Half-Life 2: Episode One

Hvad skulle indbyggerne i City 17 dog gøre uden den gode, gamle Gordon Freeman? Sidst jeg tog rollen som den ufrivillige helt med brækjernet, sluttede eventyret alt for brat og jeg sad blot og holdte vejret i en forventning om mere. Jeg taler naturligvis om Half-Life 2, forrige års mastodonthit, som bød på det ypperste indenfor gameplay og teknologisk formåen. Da jeg var færdig med spillet, havde jeg det præcist, som når man har læst en rigtig god bog - jeg var ked af at det var overstået. Heldigvis skal jeg ikke længere sidde og være ked af det, for Episode One er blot den første titel ud af tre planlagte udvidelser. Og udvidelse skal tages helt bogstaveligt, da hvert kapitel fortsætter Gordons eventyr i bedste "to be continued"-stil.

Episode One’s drivende kraft, rent historiemæssigt, er at slippe levende ud af City 17, som stadig hærges af zombies og andet udenjordisk skravl. Du indtager selvindlysende igen rollen som Hr. Freeman, som med umådelig vedholdenhed, igen gør livet surt for besættelsesmagten. I HL2 var det hovedsageligt på egen hånd det løb af stablen, hvor mange af jer sikkert husker de lange passager mellem mødet med ens frænder. Denne gang skal du dog aldrig føle dig alene igen. Alyx, den hjertevarme datter af den etbenede Dr. Eli Vance, følger dig nemlig gennem tykt og tyndt. Ikke alene er hun altid lige i nærheden og giver tiltrængt selskab, men hun slår også en proper næve mod de fjender, som kommer for tæt på. Skuespillet og stemmen er helt i top, og jeg følte mig hele tiden drevet til, at passe på min gode virtuelle veninde. Desværre så jeg ikke meget til de andre velkendte ansigter, men det rodes der forhåbentlig bod på i de næste to kapitler.

Faktisk er der meget få nyheder under solen i denne omgang. Det kunne måske lyde som en negativ ting, men set i lyset af det blændende gameplay fra Half-Life 2, er mere af samme skuffe, ikke at kimse af. Det er da også svært ikke at holde af den glimrende afveksling mellem underfundige puzzles og heftig action, men faktisk er der en hel del episoder, som blander de to elementer. Jeg husker især en scene med de frustrerende antlions, som er forvoksede fårekyllinger med en ond agenda, som kryber op af særlige huller i jorden. For at kunne begive mig videre, måtte jeg først blokere alle områdets tre antlion-huller med et stort objekt, for at stoppe deres fremmarch. I bedste HL2-ånd var det oplagt at bruge antigrav-geværet og dække hullerne over med biler, men det var ikke helt let at komme til dem, og samtidig angreb de fordømte antlions mig på helt utrættelig vis. Det er godt nok noget som får pulsen op på selv en forholdsvis ung anmelder som mig, men for pokker, hvor er det underholdende.

Nu skal det ikke blot lyde som om, at det hele kun er en genopførelse fra Valves side, der er til alt held nogle nye initiativer i bagagen. Normalt finder jeg det yderst uinteressant at tale om konkrete teknologier, men jeg er meget imponeret over understøttelsen af high dynamic range lighting (HDR lighting). Det er noget som er blevet hypet meget forinden udgivelsen, men de mange løfter om mere indlevelse og fantastiske visuelle effekter, bliver minsandten indfriet. Jeg kunne næsten mærke, hvordan solen bagte ned på mit ansigt i skæret af de imponerende miljøer. HDR blev faktisk brugt i ekstra-banen, Lost Coast, som kunne hentes via Steam-tjenesten i oktober, men det er her i Episode One, at teknologien for alvor får lov til at flekse med musklerne. Og bare rolig, foruden de forbedrede lyseffekter er der stadig tale om en billed- og lydside i særklasse.

City 17 ligner meget sig selv, og Gordon og Alyx får lov til at flygte af sted i undergrunden, i snævre gange og endda på hustagene. Især i undergrunden, hvor det eneste sparsomme lys er ens lommelygte og nogle få nødblus, er meget stemningsfuld. Igen formår udviklerne at blande stemningsbilleder, da spillet rummer alt lige fra øjeblikke a la Resident Evil, over til ren action, hvor fingeren skal klemmes hårdt ind på aftrækkeren. Der er jo intet som at pløkke et par halsende zombier med en shotgun. Apropos zombier, så er der faktisk et enkelt nyt tiltag på fjendesiden, nemlig en zombine.

Ikke overraskende er det en combine-soldat i zombieform, og de er en del grummere end den gængse slags. Udover at massakrere diverse arvefjender, er der som sagt også en lang række puzzles i vente. Her er det opfindsomhed fra udviklernes hånd, der præger landskabet, når man udsættes for alskens forhindringer, som kun kan overvindes med list. Jeg behøver sikkert dårligt nævne, at der igen skal leges med tyngdekraften og deslige for at komme videre, et element som også blev meget brugt i HL2 - og med stor succes.

Et absolut skuffende element ved Episode One er den meget korte holdbarhed. Herligheden vil for de fleste været overstået på en 5-6 timer, og det er igen med en slutning, hvor du vil sidde og tigge efter mere. Holdbarheden skal dog ses i lyset af prisen, som blot er på små 20 dollars, cirka 120 kroner, via Steam-tjenesten (dog ca. 200 kr. hvis du køber det i butikkerne) samt at hele konceptet med trilogien bygger over tre forholdsvis korte kapitler. Desuden skal det nævnes, at Episode One er et såkaldt standalone-spil, dvs. du ikke behøver at have gennemført Half-Life 2 for at spille det - selvom du i høj grad skylder dig selv oplevelsen, hvis det ikke er tilfældet. Det er derfor med det i mente at jeg ikke kan andet, end at blive charmeret endnu engang af det dragende univers, de vanvittige sammenstød, Gordon og i særdeleshed Alyx. Valve har skabt en værdig opfølger.