Glædelige Genbesøg: Doom 2016

Undskyld mit fransk med f**king Doom. Doom, manner. I er sikkert mange der har hørt mig sige, at selvom at jeg ikke som sådan er stor tilhænger af alt for præcisionsbaseret gameplay, og ikke på den måde finder nogen overordentlig glæde i at micromanage mine evner i en sådan grad, at oplevelsen afhænger at milisekunders reaktionsevne, så har jeg elsket id Softwares nyeste Doom og efterfølgeren Doom Eternal fra start af.

Og det er faktisk af nogle ret anderledes årsager at jeg fra start af kastede geden op med himlen, og rockede med da jeg vågnede som den sagnomspundne Slayer på Mars i 2016. Jeg har for nylig haft muligheden for at spille Doom igennem for første gang siden netop dengang, og heldigvis er det enormt let at anbefale det igen.

Først og fremmest er det vigtigt at understrege, at jeg ikke på den måde udtaler mig om spillets multiplayer. Selvom at suiten er udviklet af Certain Affinity, og at jeg dengang faktisk fandt det overraskende underholdende, så var det fra start af kampagnen jeg kastede min kærlighed.

Det der er med Doom er at selvom at kampagnen let kan koges ned til "slagt dæmoner", så er den bare en smule mere kompleks end det, hvor UAC's forhold til hele komplekset på Mars, Dr. Samuel Haydens manglende morale men ultimtativt relativt spændende karakterark - der er langt, langt mere at give sig i kast med her, men det overskygges alt af ét centralt narrativt aspekt.

Dæmonerne der strømmer ud af den nu åbne portal er frygtindgydende, farlige, uhyggelige - det er de mest magtfulde, blodtørstige væsener i hele kosmosset. Men når du nærmer dig, og du får fart på, så er det dem der skal ryste i bukserne over at se dig. Magtforholdet tipper i din favør. Du er Batman.

Ej, det er naturligvis fis, men det er lidt samme magtdynamik spillet leger med, nemlig at selvom at der står det mest glubske og objektivt skræmmende imellem dig og dit mål, så er det dig der styrer showet, og at se små animationerne tilkendegive dæmonernes realisering af det her, er noget af det mest tilfredsstillende i verden. Doom nagler ideen om spillerens magt bedre end nærmest noget andet.

Doom handler også om flow, og selvom at der findes vil findes et hav af hårdkogte entusiaster der peger på tonsvis af andre spil, der ligeledes handler om at opbygget bestemt momentum, så er der få der tilfredsstiller lige så meget som Doom. For når først du har fået sat gang i rutsjebaneturen, så er der intet der kan stoppe dig, og igen er det virkelig værd at pointere her, at Doom primært handler om at give dig kuldegysninger imens du vælter hære du aldrig troede var muligt. Men du gør det bare. Du knuser.

Naturligvis ser Doom stadig den dag i dag bragende godt ud imens, og hvorimod Doom Eternal tilføjede en række ekstra features som en base, mere platforming, et langt langt mere komplekst plot og mange flere samleobjekter, så er Doom fra 2016 uhyre fokuseret, til det punkt hvor der næsten ikke sidder et gram overflødigt fedt på den toptrænede Slayer-krop.

Kombiner det med enestående musik, der på dynamisk indikerer hvornår en hæsblæsende kamp går i gang, og så har du spiludgaven af en buldretur på Copenhell, et miskmask af grafisk voldslir og ren og skær eufori. Det er det hele værd, selv for dem der ikke er til de der "twitchy" spiloplevelser. Doom er så meget mere end godt gameplay.