Half-Life 2

Aldrig har jeg kørt en DVD i min computer med sådan en ærefrygt! Jeg har ventet med uanet spænding i flere år på at kunne lægge min hånd på denne titel, og endda siden sidste år levet med tanken om at skulle anmelde det. Desværre blev spillet udskudt på grund af Valve’s famøse hackerangreb, men nu er tiden oprindet til at be- eller afkræfte om vores længe venten har været forgæves. Hertil kan jeg kun svare et rungende nej, da Half-Life 2 er en af de ypperste titler denne anmelder nogensinde har haft fornøjelsen af at spille - så bær over med mig når jeg herefter svøber denne anmeldelse ind i uforskammet mange positive superlativer.

Det er var først i det øjeblik at spillet gik i gang, at jeg indså hvor meget jeg egentlig havde savnet min gamle ven, Gordon. Manden som med sin trofaste HEV-dragt, borgmesterskægget og ikke mindst kobenet, der har reddet hans liv ved utallige lejligheder, har fået mig til at sidde klistret til skærmen i utallige timer. Nu er han tilbage og tager tråden op fra slutningen af det første spil, som endte med hans accept til at arbejde for den intrigante G-man. Vi er nu tilbage på jorden, som dog ikke er den samme vi forlod. Vores verden er blevet overtaget af en ondsindet styrke fra det ydre rum kaldet The Combine, som har beordret en gruppe menneskelige medløbere til at underkaste resten af befolkningen.

Den kære Gordon er jo næppe kendt for sin evne til at stå passivt til, så inden længe stikker han kobenet ind i hvepsereden og krydser derved klinger med den udenjordiske overmagt. Det bliver hurtigt indlysende, at Gordon er menneskehedens eneste håb, hvorfor han atter i bedste frelserstil giver sig i kast med dette foretagende - ikke ulig hans oplevelser fra Black Mesa. Spilleren antager naturligvis rollen som Gordon og gennem en lang række traditionelle, såvel som ganske utraditionelle, begivenheder udfolder det videre forløb i hans levnedsskildring. Man fornemmer straks spillets glimrende evne til at sætte en stemning og når man tager de spæde skridt i denne nye verden oses man direkte i ansigtet af den kraftige atmosfære.

Miljøerne og personerne der har til huse i dem virker utrolig virkelighedstro, og som stor fan af det tidligere spil følte jeg mig straks hjemme i disse omgivelser. Som førhen bliver Gordon altid kommanderet utaknemmeligt rundt med af såvel venner som fjender, hvorfor det i sidste ende er ham der må tage knubsene - præcis som vi kan lide det. Ligeså forstærker det at Gordon aldrig siger noget, at man føler sig som ham, dvs. helt lever sig ind i rollen som spillets helt og ikke bare føler at man styrer en fremmed karakter fra tid til anden - man ER Gordon.

Fysikmotoren er et helt kapitel for sig og er en stor del af den synergi der skubber spillet op på den tårnhøje piedestal, som vi fra nu af tilbeder dagligt. Det at alle objekter og personer i spillet nu reagerer efter virkelighedens fysiske love tillader udviklerne at lege med nye koncepter og muligheder for spilleren. Fysikmotoren danner derfor fundamentet for mange af spillets større eller mindre puzzles, og udførslen/opsætningen af disse små opgaver er gjort med bravur fra udviklernes side. Det er hedengangne tider hvor man blot skulle komme fra A til B og trykke på en knap, nej nu kan man benytte sig af tunge metalbjælker der vælter over fjender, kasser der flyder ovenpå vandet, rullende tønder med benzin i etc.

Det er herligt rent faktisk at kunne rationalisere udfordringerne ud fra et realistisk synspunkt - noget vi ser alt for lidt i spil nu om stunder. Det at samtlige objekter i spillet er påvirket af fysik og kan væltes, skubbes osv. giver en helt ny dimension og er i høj grad en af de faktorer der gør spillet så elskværdigt. Fysikkens pendant til dette herlige FPS-show er selvskreven den spritnye grafikmotor, som hamrer lystigt derudaf under spillets velpolerede kølerhjelm. Det kan dårligt beskrives hvor vellykkede teksturerne er, for ikke at tale om de uhyre gode ansigtsanimationer, som især man ser hos de venligsindede biroller i historien. Til trods for at spillet skulle have været mellem hænderne på os for over et år siden er det imponerende hvor flot det er i dag, selvom vi allerede har set grafiske perler som Far Cry og Doom 3. HL2’s visuelle stil er dog langt mere realistisk end de to titler, og især de østblok-lignende områder rammer plet og ligner mest af alt noget fra et indslag i TV-Avisen.

Man kan drage mange paralleller mellem historien i HL2 og i en film såsom X-files, da vi har med skumle foretagender og ingen egentlige resolutioner på de løse ender at gøre. At man ikke får et større indblik i de mekanismer bag ens færden på denne pseudojord betyder egentlig ikke det vilde, eftersom det er de enkelte scener og sammenstød der gør spillet så formidabelt. Alle de dystre, flotte og skæve lokaliteter er en oplevelse i sig selv og man er næsten ærgerlig over at man ikke lige tager en halv times tid til at nyde udsigten, men man drives netop frem af en ubønhørlig trang efter at gennemleve flere drabelige dueller.

Ydermere fornemmer man rent faktisk hjertevarme fra de få frænder man har i spillet og deres skuespil og dertilhørende stemme er noget af det bedste vi hidtil har set - måske skulle branchen til at overveje deres egen virtuelle Oscar? Det kan derfor ikke understreges nok i hvor høj grad at man gribes af stemningen og indlevelsen er konstant klækkelig. Præcis som Belinda fra Brøndby Strand ville skrive i sin kontaktannonce bag i Den Blå Avis, så "skal jeg opleves" - det samme gælder med HL2, metaforisk set.

På multiplayer-fronten er der kræs i vente for de mange Counter-strike-fans, som endnu ikke har afprøvet CS: Source - Counter-strike med den nye grafikmotor. CS får hermed en gevaldig indsprøjtning på alle områder, men jeg må indrømme at der til min store skuffelse ikke er almindelige multiplayer at finde i HL2. Hermed menes baner hvor man kan boltre sig med spillets våben, som mange sikkert husker det fra det originale spil. Det er måske gået i glemmebogen hos mange, men jeg husker selv de ekstremt morsomme online-stunder mine venner og jeg brugte på at sprede død og ødelæggelse i den klassiske multiplayer-mode - før CS gjorde sit indtog. Manglen på dette element skal da også hermed være den eneste torn jeg har fået i mine blodskudte øjne, men det er bestemt ikke nok til at trække ned i topkarakteren. Jeg ser frem til patchen/udvidelsen, hører I Valve?

Som lovet er der blevet kastet ufortrødent med alverdens superlativer i denne anmeldelse, og dette med god grund. Valve har med Half-life 2 bevist at det første spil ikke blot var en enlig svale, men at de hårdtarbejdende folk har kunnet præstere i endnu en omgang. Vi ligger derfor hermed alle de sure miner over udsættelser og startproblemer med spillets Steam-system bag os, og nyder blot at kunne hoppe ind i Gordon Freemans fantastiske univers hvornår, og hvorledes, vi lyster. Enhver Pc-ejer med blot en snert af interesse for actionspil burde fluks investere i spillet, som vi allerede nu tør kalde en absolut klassiker. Jeg mistænker Valve for at have drysset Klokkeblomsts støv på måsen af Gordon og sunget "tænk på det bedste du ved" - pt. er det bedste jeg ved Half-Life 2.