Ghosthunter

For snart mange år siden kom en komedie på gaden, der fortalte en historie om hvordan et par nørdede videnskabsmænd reddede verden fra adskillige spøgelser og onde ånder. Ghostbusters, som filmen hed, blev med dens blanding af en original historie og en stor dosis humor, en kæmpe succes. Men hvad hvis man havde lavet en voksen og seriøs historie om en spøgelsesjæger, der jagtede spøgelser der var mere faretruende end en grøn slimklat med en for stor appetit. Sony Cambridge (SCEE) der for kort tid siden udgav det imponerende velproducerede men lidt kedelige Primal, er nu i gang med et spil som tager udgangspunkt i denne mørkere version af ideen om en spøgelsesjæger.

Byen Cambridge ser på mange punkter ud som en by taget direkte fra et eventyr. Gamle flotte bygninger og smalle stræder kombineret med en generel afslappet attitude. Midt i byen findes dog også SCEE’s kontor som indvendigt gemmer på en af de rareste og mest kammeratagtige udviklere denne anmelder endnu har besøgt. Selvom firmaet laver storproduktioner som alle har budgetter på adskillige millioner pund, synes der altid at være tid til at tage en snak eller at hjælpe hinanden, og det er også denne mentalitet der tydeligst skinner igennem under Gamereactors besøg hos udvikleren.

Ghosthunter er ligesom SCEE’s tidligere titler et tredje persons action adventure. Spilleren tager kontrol over den nyudklækkede politimand Lazarus Jones der sammen med sin kvindelige partner, på uheldigste vis kommer til at løslade adskillige spøgelser og onde ånder fra det fangenskab tidligere spøgelsesjægere har forvist dem til. Sådan starter Lazarus karriere som uofficiel spøgelsesjæger, mens forskellige overraskelser og tilføjelser skulle blive tilknyttet historien som spillet skrider frem. Som i de fleste action adventures består gameplayet primært af forskellige puzzles kombineret med nedslagtningen af forskellige monstre. Men de som allerede her begynder, at frygte for at spillet derfor vil komme til at indeholde det samme lidt træge gameplay som Primal, kan godt tro om. Ghosthunters puzzles er ekstremt godt integreret i spillets tema, så der oftest skal hjernekraft og snilde til hvis man skal besejre spillets fjender.

En bane finder for eksempel sted på et gammelt skib, hvis besætning af soldater fra anden verdenskrig var så uheldig at lide druknedøden. Disse spøger dog nu, og de mange år på havets bund har sat dets tydelige præg på de nu halvt fordærvede lig. Således bestod en af fjenderne af en stor blind soldat uden øjne, men med en kæmpe maskinkanon. Pga. manglende øjne havde han dog slået sig sammen med en mindre soldat som sad på ryggen af ham, og ved at banke på hans hjelm viste ham i hvilken retning han skulle gå, og skyde. GameReactors udsendte var specielt tilfreds med den store soldats panikslagende måde at skyde mod alle sider på, så snart spilleren med et par velplacerede skud havde klaret hans mindre makker på ryggen. Andre gange skulle usynlige fjender klares ved, ligesom i filmen Hollowman, at hælde maling ud over fjenden, for at gøre denne synlig. SCEE indrømmer blankt at have fået meget af inspirationen fra filmens verden, men hvis flere af spillets puzzles kommer til at virke lige så godt som ovennævnte er det ikke noget man kan klandre dem for.

Hvis der var en ting Primal gjorde rigtigt, var det grafikken. Ghosthunter er lavet af et andet af SCEE’s hold, men de har dog lånt Primals spilmotor og udvidet den med deres egne forbedringer. Efter at have prøvet Ghosthunter og set nogle af spillets forskellige baner, står det klart at SCEE her må have presset PS2’en til sidste skrue. Spillet indeholder simpelthen noget af den flotteste grafik denne anmelder endnu har set på den nutidige generation af konsoller. Specielt lyseffekterne, af hvilket spillet gør kraftigt brug, er uden sammenligning. Lazarus lommelygte lyser ligesom i Luigis Mansion alt op i et skræmmende realistisk lys, men i Ghosthunter sker det dog i en fuldt kontrollerbar 3D verden, fyldt med skumle kulisser og skræmmende monstre.

Monsterdesignet fortjener også megen ros, da det er utroligt grotesk og makabert samtidigt med at det indeholder meget originalitet. F.eks. jagter man på et tidspunkt en lille spøgelsespige med hendes bamse, og da man senere finder hende fanget i et hjørne vokser bamsen sig stor og bruger i stedet pigen som våben ved at svinge hende rundt og prøve at ramme spilleren. Den to en halv meter høje bamse er lavet af en kombination af mølædt plys og forskellige menneskedele, og stopper jævnligt for at samle noget af det indhold op, som falder ud af dens slidte lynlåse.

På trods af at Ghosthunter stadig har en del måneder i udvikling synes SCEE allerede nu at have fat i den lange ende. Den demo af spillet vi prøvede manglede stadig at få fikset problemer med både kameraet og kontrollen, samt en del små bugs, men spillets potentiale skinnede stadig tydeligt igennem. De meget originale puzzles der tilmed er dybt integreret i spillets tema er yderst bemærkelsesværdige, og det ser ud til at vi for en gang skyld får et spil i denne genre som ikke kun indeholder banale og nedtalende puzzles i stil med "find den gule nøgle til den gule dør". Action adventure genren er blevet til et slags varemærke for SCEE, og at dømme ud fra en titel som Ghosthunter forstår man hvorfor.