Dansk
Gamereactor
film-anmeldelser
Gladiator 2

Gladiator 2

Ridley Scott byder på spektakulær action, men vi er ikke helt sikre på det er nok...

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
HQ

Mange år efter at den modige gladiator Maximus fuldførte sin hævn og fjernede kronen fra en tyrans hoved, er tingene ikke blevet meget bedre i Rom. Den romerske prins Lucius Verus er forsvundet. Roms tyranniske tvillingkejseres storhedsvanvid kan kun mættes med blod, og tusindvis af unge soldater er tvunget til at gå i krig for at fortsætte med at erobre det ene rige efter det andet, og senatet lægger planer med den elskede general Acacius (Pedro Pascal). I mellemtiden træder en mystisk barbar ind på den politiske scene (Paul Mescal), en slavegjort gladiator ved navn Hanno, som også tørster efter hævn og må se sin mørke fortid i øjnene for at kunne ændre Roms fremtid.

Efterfølgeren til en af Ridley Scotts allerbedste film, noget jeg aldrig kunne have forestillet mig for 10 år siden, serverer alt, hvad man kan forestille sig af et blodigt, historisk forankret epos. Der er masser af ondskabsfuld, pludselig død. Der er massive slag, blodfyldte sandarenaer og brutalt forræderi. Det burde være opskriften på en følelsesladet filmoplevelse. Men følelserne er fraværende. I hvert fald i brede træk. I modsætning til Scotts gamle mesterværk sidder man kold og uberørt tilbage i biografen, hvor intet formår at trække i tårekanalerne, eller bare aktivere følelsesregistreret. Man bliver ofte mindet om originalen, hvis uforglemmelige scener er klippet ind for at minde seerne om, hvor fantastisk den film var. Det var den virkelig. Og efterfølgeren er egentlig ikke dårlig i sig selv. Faktisk er det en meget underholdende film. Efter en langsom start, der tager fart under en belejring, når Denzel Washingtons gladiatorsponsor er godt og grundigt etableret, og på trods af tidlige bekymringer om, at Washington ville levere en »phoned in« præstation, er han faktisk efterfølgerens store trækplaster. Det er filmens bedste karakter, og Pascals bitre krigsgeneral er heller ikke langt fra den ære.

Gladiator 2
Dette er en annonce:

Hvis det er blodsprøjtende gladitorial kamp, du er ude efter som biografgænger, vil denne film underholde kongeligt. Man føler sig som en romersk indbygger i publikum, der bare vil se hoveder blive adskilt fra kroppe. Min yndlingssekvens involverer f.eks. en flok rabiate bavianer, der er som taget ud af en gyserfilm, og den bliver særligt og herligt brutal i filmens tredje akt. Men så snart gladiatorkampene er overstået, er det ofte også slut med det sjove, for så følger flere gentagne scener, hvor personerne går bag om ryggen på hinanden. Følelsesmæssigt kører filmen i tomgang, og Scott synes mærkeligt nok at lægge alt for få kræfter i personernes følelsesmæssige verdener. Det meste falder bare til jorden. Manuskriptet er stramt, og jeg kan faktisk godt lide plottet i denne film, men det mystiske element gør plottet mere vidtløftigt end spændende. Det hjælper heller ikke, at filmseriens nye hovedperson er så ubevægelig, urokkelig - kedelig. Mescal ser sågar selv ud til at kede sig, når hans kære bliver taget fra ham, og han mangler fuldstændig karisma, når han indtager en lederrolle blandt slaverne. Det er selvfølgelig svært at matche Russell Crowes fantastiske præstation, men hvor karaktererne ser en form for 'vrede' i hovedpersonens øjne, ser jeg mere en irritation over at miste sin yndlingssandal i gladiatorarenaen. Han mangler virkelig det man i scenekunsten kalder "presence" - eller gravitas, om man vil.

Det er vel uundgåeligt ikke at blive en smule skuffet, selv om jeg egentlig ikke forventede noget stort af denne efterfølger, udover alt det... ja, storladne. Gladiator II er et underholdende romersk epos, der nok kunne have fungeret bedre som en mere selvstændig actionfilm, for som efterfølger er den desværre så uheldig at falme sammen med den mægtige original. Det er en helt fin film i sin egen ret, der har masser af kloge, smarte ideer, men mindre hjerte. Når Scott beslutter sig for at genbruge den hjerteskærende musik fra originalen i filmens sidste scene, føles det mere som et hurtigt lag lim, der febrilsk forsøger at lappe filmens ubestemmelige følelsesmæssige tråde, og ikke som en værdig efterfølger til en af de mest spektakulære Hollywood-film i 2000'erne.

06 Gamereactor Danmark
6 / 10
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Gladiator 2

Gladiator 2

FILM-ANMELDELSE. Skrevet af André Lamartine

Ridley Scott byder på spektakulær action, men vi er ikke helt sikre på det er nok...



Indlæser mere indhold