Gregory Horror Show

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at undertegnede af resten af redaktionen for længst er blevet kategoriseret som "ham med hang til skæve titler", og med Frequency, Rez og Amplitude som nogle af de absolutte favorittitler er dette nok heller ikke helt forkert. Yderst sjældent sker det dog stadig at en titel så underlig og anderledes, at det næsten ikke kan forklares, sniger sig ind i de konstant voksende bunker af spil, som ligger klar til anmeldelse, og sådan en titel er Capcoms meget besynderlige Gregory Horror Show.

Med en nærmest surrealistisk stemning af uhygge, et persongalleri bestående af mildest talt originale karakterer, og en humor og situationer som lægger sig op af emner, der ellers oftest er tabu i elektronisk underholdning, er her et spil, der uden at være mærkbart originalt gameplaymæssigt alligevel fortjener en vis opmærksomhed pga. dets ekstreme besynderlighed.

Som i et mareridt fortæller forhistorien kort, hvordan man efter at være faret vildt i en dunkel skov ender på et mystisk udseende hotel ejet af en hr. Gregory. Spilleren bliver hurtigt udstationeret på et værelse, da man af førnævnte person bliver forsikret om, at alt andet ville være meningsløst med det rasende uvejr udenfor. Dørene piber, tordenbragene larmer og pludselig høres et hyl fra det naboværelset, hvor man kort tid senere finder en sammensyet kat ved navn Neko Zombie, som med en sørgmodig stemme fortæller, hvad det er for et mareridt, man har rodet sig ud i. Hotellet er nemlig ikke et hotel, som de er flest, men snarere et fængsel befolket af onde ånder, som kun venter på at spillerens figur skal tilslutte sig deres rækker og blive der for evigt. Oplevelsen bliver kun endnu mere speciel, da man fem minutter senere i en drøm indgår en aftale med døden om at levere sjæle fra de fortabe beboere mod løftet om at blive befriet fra hotellets forbandelse, især da døden, stik i mod hvad man normalt forbinder med denne, tilsyneladende er en slangsnakkende humørspreder med en hat delvist lavet af det svenske flag.

Dette udpluk af spillet består ikke af meget mere end de første ti minutters spil, og herfra stiger spillets grad af underlighed kun, men med den stiger også morskaben over, hvor specielt og fornøjeligt det hele er.

Grafikken er selvfølgeligt et vigtig aspekt af spillets helt specielle oplevelse, og også denne er noget helt for sig selv. Figurer, der alle ser ud til at være tegnet så simpelt som muligt og lavet med et fåtal af polygoner, har fået påklistret papir-tynde arme og ben, samt animationer, som kun dækker de mest basale udtryk. Persongalleriets mange unikke personligheder nyder dog godt af den primitive grafik, der i stedet får spilleren til at fokusere på de helt unikke personligheder, der rangerer lige fra de maniske til de dybt forsømte og fortabte.

Ser man på det basale gameplay, er her tale om temmelig simpelt stealh-spil, hvor man ved at observere de forskellige beboeres daglige rytmer og præferencer skal regne ud, hvordan man lettest franarrer dem deres sjæle. At spille spillet med denne bagtanke ville dog være forkert, da hele spillets stil og charme ligger i dets ligeglade holdning til alt, hvad der før har kendetegnet spil i denne genre.
En af de første sjæle, man skal stjæle, er fra en lyserød kvindelig dinosaurlæge, der med sin meterstore kanyle elsker at suge blod fra nye gæster på hotellet. Senere skal man ved at stjæle nogle pornoblade undslippe en zombie - med en ikke helt tilfældigt stor højre overarm - for til sidst at vende tilbage og stjæle hans sjæl. Sådan bliver spillet ved med at komme med hysterisk sjove indikationer om, hvad der forgår på hotellet, og hver ny person byder på dets egen helt unikke situation.

Normalt ville det lidt tynde gameplay betyde en lav karakter til spillet, men faktum er, at Gregory Horror Show krydrer gameplayet med en så unik og effektiv blanding af nyskabelse, stemning og humor, at det ikke er sagen i dette tilfælde. Når det hele virker så godt, er det, fordi spillet hurtigt bryder så mange af de gængse regler, at man nærmest bare venter på at se, hvad der bliver brudt og gjort grin med som det næste. At snige sig ind i et skab for at spionere på en beboer, mens spillet kun kommer med hints til, hvad denne fortager sig, har sin helt egen charme, specielt når spillet lader spilleren fantasere frem for at give alle detaljerne.

Spillet vil givetvis ikke falde i alles smag, da det på praktisk talt alle punkter er meget specielt og derfor også kræver en del af spillerens fantasi, og at denne kan se charmen i det underlige univers. For gamere, der opfylder disse krav, er her dog en af de mest unikke oplevelser længe set inden for elektronisk underholdning, og på en sidenote ville Capcom gøre klogt i at give flere af spillets personligheder deres egne spil, ikke mindst den slangsnakkende, svensker-glade død.