Gran Turismo 7

Igennem alt den tid jeg har betegnet mig selv som "spilentusiast", så har der ikke været så mange gange, hvor en drønseriøs racing sim har fanget min interesse. Jo, jeg refererer da til mig selv som kender, men selvom at jeg både har dedikeret tid og energi til de mere dedikerede bilspil igennem årene, og at endnu flere har fræset forbi den yderste grænse af min periferi, så har det mest været de mere letsindige spil jeg har kastet min kærlighed på. Og det med god grund, eftersom spil som Forza Motorsport, Dirt Rally og netop Gran Turismo ikke ligefrem synes tilgængelige set udefra, og der er en overvældende følelse af at disse spil kræver en vis mængde viden, en masse know-how, om man vil, som forhindrer en mere afslappet spiller i at sænke sig ned i Recaro-sædet. Det forsøger Gran Turismo 7 at ændre på.

Fra starten af det står det klart, at Gran Turismo 7 er et nostalgisk tip med sponsorkasketten til alt der har med motorsport og bilkultur at gøre. Dette er seriens 25 års jubilæum, og det hele starter med et sentimentalt slideshow, som gengiver hvad jeg antager er mange af de smukkeste øjeblikke fra motorsportens lange historie. Efter denne introduktion er overstået, så tager det ikke længe før man endelig sidder klar, med sitrerende fingre og et direkte greb om rattet, parat til at fræse afsted så snart det ikoniske røde lys skifter farve. Jeg så den her proces som begyndelsen på en ny fase som reel simracing-entusiast, og trådte derfor så hårdt på speederen jeg kunne.

Men naturligvis får man ikke alle evnerne, og al succesen, foræret fra start af, og selvom at nogle måske synes at Gran Turismo-seriens insisteren på at agere digital mentor for spilleren er ret så gammeldags, så er der en glimrende indlæringskurve til stede her. Det næste løb introducerede mig for seriens notoriske understyring, noget vor netværks hårdkogte sim-entusiast, Petter Hegevall, har talt om i flere omgange. Her forstod jeg dog for første gang på egen krop hvad det er han har talt om, og jeg tror også jeg ved hvorfor Polyphony har bibeholdt dette centrale karaktertræk i 7'eren.

Sandheden er bare, at det her studie stadig ikke formår at simulere reel fartfølelse på en effektiv måde, så derfor vil spillere som jeg drøne ind i hjørnerne med alt for meget fart. Derfor oplever vi øjeblikkelig understyring, fordi indgangsfarten simpelthen ikke stemmer overens med fysikken, og det "problem", eller måske ikke problem men i hvert fald kendetegn, er også til stede her.

Bilerne giver sig altså ikke helt lige så meget som både jeg, og måske I, er vant til, men den her lidt udvandede fartfølelse har generelt set virkelig ikke stoppet mig i for alvor at hygge mig med Gran Turismo 7, og jo flere løb jeg har deltaget i, desto mere greb om min strategi som fører lader jeg til at få. Hvorimod de førnævnte problemer eksisterer, og fortjener at blive nævnt, så ender de, i det store billede, med at blive udfordringer der overkommes, snarere end konstant kilde til evig frustration. Det handler både om at lære banerne at kende, og at mærke i DualSense-controlleren hvordan bilens chassis "ruller", i det du drejer ind i et givent hjørne, og du kan naturligvis afbøde en potentiel katastrofe ved lige at strejfe modstanderen som en blid bande - nej, jeg kommer ikke til at få nogen venner igennem Gran Turismo 7, så meget er sikkert.

Det hjælper dog helt generelt at køreprøverne, der manglede i Gran Turismo Sport, er tilbage, og ligesom normalt blev jeg tvunget til at gennemføre disse ret monotone tests, hvis jeg ønskede at bevæge igennem spillets Career Mode. Jeg er, som sagt, glad for at spillet virkelig insisterer på at tage dig i hånden, og lære dig helt basale færdigheder, men de her kurser er hverken særligt intuitive, eller sjove, og eftersom de er nødvendige, og påtvungne, så vil du sikkert finde mange der brokker sig over dem.

Det centrale i Gran Turismo 7 lader ikke til at være simulationen, selvom at denne naturligvis er finpudset, men kærligheden til motorsportens historie helt generelt. Man mærker det fra start af, og elsker du biler, og kulturen omkring dem, så er det bare utrolig meget indhold at dykke ned i og nyde. En central del af det er din personlige samling af biler. I skrivende stund er der 240 unikke køretøjer at samle, tune, style og fremvise i al deres pomp og pragt, og spillet ønsker sågar at du, inden du foretager et endeligt køb af en bil, lige lærer lidt mere om mærkets historie, og særlige karakteristika, inden du langer pengene over disken. Det lyder som en floskel, men jeg lærte faktisk noget om biler, bilmærker og netop bilkultur af at spille Gran Turismo 7, og det vil jeg fortsætte med at gøre lang tid endnu, eftersom spillet bugner af anekdoter. Jeg har i løbet af min tid med spillet både kigget på min egen samling i garagen, og udforsket andre brugeres samlinger, som jeg tænker er en afart digital pendant til den entusiasme man ser blandt bilentusiaster i den ægte verden. Den her "feeling" har Polyphony bare ramt ret så direkte.

Kulturen sidder i skabet, og er du tålmodig, så venter der også tilfredsstillelse på selve banen. Jo, du bruger de første mange timer i sløve, rustne liv. En Mini Cooper fra 1965, en Toyota Aqua - det er livet på banen det første lange stykke tid. Du belønnes naturligvis løbende med nye, og med Credits, der til sidst ender med at give adgang til mere avancerede bæster. Men man mærker hurtigt, i det man kigger i Brand Central, at Gran Turismo 7 ønsker at du skal tage den med ro, gennemføre dine køreprøver, og generelt bare nyde dit ophold i dette racerparadis, i stedet for at gå efter Lambo'en som det første. Det gjorde jeg dog også, og fortrød ret hurtigt.

Netop ved at springe et utal af led over i den evolutionære kæde forstod jeg hvorfor Gran Turismo 7, og serien generelt, ønsker en lettere langtrukken udvikling fra netop Mini'en fra 65 og frem til de tungeste sværvægtere - det skyldes både sværhedsgrad, men også at man har finpudset sine egne evner, og mestrer den til tider lidt rigide bilfysik.

Og fysikken er altså rigid. Jo, nogle hårdkogte fans er sikkert trænet til at forvente det, men det føles ikke helt som om at vægten kastes rundt fra et centralt tyngdepunkt, men at jeg kører i en stor spand polygoner, til tider. Jeg ville ønske at Polyphone har fokuseret yderligere på det her, sammen med fartfølelsen, men kan dog ikke klandre dem for det de har tilføjet i stedet. Faktisk ville jeg let påstå, at Gran Turismo 7 nok er blandt de mest alsidige bilspil på markedet nu, der ret elegant appellerer til både helt grønne entusiaster, og erfarne veteraner i samme ombæring.

Vi kan vist ikke helt undgå at snakke grafik, som vist også er okay når nu hele simulationen afhænger af visuel indlevelse. Så lad os bare gå direkte til den; spillet ser fantastisk ud, og både selve modellerne, banerne og Ray Tracing-effekterne er direkte glimrende. Ikke bare det, men billedehastigheden på PS5 var silkeblød. Loading-tiderne generede heller ikke, og menuerne er relativt smagfuldt designede. Lyden rammer ikke helt samme niveau, og nogle biler lyder mere som glorificerede støvsugere, snarere end tunge maskiner. Men samlet set? Grafik, brugerflade og særligt DualSense-implementeringen føles fantastisk.

Da jeg endelig, efter mange, mange timers spil, lagde controlleren fra mig, og skulle til at designe den her anmeldelse, så var der én ting der stod klart; og det var hvor meget kærlighed til biler, og til den omkringliggende kultur, Polyphony har forsøgt at presse ned i den her oplevelse. Der har nærmest været en historie bag hver eneste bil jeg har anskaffet mig, og den måde Polyphony har overleveret forskellige stykker trivia er noget nær mesterlig. Som en slags "outsider" til hele GT-sfæren er det dog klart, at de der omfattende tekniske ændringer under kølerhjelmen lader vente på sig, men det betyder ikke at spillet ikke har været ventetiden værd.