God of War III

Sjældent havde jeg set action der var så flot, og var på så massiv en skala. Kratos i nærkamp med en frygtindgydende kimære, samtidigt med at han bombarderes med ildkugler fra en olympisk gud, der ræser henover himlen i en flammende stridsvogn, alt imens en titan af glødende klipper og lava tårner sig over byen i baggrunden og knuser bygninger for hvert skridt han tager? Det kildede i maven.

Nu har jeg så gennemført God of War 3, og det giver mig anledning til at sige dette: I et spil uden egentlige lavpunkter er ovenstående scene en af de mere afdæmpede sekvenser. God of War 3 har ikke bare indfriet mine forventninger - det har nærmest gjort dem til skamme.

Spillet starter nogenlunde samme sted som forgængeren sluttede: Kratos står på skulderen af titanen Gaia, og sammen fører de resten af titanerne an i et frontalt angreb på Olympen. Kratos er nemlig den hævngærrige type, og han har svoret død over Zeus og enhver der måtte forsvare ham. Og helt fra starten spiller GOW3 med de grafiske muskler, for mens Gaia klatrer op ad Olympen, løber og kravler man som spiller rundt på hendes arme og hænder for at dræbe monstre af forskellig art, fra gnallede små skeletter til havguden Poseidons søslanger, alt imens kameraet zoomer ind og ud fra nærbilleder af Kratos til totalbilleder af titanen, hvor kratos blot er en lille prik på skulderen.

Altsammen lavet in-game, og uden at PS3'eren viser de mindste tegn på at være presset.

Snart derefter ekspederer man Poseidon på den mest voldelige og brutale måde, jeg mindes hidtil at have set i noget spil. Zeus får nok, og slår endnu engang Kratos ihjel. Men vores hovedperson er som sagt den hævngærrige type, og lader sig ikke bare stoppe af lidt død. Afkræftet vågner han i dødsriget Hades, fast besluttet på at finde et middel til at dræbe Zeus. Og så er man ligesom i gang.

Grafikken i GOW3 er intet mindre en storslået. Detaljegraden på både figurer og omgivelser er helt i top, og især skygger og lyssætning imponerer. De fleste cut-scenes afvikles direkte i spillets motor, og selvom spillet engang i mellem skifter til prerenderede filmklip, så er det de samme 3d-modeller der bruges, og skiftet foregår så gnidningsfrit at man ofte er i tvivl om hvorvidt man faktisk ser et filmklip, eller om det stadig er spilmotoren der blærer sig. Jeg har flere gange afholdt mig fra at rykke i joysticket fordi jeg ikke havde fanget at cutscenen var slut, men i stedet troede at spillet bare var glad for lange dramatiske pauser. Så flot er det.

Voldsorgierne i GOW3 når også nye højder, hvilket siger en del, taget i betragtning at man i GOW-serien rutinemæssigt river fjernders lemmer af med de bare næver. Variationen i fjenderne er stor, og spillet forfalder sjældent til det gamle trick med at genbruge det samme monster flere gange ved bare at gøre det lidt hurtigere eller stærkere, og så ellers give det en ny omgang maling. Selv langt henne i spillets sidste halvdel støder man stadig på nye typer fjender, og når man støder på gamle kendinge er det som regel et glædeligt gensyn. Spillet når aldrig at blive ensformigt.

De såkaldte Quick Time Events har en stor rolle i spillets actionsekvenser, især i bosskampe, men også ved mange af de større fjender. De går kort sagt ud på at trykke på en bestemt knap når den lyser op på skærmen, og det er ærlig talt en spil-mekanik, der er ved at være temmelig fortærsket.

Og alligevel fungerer det fortrinligt i GOW3, da de blodsudgydelser og akrobatiske udfoldelser, som de er knyttet til, er så originale, bestialske og fascinerende, at man sidder tilbage med de mest fjogede af alle grin. Især når man skal tage livet endegyldigt af en boss, kaster Kratos sig ud i manøvrer, der får Legolas' udskejelser i Ringenes Herre-filmene til at ligne noget min rollator-brugende bedstemor kunne klare med lukkede øjne. Kratos er en ond, ond mand, hvis sadistiske tendenser og had til de ting han slår på tilsyneladende ikke kender nogen grænser, og det er noget af dét, der gør GOW3 så gribende. Hvad finder han nu på denne gang?

Men at Quick Time Events kun er sjove, når ting eksploderer i blod og involde, understreges af en sekvens cirka i midten af spillet. Her kaster GOW3 sig nemlig ud i noget, der bedst kan beskrives som en fordrukken elskovsaffære med Guitar Hero, og resultatet er bestemt ikke kønt. Heldigvis er det hurtigt glemt, som den slags har det med at være.

Spillet kan være udfordrende, til tider svært, men det bliver aldrig rigtig frustrerende. Men mange kampe er inddelt i faser, og her kan det være irriterende, at skulle starte forfra hver gang, når det er den tredje fase der giver en problemer, mens de to første sidder lige i skabet. Og selvom GOW3 generelt er ret rundhåndet med både checkpoints og savepoints, så var der enkelte steder hvor jeg følte mig sat lige lovlig langt tilbage efter at have fejlet et hopperi puzzle eller andet i den dur.

Men det er undtagelsen snarere end reglen, og ofte starter man ganske tæt på det sted, hvor man netop er død. Dør man gentagende gange på det samme sted (omkring 10 gange, så vidt jeg talte) spørger spillet pænt om man vil sætte sværhedsgraden ned. En udemærket funktion, som jeg så mig nødsaget til at bruge efter omkring 9 timers spil. Dog savner jeg lidt muligheden for efterfølgende at sætte den op igen.

Det tog mig knap 11 timer at komme igennem GOW3, og for et actionspil anno 2010 må det siges at være godkendt (Modern Warfare 2, jeg kigger på dig!) Når man først har gennemført, låses der op for yderligere en sværhedsgrad og en række bonus-gamemodes, så på den led giver spillet god genspilningsværdi. Samtidigt får man adgang til en række film om produktionen af spillet, og som stor tilhænger af bonusmateriale på DVD-film og des lige, skal udviklerne have et ekstra klap skulderen for dét initiativ.

Her på falderebet skal også lyde lidt kritik. Skuespilleren, der lægger stemme til Kratos, har en tendens til at overspille. Og nogle af figurernes hudoverflader er måske lige lovlig skinnende. Desuden oplevede jeg en enkelt gang at spillet crashede, men det kan meget vel skyldes vores debug-maskine.

Men det er petitesser, der ikke påvirker helhedsindtrykket: God of War 3 er et spil af en kaliber, som meget få titler kan leve op til. Det er intet mindre end et mesterværk. Hvis du har en PlayStation 3, skal du eje dette spil. Og hvis ikke du har en PlaySation 3, bør du ved første lejlighed drible ned til din lokale elektronik-biks og anskaffe dig en. Så godt er God of War 3.