Godzilla

Det japanske ikon, Godzilla, har haft noget af en farverig karriere. I 1954 udkom den aller første film, der lagde sig op af udslettelsen af Hiroshima og Nagaski i slutningen af Anden Verdenskrig, og de følgende amerikanske atomsprænginger i USA. Gojira, som han blev kaldt da den første film udkom i vesten, var på dette tidspunkt kraftigt associeret med truslen om atomvåben - en bombe i form af en gigantisk varan, der jævnede byer med jorden.

I løbet af årene har han dog transformeret sig til en form for helt, der redder solopgangens land - og senere hele verden - fra alien-invasioner. På trods af at denne gigantiske anti-helt og naturkraft i dag animeres ved hjælp af CGI i Hollywood, vil Godzilla altid animeres ved hjælp af "suitmotion" for ægte fans, altså via en skuespiller der vader rundt i et stort kostume, og træder på miniature-byer med små digitale effekter hist og her.

Dette er selvfølgelig svært i et spil, fordi at i dette medieformat skal dyret computeranimeres. Dog har skaberne bag denne seneste PS4-inkarnation, i det mindste taget licensen nogenlunde seriøst. Lugten af gummi kan næsten duftes igennem skærmen, når Godzilla vandrer henover skærmen, og kæmper mod komiske monstre og andre robotvæsner. Spillet stinker af b-films-materiale fra starten af, og fans af japanske juveler som Earth Defence Force vil glæde sig over, at en digital version af Tokyo igen kan destrueres.

Filmenes fødsel, ifølge spillets introduktionskapitel, begynder i 60'erne, og bliver på autentisk vis præsenteret i sort/hvid - og så endda med skrattende filmlyde. Styringen benytter på overraskende vis en form som folk måske vil genkende fra klassisk tank-styring, hvor din karakter rotereres med L1 og R1-knapperne. For at bane sig vej igennem terrænet, kan Godzilla bruge et tripple-slag via en combo, påbegynde et kraftfuldt spin-angreb med sin hale eller fokusere hans atom-ånde til en laser-stråle. Denne evne skal dog lades op i noget tid efter brug, og kan endda bruges som et angreb der ikke kan blokeres, som skyder kampfly og helikoptere ud af himlen. Vigtigst af disse er dog dash-angrebet, fordi det er den eneste måde at få det kampfede firben til at bevæge sig fremad ordentligt.

Spillets tempo er... langsomt, men det har dog også sine positive sider, for kunne man bevæge sig i et normalt tempo, ville spillets kampagne, kaldet God of Destruction, være slut på minutter. Desværre er destruktionen i de individuelle baner begrænset til nogle små indrammede områder, hvor du skal ødelægge nogle G-Energy-generatorer. Der er små bonus-opgaver hen ad vejen, altså ting som at ødelægge ti tanks eller fire observationsposter. Den endelig destruktion af disse baner, og deres respektive indhold, gør dette lidt sjovere, selvom taktikken er begrænset til at sigte efter den kortest tænkelige rute igennem banen, så man ikke spenderer unødigt meget tid med den forfærdelige styring.

Ofte vil du møde et andet monster på din vej, og sammen skal i så duellere. Deres bevægelser og angreb er dog så repetitive, at disse kampe ikke formår at skabe mere variation i spillet. Disse boss-kampe demonstrerer desværre, præcis hvor ensformigt og endimensionelt dette spil i virkeligheden er. Du kan ikke blokere eller undgå angreb, så der er ingen taktisk variation når du kæmper imod fjender. Det er altid lettest at spamme dine få angreb, og håbe på at din fjende ikke kan opbygge sin egen combo. Du skal bare holde øje med din temperatur, så din næste laser-stråle kan affyres uden at skulle vente.

Når bossen er skaffet af vejen, kan resten af området blive forvandlet til støv, fordi du skal ødelægge ALT, hvis du skal se spillets "sande" slutning. Ruterne kan variere, så du kan vælge imellem flere forskellige veje igennem en bane, men de sidste ruter er blokeret til du har gennemført alle tidligere ruter. Smart.

Dette tvinger dig til at gennemføre spillet flere gange, og det er måske meget heldigt, fordi at spille spillet fra ende til anden, selv med udførslen af samtlige sidemissioner, tager omtrent en time. Du kan også forbedre Godzilla ved hjælp af besejrede monstres efterladte kropsdele. Derudover kan du låse op for de monstre du har besejret, og spille med dem i spillets andre modes. Dog indeholder disse modes det præcis samme gameplay, hvor den eneste forskel er, om hvorvidt du som et ondt monster skal ødelægge byen, eller forsvare den som et godt monster i samarbejde med indbyggerne. Der er også en konkurrenceorienteret multiplayer-del, hvor op til tre spillere kan kæmpe mod hinanden. Desværre er dette kun online, for lokal multiplayer er ikke blevet inkluderet.

Frustrerende nok, så kan spillets potentiale ses i glimt i monster-informationen. Her bliver alle skabningerne beskrevet i dyb detalje, og de indeholder endda billeder fra film-klassikerne de er i. Selv Diorama-delen er en sjov idé: lås op for monstre, så de kan positioneres og blive fotograferet i miniature-landskaber.

Selvom spillet tydeligvis er blevet sammensat med fans for øje, kan dette Godzilla-spil slet ikke fange essensen af den klassiske karakter på nogen måde overhovedet. Tidligere har der været nogle sjove monster-spil på gaden, som Rampage, King of the Monsters og Godzilla: Destroy All Monsters Melee. Disse spil har måske ældet så elegant som man kunne have håbet, men i det mindste husker man dem, og det kommer man så sandelig ikke til med denne seneste inkarnation af Godzilla.