Glædelige Genbesøg: Prey

Den her artikel skal ikke som sådan handle om Xbox Game Pass, men det er dog stadig vildt at tjenesten tillader en for alvor at shoppe rundt mellem hundredvis af titler, afprøve genrer man ikke umiddelbart troede var noget for en, og kaste sig frådende over spil man har savnet.

Tidligere har jeg skrevet om The Legend of Zelda: Breath of the Wild, et spil der på overraskende vis blev hos mig i en sådan grad, at jeg flere år efter simpelthen bare måtte prøve det igen. Sådan forholder det sig ikke denne gang, denne gang har jeg ærlig talt bare kedet mig på det sidste, og scrollede hvileløst ned over den samlede liste af Game Pass-spil en aften, hvor Sigurd på mirakuløs sov før klokken den blev ni.

Det har jeg gjort et par gang de sidste par uger, og det er en strategi der tidligere har fungeret for mig. Jeg blev for første gang for alvor grebet af Dishonored-serien, og gennemførte alle tre (2.5 måske snarere) i én sekvens. Denne gang faldt jeg så over Prey, et spil jeg tidligere har anbefalet til alle og enhver, og fuldstændig knuselskede tilbage i 2018.

Nu er jeg så færdig for anden gang, 21 timer tog det, så var dette et glædeligt gensyn? Ja, det må jeg sige. Arkane formår ikke bare at male et lag stemning, et lag kompleks fortælling på alle de kanvasser de opstiller rundt om spilleren, men de er som regel også uhyre dygtige til at give dig de værktøjer du skal bruge til at udforske, eksperimentere og manipulere med de her omgivelser.

Det lyder lettere vagt, men Prey er, mere end Dishonored og Deathloop, enormt lagdelt, hvor hvert eneste værktøj er ment som en måde at penetrere igennem de her lag, og skabe muligheder. Bare tag din GLOO Gun som eksempel, der kan bruges til at bygge broer, til at bestige vægge - ja, den kan nærmest bruges til at ødelægge hele spillet. Selvsamme kan siges om Mimic Matter-evnen, der gør at du kan forvandle dig selv til nærmest hvert eneste fysisk objekt du finder i verdenen.

Prey er designet til at du skubber lidt grænserne for hvad spilverdenen kan tillade. På den måde har det mere til fælles med eksempelvis Deus Ex end Bioshock, hvor sidstnævnte ofte bruges som designmæssig fællesnævner. Men Prey er så meget mere, så uendeligt meget mere.

Først og fremmest er Prey ret uhyggeligt. Typhon-fjenderne er både dyriske og instinktive, samtidig med at de er kalkulerede og strategiske, og i det spændingsfelt har Arkane designet en ret spændende fjende. Jo, hvis vi skal være kritiske så bliver den her sorte masse nok lidt kedelig at se på i længden, og på sigt havde det været rart med noget mere ikonografisk, genkendeligt, ligesom en Big Daddy.

Samtidig er Talos 1, igen, et uhyre detaljeret og facetteret sted at udforske, og med de friheder som GLOO og Mimic Matter giver, samtidig med et mildest talt genialt crafting-system der giver dig en anderledes tilgang til det at samle skrald op, så venter der altid en interessant historie rundt om det næste hjørne.

Ved at spille Prey igen er jeg dog blevet opmærksom på et ret centralt ankepunkt. Som historien skrider frem, og spilleren bevæger sig igennem tidligere udforskede dele af rumstationen, så bliver spillet ved... med... at... spawne... nye... Typhons. Men det mener jeg at hver eneste gang man har udforsket en afkrog, og eksempelvis vender tilbage til den centrale lobby, så venter der nærmest en hær, som kræver et utal af ressourcer, og masser af tid, at besejre. Jeg forstår godt at det spillet forsøger at vise er at Typhon-truslen gradvist overtager samtlige aspekter af Talos-rumstationen, men det bliver til sidst sådan en hæmsko for spilleren, at jeg tog mig selv i at sprinte mellem sektionerne for at undgå kampene. Du ved, jeg sprintede bare, uden at kigge mig tilbage. Det tænker jeg ikke var Arkanes intention.

Ressourcer er ikke uendelige i Prey, og du arbejder aktivt hårdt på at finde ammunition, Weapon Kits, Psi Hypos og Spare Parts som er kritiske for din overlevelse, men selv når du skal tilbage til en del af stationen du har tømt for fjender adskillige gange, så venter der et helt urealistisk line-up af tungt artilleri når du vender tilbage, så det nærmest bliver ligegyldigt at udforske, og lave sidemissioner - for det ender med at koste sig.

Når det så er sagt, så er det tilgængeligt i 60fps via FPS Boost på Xbox Series X, og er så sandelig et gensyn værd. Prey beviser, sammen med særligt Dishonored 2, hvad det er Arkane kan, som ingen andre studier stort set formår. Det er nok den detaljegrad, den frihed, som Redfall ser ud til at mangle, og som gør mig bekymret.