
Sony viste en ny trailer for Gravity Rush 2 under gårsdagens pressekonference i Paris. Spillet er en eksklusiv titel til Playstation 4, og er efterfølgeren til den populære PS Vita-titel fra 2012.
Traileren fokuserer på Kats tre gravity-styles, hvoraf den første er normal tyngdekraft, og ligner hvad vi så i titlens forgænger. Derefter er der Lunar-style, hvor alting bliver betydeligt lettere, hvilket betyder, at Kat kan bevæge sig hurtigere rundt. Til sidst er der Jupiter-style, hvor alt blive tungere og langsommere, men som også giver Kat lang kraftigere angreb. Der kan skiftes løbende mellem de tre stilarter undervejs, og de kan sammensættes til store comboer.
Der er ikke kommet nogen udgivelsesdato for spillet, men PS4-versionen af originalspillet Gravity Rush Remastered udkommer d. 10 februar næste år.