Guardians of the Galaxy Vol. 3

James Gunn er tilbage som manuskriptforfatter og instruktør i The Guardians of the Galaxy Vol. 3. Gunn har nu stået i spidsen for samtlige Guardians-film, og kommer nu med det sidste kapitel i serien — ja, hvis man overhoved kan stole på det i en Marvel-film, hvor intet nogensinde er forløst. Den første film fra 2014 introducerede os til en gruppe af usædvanlige antihelte, der var en frisk variation fra de korrekte helte, som Captain America og Iron Man. Men nu, efter tre film, er kendskabet med Guardians-slænget dalet i kvalitet, hvilket desværre også gælder den seneste film. Selvom Vol. 3 har sine styrker, er den første Guardians-film fra 2014 fortsat den bedste i serien.

I filmen følger vi The Guardians, der drager ud på en sidste mission, for at rede Rocket Raccoon. Han er nemlig kommet alvorligt til skade, og det er gruppens opgave, at finde en sjælden chip, som kan rede vaskebjørnens liv.

Rocket Raccoon er filmens dramatiske omdrejningspunkt. Vi får en række flashback-sekvenser, der viser os Rockets traumatiske fortid som forsøgsdyr. Han er offer for et perverst eksperiment, anført af filmens skurk The High Evolutionary (Chukwudi Iwuji) — en gal videnskabsmand, der er besat af at skabe det perfekte væsen. Det gør han ved at pine adskillige dyr via genmodificering, som misdanner dem både fysisk og psykisk — herunder Rocket Raccoon. Disse flashback-scener er et af filmens højdepunkter, og er faktisk enormt ubehagelige at se. Det er første gang Marvel-universet takler dyremishandling som middel for skurkens motivation, hvilket resulterer i nogle ret skrækkelige scener for en PG13-film. Rockets traumer giver ham dybde som karakter, hvilket er en interessant ændring i fokus for Guardians-filmene.

Filmens andet højdepunkt er i en klassisk heist-sekvens, hvor gruppen skal infiltrere en rumstation, der i sig selv er en levende organisme. Man kunne godt tro, at denne sekvens var gæsteinstrueret af bodyhorror-legenden David Cronenberg, siden det kropslige og det mekaniske sammenblandes på rumstationen. Kulissen er stærk og karakteristisk i disse scener, hvor væggene ligner senede muskler, computertastaturer er bløde og fedtede, og vagternes dragter ligner perverse muscle-suits.

Men filmens lyspunkter stopper mere eller mindre her. Du slipper ikke for den tamme og karakteristiske Marvel-humor. Det er efterhånden blevet et af filmseriens mærkesager, når der leveres tåkrummende punchlines hvert andet minut, som hverken er sjovt skrevet eller sjovt leveret. Filmen er dog ikke helt humorforladt. Nogle af scenerne er sjove, primært dem, hvor filmens nye karakter Adam Warlock figurerer, stærkt spillet af den alsidige Will Poulter. Nogle fans lader til at være vrede over Poulters portrættering af superhelten, der er lidt en kultfavorit blandt tegneserienørder, men han formår både at være morsom, charmerende og dramatisk som det lidt afstumpede Übermensch.

Morsom, charmerende og dramatisk er dog ikke beskrivelser, der helt så nemt kan benyttes til resten af Guardians-holdet. Scenerne mellem Quill (Chris Pratt) og Gamora (Zoë Saldaña) er ikke helt så dramatiske, som filmen gerne vil have dem til at være. Det er ikke decideret dårligt, men det er som om, at scenerne mangler noget tyngde, for at man som seer kan købe ind på melodramaet. Det resulterer i lange og irriterende scener, hvor man egentlig mest venter på at vende tilbage til Rocket Raccoons fortælling.

Okay, så hverken humoren eller melodramaet rammer plet — hvad så med actionscenerne? Ja, dem er der tonsvis af, og de er enormt lange. Efter den stærke sekvens på den organiske rumstation, ryger luften lidt ud af ballonen, og actionscenerne når ikke helt op på samme niveau. Det reduceres til larmende filler, hvilket især kan mærkes på den 2,5 times lange spilletid.

The Guardians of the Galaxy Vol. 3 er sådan set en OK afslutning. Men den er desværre ikke meget mere end OK. Filmen er fremragende, når vi følger Rocket Raccoon, og har også nogle stærke scener, særligt heist-sekvensen. Men indimellem disse gode scener, er der for meget ligegyldigt melodrama og for mange konsekvensløse actionscener, der taber seeren henover den alt for lange spilletid.