Vi har ikke rigtig set noget til nye rockspil med plastikinstrumenter siden luften gik af især Guitar Hero-serien, men også Rock Band. Helt frem til sidste år var det dog tanken, at Guitar Hero skulle genoplives med Guitar Hero 7, men Activision trak stikket på spillet et godt stykke inde i processen, skriver Kotaku.
De fortæller at udvikleren Vicarious Vision havde tænkt sig at gå tilbage til rødderne med guitar og rock, men at udviklingen gik dårligt. En af årsagerne var, at man forsøgte sig med en ny slags plastikguitar med seks ministrenge der hvor strummeren før sad. Men guitaren fungerede dårligt og var for dyr at fremstille.
Tanken var at hver sang skulle have sin egen arena, der matchede melodien man spillede. Desværre fik man kun fat i kedelige sange, og nogle af dem havde allerede været med i serien flere gange. Trods to års udvikling nedlagde Activision spillet, da de ganske enkelt mente at det ikke var godt nok.