Guitar Hero

Der var et kort øjeblik i mit i forvejen forvirrende teenage-liv, hvor jeg var stensikker på at jeg skulle være en guitarist - og det var alt sammen Crossroads skyld. Ikke den dødsdømte tøsefilm med Britney Spears i hovedrollen fra starten af 2002, men i stedet filmen med 80’ernes ubestridte ungdomsstjerne Karate Kid, eller Ralph Macchio, som han vist nok også hed. De scener, hvor han duellerer mod Steve Vai, har jeg set så mange gange, at mine øjne begyndte at bløde. Jeg indøvede riffs på mit kælderværelse med fingrene i luften, hev alt om guitarspil ned fra bibliotekets hylder og drømte om at få råd til en guitar - helst en der var elektrisk, så jeg rigtig kunne være en rockstjerne.

Da dagen endelig kom, hvor jeg fik råd til en guitar, fik den ikke for lidt. En utrænet butiksekspedient overbeviste mig om, at metal-strenge faktisk var en god idé til en udslidt, spansk guitar, og han spændte dem så hårdt på dyret, så grebet næsten var ved at knække, og sendte mig så hjem for at øve. Og øvede, det gjorde jeg, så mine fingre gjorde ondt og tårerne trillede ned af kinderne. En uge senere stod guitaren i hjørnet og samlede støv - jeg havde hverken tålmodigheden eller smertetærsklen til det, og guitarer var for resten slet ikke noget for mig.

Eller det vil sige, sådan var det indtil forleden, hvor Harmonix fabelagtige Guitar Hero lige pludselig lå der på bordet og nærmest skreg mit navn. En lang æske med slikkende flammer og det nærmest pinagtige Guitar Hero skrevet i knivskarpe metalbogstaver, lokkede mig ganske enkelt ud af mit skjul. Gibson-guitaren blev sat til min PlayStation 2, spillet forsvandt ind af lågen til maskinen og før jeg vidste af det, så var jeg igen optaget af at gøre noget ved min teenage-drøm. Sådan er Harmonix’ spil nemlig skruet sammen. Guitar Hero er ikke et kønsløst produkt holdt oppe af ekstrem tynde licensaftaler, eller høvlet ud i forbindelse med en eller anden opreklameret rockkoncert - det er et kærlighedsbarn, skabt af en folk tosser, der bare ikke kan få sig selv til at lave andet end musik-spil - og gud, hvor jeg elsker dem for det.

Harmonix har allerede adskillige spil bag sig med musikken som omdrejningspunktet, og spørger du Thomas Nielsen til råds om gameplay-fiduser i Amplitude eller Frequenzy, så kan han snakke i timevis. Det undlod jeg heldigvis at gøre, ja faktisk gemte jeg spillet under skrivebordet i et par dage, indtil jeg kunne snige det ubemærket ud af redaktionen, så jeg kunne få lov til at nyde det i fred og ro - ikke mindst fordi den form for koordination, den slags spil kræver, er noget jeg mangler i tonsvis.

Men hvad er Guitar Hero så? Faktisk er spillet ikke meget andet end den naturlige udvikling af både Frequenzy og Amplitude. Prikker i forskellige farver danser ned mod dig, og du skal så helst ramme de knapper på joypaddet der passer dertil. I Guitar Heros tilfælde er det dog en plastik-udgave af en Gibson, og det gør en verden til forskel. Pudselig lader jeg fingrene vandre hen over de forskellige farvede knapper, mens jeg forsøger at holde rytmen.

Når jeg står med let spredte ben på gulvet i stuen, publikummet summer i baggrunden og jeg starter min guitarsolo, så er jeg en rockstjerne. Pludselig står den på lange baner af kokain på badeværelset, ødelagte hotelværelser for flere hundredtusind kroner, og groupies så langt øjet rækker. Som jeg skruer sværhedsgraden i vejret, bliver soloerne også mere naturlige. På de lave sværhedsgrader undlades flere af tonerne helt, så hvis du kender nogle af numrene på rygraden og bare lystigt spiller med på gehør, så straffes du faktisk for at spille forkert, og derfor bankede jeg langsomt kravet til mine guitarevner i vejret.

I et spil som Guitar Hero er jukeboksens alsidighed og kvalitet et af de afgørende punkter, og her skuffer Harmonix heller ikke. Numrene er ganske vist ikke originaler, så når "Ace of Spades", "More than a Feeling" eller "Symphony of Destruction" brager ud af højttaleren, så er det efter devisen "made famous by", men det gør ikke en pind. Numrene er indspillet med stor ærefrygt over for originalen, og når jeg først spiller løs, så er det egentlig også ligegyldigt - jeg kan gøre et hvilket som helst nummer til et hit.

Faktisk så har Guitar Hero vækket mit slumrende monster af en guitarspiller, og jeg kan slet ikke slippe det billige stykke plastik igen, men det er jeg nok nødt til, for Nielsen nægter simpelthen at levere så meget som et ord mere i anmeldelsessammenhænge, hvis ikke han får lov til at anmelde spillet i april - og det vil jeg helst undgå. Der er dog ingen tvivl om, at jeg lige slentrer forbi hans bord i de kommende par uger og lader fingrene glide ned over den smukke Gibson-guitar.