Grid: Autosport

Det virker underligt, at vi skulle vente i nærheden af fem år på en officiel efterfølger til Codemasters utrolige Race Driver: Grid, og nu kun et år senere sidder med seriens tredje spil. Det smager unægtelig af en udvikler, som godt ved at de jokkede i spinaten, og derfor har arbejdet ihærdigt på at sammenflække den efterfølger som seriens mange fans havde håbet på i første omgang.

Derfor er det heller ikke overraskende, at Grid: Autosport i stor stil føles som en udvidet, grafisk flottere version af seriens første spil, og aldrig rigtigt formår at sætte sit eget præg på det hele af frygt for at adskille sig så markant fra originalen som Grid 2 gjorde.

Der skal ikke mange knaptryk til før man er i gang med det første ræs, og faktisk har Codemasters frasorteret en del af den personliggørelse, som eller har kendetegnet flere af deres bilspil. Fem forskellige løbsklasser betyder, at du selv kan bestemme hvordan du vil gribe det hele an, og er en velkommen tilgang i forhold til nogle af de mere restriktive opbygninger man finde i mange af genrens andre spil.

Touring er det tætteste det nye spil kommer på seriens rødder, altså dengang Codemasters endnu kaldte den TOCA Touring Car Championship. Her står den på standardvognsræs med masser af hestekræfter, sammenstød og biler der strækker sig fra en Honda Civic til en Nissan Skyline GT-R.

Endurance er en helt andet størrelse og handler om løb over lange distancer, hvilket betyder en helt anden tilgang. Hvis du ønsker at se målstregen, for slet ikke at tale om at slutte på en ordentlig placering, skal du således på alle tidspunkter sørge for at behandle bilen ordentligt og få gummiet i dine dæk til at strække sig så langt som muligt. Det er en virkelig spændende form for ræs, som få andre spil har haft modet til at inkludere, og som den rigtige disciplin kræver det at du har koncentrationsevnerne i orden.

Open Wheel er det spillets hurtigste klasse og fokuserer på små, hurtige single-seaters, der blandt andet betyder ræs i Ariel Atom, Dallaraa F312 og Caparo T1. Hvis man før er blevet fanget af udvikleres F1-serie, er det også her man vil føle sig mest hjemme, på trods af at simulations-tendenserne naturligvis ikke er vægtet særlig højt.

Street er by-ræs som i det første Race Driver: Grid og er absolut hvor spillet mest hyppigt viser sine grafiske muskler. Det er også de tætteste løb, og man er nærmest hele tiden omgivet af et helt felt af andre biler, hvilket gør klassen særligt intens.

Den sidste løbsklasse er Tuner, der på trods af at have sine egne kvaliteter også virker som den mindst passende i spillets komplette pakke. Her står den således på heftige drift-konkurrencer og tidskørsel med alt fra muskelbiler til tuner-favoritter som Mazda RX-7 og Mitsubishi Lancer Evolution X.

Man må tage hatten af for det enorme arbejde, Codemasters tydeligvis har lagt i at sikre, at hver af dem fem klasser ikke kun er tydeligt forskellige fra hinanden, men også er forholdsvist tro mod de løbsklasser fra den virkelig verden som har inspireret dem. Hvis du har planer om at forvandle dig selv til den ultimative Grid-fartpilot, kan du dog se frem til at skulle bruge tid på alle disciplinerne, da det er den eneste måde spillet lukker på for alt sit indhold på.

At mestre løbsklasserne betyder, at du i høj grad vil skulle arbejde med at finde balancen i de mange forskellige biler, og det er derfor virkelig positivt at Codemasters igen er vendt tilbage til en styring, der har langt mere til fælles med det fra det første spil end den powerslide-glade tilgang fra Grid 2.

Codemasters har derfor igen sammenskruet en styring som tydeligt lader dig mærke hvor langt du kan presse den valgte bil, inden det går galt. Hvis den slags får simulations-alarmerne til at ringe hos dig, er der intet at frygte, for Grid: Autosport er præcis ligeså grundet i arkaderæs som sine forgængere. Blandingsbalancen er udviklerens helt egen, og igen har de ramt plet med noget der virker tilgængeligt, fartfyldt og actionpræget uden at det kammer helt over i Burnout-territorie.

Det er ikke nogen hemmelighed at udviklingstiden på Grid: Autosport ikke har været særlig lang, og på trods af en helt igennem solid omgang racing, er det noget man mærker i stort set alle aspekter af spillet.

Den føromtalte manglende mulighed for fra starten at personliggøre oplevelsen er blot det første sympton på et spil, hvor der synes sparet og genbrugt i alle de kanter og leder, hvor det har været muligt. De fleste biler, baner og løbstyper har allerede været inkluderet i seriens tidligere udgiveler, og den grafiske forskel fra Grid 2 til Grid: Autosport er ikke nok til at skjule problemet.

Sparet synes der også at være blevet på udviklingen af den kunstige intelligens, og Autosport byder på seriens mest uprofessionelle modstandere til dato, der størstedelen af tiden ikke synes at ane at der er andre på banen end dem selv.

Andetsteds må man undre sig en smule over opsætningen af de forskellige løb, og selv ræs i lynhurtige single-seaters kan blive kedeligt, når man tvinges til i en ombæring at køre seks til otte forskellige turneringer, hvor hvert løb skal køres to gange, før man igen får lov til at vælge en anden løbsklasse.

Grafisk er der heller ikke sket meget siden sidst, og selvom det til tider stadig er imponerende hvor mange farver, effekter og biler Codemasters formår at tvinge over skærmen uden at det går ud over billedhastigheden, er det lidt skuffende at der i det mindste ikke er blevet kælet lidt mere for PC-versionen.

Grid: Autosport er bestemt ikke uden talenter. Uanset om man har spillet serien før eller ej er ræset på banen stadig sjovt, intenst og leveret med en virkelig god styring. Det er dog uden tvivl dem, der ikke har erfaring med serien, som vil få mest ud af Grid: Autosport, for vi andre vil have svært ved at ignorere den tydelige smag af genbrug.