God of War: Ghost of Sparta

Mange af jer har sikkert lige spillet Kratos' seneste eventyr, og vil nu se hvad der sker efter det. Så er Ghost of Sparta ikke et spil for jer. Ligesom forgængeren God of War: Chains of Olympus er Ghost of Sparta en forløber, et mellemspil i den store sammenhæng.

Historien starter umiddelbart efter det første spil. Kratos er krigsgud men ikke videre glad for det, og bruger den første og bedste undskyldning for at begive sig ud på slagtetogt. Nærmere bestemt får han at vide at hans bror, Deimos, stadig lever. Kratos, som voksede op som spartaner med alt hvad det indebærer af at lære at slås fra barnsben, er fast besluttet på at finde sin bror igen, og spilder ingen tid. Gæt selv om han lider nogen kvaler undervejs.

Efterhånden er serien begyndt at virke lidt forudsigelig, men på mange måder er det gjort bevidst. Den første bane ombord på et skib minder utrolig meget om den tilsvarende del i det første God of War, men i stedet for at trække ud er det en hurtigt overstået bane som byder på flere intense øjeblikke, hvor havmonstret Scylla vil give Kratos et stort kram med sine tænder.

Og det er vel hele pointen med God of War-serien. Det er lineært og egentlig ret ensformigt, men man bliver hele tiden overdynget med nye intense sekvenser og friske kampe. Det blandes senere med lange sekvenser hvor man skal kravle rundt i ruiner, løse halvkringlede puzzles og lede efter powerups. Blandingen er konstant vellavet, og bag hvert hjørne venter en ny overraskelse eller et rigtig vredt kæmpemonster. Kampsystemet er for det meste det samme som tidligere, med en blanding af de pålidelige kædesværd og diverse guddommelige magier. Men man får også lejlighed til at benytte de klassiske spartan-våben, spyd og skjold, hvilket tilfører en kærkommen afveksling.

Fra den indledende bådtur går rejsen gennem halvraserede templer, belejrede byer og mørke bjergpassager videre mod spartanerens hjemland, alle sammen fyldt med hæslige monstre der bare er nødt til at dø. Og slagteriet er flottere end nogensinde. Når man bare lunter omriing i månebelyste ruiner kan man godt finde skønhedsfejl, men når skærmen lyses op af ild og lava (og de fleste ting i dette spil brænder), og figurmodellerne ikke er så tæt på kameraet, så kunne det næsten lige så godt have været en pre-renderet filmsekvens fra nogle år tilbage. Teksturene er så gode som formatet kan præstere, og animationerne er oftest lige i skabet.

Derimod kan man spørge hvor passende God of War er i bærbart format. Udover at superspektakulære eventyr som dette altid gør sig bedst på en stor skærm, er det ikke ligefrem noget man har lyst til at vise til den gamle dame, man sidder ved siden af i bussen. Lidt vanvidsvold, barbrystede kvindemonstre og afrevne kropsdele senere har du bekræftet hver eneste negative fordom om spil som findes.

Det er egentlig lidt sjovt. Ready at Dawn er sammen med Square Enix de bedste PSP-grafikere. Med Daxter og God of War: Chains of Olympus i bagagen kan dette hold, der primært består af folk fra Naughty Dog og Blizzard, virkelig presse den gamle håndholdte ud over enhver forstand. Men for to år siden sendte de deres udviklingsmaskiner retur og besluttede sig for at lave noget andet. Godt de kom på andre tanker.

Den eneste egentlige brist er, som sædvanligt, at det er lidt for kort. I bedste fald kan du regne med at eventyret tager fem-seks timer. Men som sædvanligt er der en række forskellige spiltyper at kaste sig over, som efterfølgende låser op for ekstramateriale i form af artwork. Det kan holde en beskæftiget lidt længere. Som med forgængeren vil jeg dog også klage en lille, lille smule over styringen. At holde begge skulderknapper inde og hive i analogpadden undvige angreb virker unødigt klodset. Det virker også som om lidt flere af fjenderne er gengangere end tidligere, selvom Ghost of Sparta blander nye varianter ind hele tiden.

Hvis spillet var lidt længere, og styringen var lidt bedre, ville karakteren have været endnu højere. Men dette er stadig et ekstremt vellavet og intenst God of War-spil, som banker konkurrenterne til ukendelighed og gør at PSP'en lever videre lidt endnu.