Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Goat Simulator 3

Goat Simulator 3

De skøre geder vender tilbage. Men er de lige så sjove som før?

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Du skal tage de kritiske skyklapper på og stirre direkte ind i det vanvittige kaos for at kunne nyde Goat Simulator 3 i fulde drag. Men så byder det reelt set andet spil i serien fra svenske Coffee Stain North også på en morsom oplevelse, der gav mig og min syvårige søn masser af smil på læben. Noget Game of the Year, er der dog ikke tale om.

HQ

Det overordnede koncept (eller mangel på samme) er der ikke ændret ved. Goat Simulator 3 kunne langt hen af vejen godt være en DLC-pakke til Goat Simulator i stedet for en selvstændig efterfølger. For ja, det handler stadig om præcis det samme, på nøjagtig samme måde, med næsten præcis den samme spilmekanik i fokus: Fysik-baseret nonsens på en legeplads, hvor din geds elastiske, klæbrige supertunge fungerer som det vigtigste redskab.

Du befolker en fantasiverden, der minder om en billigere Saints Row, og din opgave er at fuldføre forskellige mindre mål og missioner i rollen som en ged. De fleste drejer sig om ting, der skal flyttes, hentes eller ødelægges - ved hjælp af en meget fleksibel tunge eller dine horn, der giver din ged evnen til at stange alt og alle.

Dette er en annonce:

Goat Simulator begyndte sit liv som en aprilsnar, men så mange spillere kunne lide ideen, at Coffee Stain Studios besluttede sig for rent faktisk at udvikle den fjollede prank-idé til et fuldgyldigt spil, og siden da har løjerne kun udviklet sig og er blevet mere og mere skøre. Der er nok kun få spil, der grundlæggende er mere absurde end dette, og det skal det Stockholm-baserede studie have ros for. At stange, bræge og trampe mig igennem alt kaoset i byen med min søn er selvfølgelig ikke noget, jeg husker om tre år. Men de enkelte øjeblikke har budt på meget sjov og fjollet underholdning for os begge.

Goat Simulator 3Goat Simulator 3

Der er dog masser af ting at kritisere, hvis vi skal se under overfladen og forsøge at dissekere bestanddelene. Fysikmotoren er stadig uforudsigelig, og animationerne er virkelig triste. Geden ligner en stiv robot fra et spil fra 1999, når den kører bil. De mennesker, du støder ind i, ligner sække med hø, når de vælter eller bliver kastet over et hegn. Genstande er nærmest vægtløse, når de skubbes rundt i spilverdenen. Alt virker på en måde ligegyldigt, og reelle udfordringer skal du lede langt efter. Det betyder, at det hele hurtigt bliver en smule kedeligt og ret meningsløst, medmindre man spiller det her sammen med en fnisende syv-årig, der er ligeglad med trivielle ting som succesfuld fysik, gode animationer eller mening i selve spilverdenen.

Grafikken er heller ikke særlig god... overhovedet. Selvfølgelig er denne efterfølger langt flottere end originalen, der ligner en PS2-titel, men spilverdenen ser virkelig ikke ud til, at den kommer fra 2022, selvom verden nu er er markant større. Der er dog masser af nørdede referencer, også i form af easter eggs, som fik mig til at grine højt ved flere lejligheder. Jeg har blandt andet fundet en efterligning af Konamis PT-korridor, et Wolfenstein 3D-niveau i herlige 3D-pixel, og adskillige hyldester til Skyrim.

Dette er en annonce:
HQ
Goat Simulator 3Goat Simulator 3

At kunne spille med op til tre venner samtidigt fungerer overraskende godt, og at gå rundt sammen og se, hvordan dine medspillere flyver rundt med raketkastere spændt fast på gedernes ryg, bliver aldrig kedeligt. Der er dog en del tekniske fejl her generelt. I mine timer med Goat Simulator 3 er jeg flere styrtet gennem jordens tekstur, spillet har et par gange crashet fuldstændigt, og min ged har det med at sætte sig fast i objekter, både af den synlige og usynlige slags. Dertil kommer den ustabile framerate, der hoster og skrænter med jævne mellemrum. Teknisk set kunne dette være noget meget mere, ikke mindst i betragtning af at Coffee Stain Studios har taget sig god tid med udviklingen.

Hvis man som jeg har børn derhjemme at lege med eller venner online, der elsker spas og ballade, er der bestemt værdi i mængden af ​​absurd latterlighed, der tilbydes i Goat Simulator 3. Men det er heller ikke rigtig muligt at lukke øjnene for, at der er sket relativt lidt i gedeverdenen siden sidst, og at de tekniske mangler simpelthen bliver lidt for håndgribelige til at dette kan nå den højere del af Gamereactor karakterskala.

Goat Simulator 3Goat Simulator 3
06 Gamereactor Danmark
6 / 10
+
Sjovt. Skørt. Absurd.
-
Teknisk går der ged i den. Kedelige animationer. Mangler progression.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold