere få lov at lege ret meget med disse dele, da de ikke er levende før udgivelse af spillet. Halo: The Master Chief Collection var også på mit anmelderbord dengang det udkom, og her var lanceringen af multiplayerdelen helt i skoven. Der gik endda lang tid efter selve udgivelsen før multiplayer virkede bare en lille smule i retning af det lovede. Måske er det for at undgå sådanne episoder, at man denne gang har valgt at give os smagsdommere adgang til et lille (og sikkert meget gennemtestet) udsnit af enkelte spiltyper og baner i bestemte tidsrum.

Af denne vej har jeg spillet dele af multiplayer-oplevelsen igennem, og det kan nemt og hurtigt opsummeres. Jeg vil have mere, og jeg vil have det nu! Hurtigheden og elegancen fra historiedelen af spillet er bibeholdt her, og alt afvikles i et højt tempo. Hvis jeg var en anelse pjattet med styringen før min test af multiplayerdelen, så kom jeg ud på den anden side hvinende som en teenage-tøsepige til en Justin Bieber-koncert. Det er alt hvad Halospillene har manglet det her - og hold da op et tempo og et flow alle kampene nu har.

De dele af multiplayeroplevelsen, som var stillet til rådighed for os anmeldere var henholdsvis Arena og Warzone. Arena dækker over mindre kampe, hvor man minimum skal være otte spillere af gangen. Indenfor denne paraply blev jeg præsenteret for spiltyperne "Breakcut", "Stronghold" og "Slayer". De sidste to dækker over zone-baserede eller nak-og-æd-versioner af klassiske spiltyper. Den første derimod adskilte sig lidt ved at foregå i baner, som minder om forskellige lasertag eller paintball-baner. Man skydes ud fra en rampe i hold af fire, hvorefter man enten kan erobre et flag eller nedskyde hele det andet hold for at vinde. Tempoet er højt, og jeg bandede højlydt, da mit lille testvindue lukkede, og jeg ikke havde adgang til dette spil mere.

Den anden type, som jeg fik lov at lege med var Warzone. Dette er store slagmarker, hvor man med minimum 17 andre spillere går ud i store slag. Her er en masse af det isenkram fra historiedelen af spillene, og strategi og kaos fletter fingre her i en efterårsforelsket flirt. Jeg fik igen ikke så meget tid her, som jeg gerne ville have haft, men det dufter ligesom Arena af meget mere. Multiplayeroplevelsen afvikles via dedikerede servere, og jeg oplevede hurtig matchmaking og en høj kvalitet af selve kampene uden hverken screen tearing, lag eller andre klassikere.

Som et ekstralag over multiplayer-delen af Halo 5: Guardians så vil der være såkaldte "Requisitions", som overfladisk mindede lidt om "Burn Cards" fra Titanfall. Her optjener eller køber man pakker med kort, som kan indeholde alt fra eksempelvis våben, køretøjer eller ekstra lir til ens dragt. Denne del var desværre ikke 100% åben endnu, så jeg fik alene vandret nysgerrigt rundt i menuerne uden reelt at få lov at lege med tingene. Der er stadig mange ubekendte i multiplayerdelen af spillet, men de dele som jeg havde adgang til lovede ganske godt. Men alt i alt er det svært at komme med en helstøbt bedømmelse endnu.

Jeg nåede under min leg med Halo 5: Guardians at gennemføre hele historiedelen af spillet to gange, og jeg må erkende, at jeg skal igennem endnu en tur. Den tredje omgang vil dog blive med venner, da coop igen er en mulighed for lokalt eller online, at hive andre med ind i legen. Når man spiller alene, så overtages styringen af de resterende medlemmer af Blue Team eller Osiris af bots, som herefter kan bistå en, når man for eksempel nedlægges. Det fungerede generelt godt, og i selskab med disse pixilerede venner, så gennemførte jeg spillet på normal-sværhedsgraden på omkring 12 timer første gang. Min næste tur var en tand sværere, gennem Heroic-sværhedsgraden, og her blev de forskellige verdener undersøgt yderligere, og tiden gik herigennem markant op. Under mit spil på normal-sværhedsgraden døde jeg alene to gange, så man kan med fornuft starte en tand sværere, og herigennem få lidt flere timer til at nyde den medrivende historie for første gang.

Halospilserien har gjort det igen, og skabt et spil, som både er tro mod fortiden, men samtidig virker nyt og forfriskende. For nye folk som ønsker at springe med på serien, så må jeg nok anbefale at man afsætter vinteren til at spille igennem Halo: The Master Chief Collection først, for herefter at få alle nuancer ud af historien i Halo 5: Guardians. For alle andre er der kun én anbefaling: tag en fridag og isoler dig derhjemme med rigeligt mængder af dit foretrukne koffeintilskud og en bunke energiholdige snacks. Dette er et kapitel hvor du retmæssigt først kan lege eremit i nogle dage med historiedelen, for herefter at kaste dig frådende ind i multiplayerkampene, som for alvor lukker op ved udgivelsen. Jeg står selv i startboksen, og vi ses derinde på slagmarkerne lige om lidt.