Allerede før Microsofts pressekonference på Tokyo Game Show, havde Bungie naturligvis sluppet en trailer for det, der nu er blevet navngivet Halo 3: Recon, men det gjorde ikke annonceringen mindre interessant.
Som mange nok havde gættet, så er der tale om et spil, der bygger videre på spilmotoren fra Halo 3, men som ikke er en udvidelse. Halo 3: Recon foregår på jorden i New Mombasa inden Master Chief vender tilbage, og spillets historie går tættere på en lang række detaljer om netop disse øjeblikke. Som spiller smides du ned i støvlerne på en USNC-soldat, en såkaldt Orbital Drop Shock Trooper, der tidligere har været en del af serien.
Orbital Drop Shock Troopers er ikke i nærheden af de superevner som Master Chief har, hvilket gør, at der er nok er tale om en helt anden oplevelse, hvor du er nødt til at bruge dine våben og dit dække lidt bedre. Enheden består dog af ægte vovehalse, der altid tager sig af de mest hårde opgaver, så du skal nok forvente dig en del benhårde missioner.
Præcis som det var tilfældet i Halo 3, så understøtter Halo 3: Recon co-op for op til fire personer, der er også inkluderet en helt ny multiplayerdel med helt nye baner. Desuden ville alle funktioner fra Halo 3, såsom at tage sine egne billeder, filme kampene og en lang række andre ting, også være en del af det kommende spil. Bane-editoren Forge vil endvidere bliver udvidet kraftigt til Halo 3: Recon.
Da spillet ikke bare er en lille udvidelse, der kan downloades over Xbox Live, så lanceres det heller ikke, som først spået, i begyndelsen af år 2009. Vi skal der i mod frem til slutningen af år 2009, før dette spil lanceres, hvilket gør ventetiden uendelig lang. Se de første billeder nedenfor: