Gradius V

Mange gange er det med sorg i gamerhjertet at man som spilentusiast må indse at bestemte spil højest sandsynligt vil have svært ved at kapre opmærksomheden fra den generation af gamere der i dag beskæftiger sig med spil som Grand Theft Auto, FIFA og dets lige. Nemmere bliver det ikke når der så pludselig lander to supertitler af slagsen, der dog desværre befinder sig i en genre der for de flestes vedkommende hører sig den store glemmebog til. Hvis man dog er en gamer af den slags som efterhånden har fået lyst til at prøve en titel der varierer i stil fra hvad man oftest ser på hjemmekonsollerne i dag, må Gradius V siges at være noget nær den perfekte undskyldning. Gradius V er inkarnationen af det rå gameplay, hvor highscoren, de obligatoriske tre liv og spillerens evner bliver sat i fokus.

Som det legendariske rumskib Vic Viper er det endnu engang op til spilleren at redde en glemt verden, ganske som det altid har været i serien. Baggrundshistorien er ligegyldig og fungerer kun som overgang mellem spillets forskellige baner, og alle kræfterne er i stedet blevet brugt andetsteds.

Gradius V vil på godt og ondt bringe minder tilbage fra arkadehallernes to-krone slugende teknikmonstre, der uden hensyn hurtigt åd sig igennem lommepengene dengang for lang tid siden. Gameplayet består stadig i at flyve fra venstre til højre, mens man undviger et næsten uendeligt antal fjender og dertilhørende projektiler, alt imens man prøver at opgradere sin ærtebøsselignende standard våben til altødelæggende laserdød.

Med den opfindsomme udvikler Treasure bag roret, er der dog blevet plads til et par enkelte fornyelser og twists af gameplayet. Mest markant af disse fornyelser er muligheden for at vælge styremetoden af sine options, som for de der ikke kender til serien er en slags hjælpende droner, inden spillet sættes i gang. Yderligere har udvikleren draget inspiration fra et af deres eget tidligere hits, Ikaruga, og opdelt fjenderne i forskellige formationer så gameplayet engang imellem kombineres med et puzzlelignende element. Det er et typisk kendetegn for Treasure at de med så små fornyelser af gameplayet kan skabe så stort et friskt pust, i en genre som ellers har haft for vane at forblive i de velkendte traditioner.

Hvor alt dette for nogen vil lyde håbløst gammeldags, vil det være de færreste der kan benægte det smukke og simple gameplay. Hvor flere og flere spil i dag prøver at krydse genrer og byde på flere og flere muligheder, er Gradius-gameplayet instinktivt og fængende fra første gang et skud affyres. I løbet af ingen tid befinder man sig i situationer, hvor det kun er skærmens allersidste pixels der afgør spillerens skæbne, men grundet spillets "lige en gang mere"-kvaliteter formår gameplayet aldrig at blive stressende, lige meget hvor meget modstand man som spiller må igennem.

Modstand vil man dog møde mere end nok af, for hvis der findes et spil som for alvor beviser at elektronisk underholdning er blevet lettere de sidste mange år, kunne et godt bud på dette ene spil være Gradius V. Hvor gamere de sidste mange år er blevet forkælet med goder som uendelige liv, quicksaves og lignende er Gradius en rejse tilbage til dengang hvor tre liv var alt hvad man havde til at gennemføre et spil. Der bliver ganske vist lukket op for muligheden for flere continues, men da dette går ud over highscoren, droppes denne mulighed hurtigt.

Som spil er der virkeligt ikke mange aspekter af Gradius V man kan sætte en finger på, spillet er simpelthen kælet for i alle aspekter som man kender det fra Treasure, samtidig med at man elegant har bibeholdt alt hvad der gjorde de originale Gradius-spil til klassikere. Realistisk kan det dog ikke benægtes at spillet tilhører en genre som i dag ses som en niche og derfor, uanset kvalitet, desværre vil have svært ved at nå den størrelse publikum et spil af denne kvalitet ellers burde. Sværhedsgraden, som kan ses som spillets eneste minus, vil også virke aldeles utilgivende for spillere som ikke har varmet op de sidste par år med tilsvarende titler, og dette er endda på spillets "Very Easy" sværhedsgrad.

For gamere som ved hvad de går ind til, som allerede inden køb af spillet har gjort op med sig selv om de er villige til at dedikere hundrevis, ja tusindvis af timer til den ædle kunst det er at undvige tohundrede og syvoghalvfems projektiler på skærmen, alt i mens man bliver jagtet af varmesøgende plasmamissiler og en sur kæmperobot, er dette spil dog noget af det bedste og reneste set i lang tid.