Da Gamereactor sidst vendte hjem fra Cambridge efter at have set SCEE’s Ghosthunter, var det med store forventninger. Selvom Primal skuffede, er det de færreste, der har tvivlet på det talent, som SCEE råder over, og det var derfor positivt at se, at Ghosthunter så ud til at blive et utroligt spil. Vi har nu siddet med en tidlig preview-kode i et stykke tid, og potentialet synes stadig at være enormt.
Med en historie, der omhandler indfangelsen af forskellige spøgelser og onde ånder, og som tydeligvis er strikket sammen med inspiration fra mange af de største monster- og gyserfilm, er stemningen den helt rette. Kombinerer man dette med nogle originale og tankevækkende puzzles, så har man, hvad der ser ud til at blive et imponerende spil. Som den nyudklækkede politibetjent Lasarus Jones vikles man hurtigt ind i en historie, hvor det endnu engang er op til spilleren at redde verden. Spillet er et tredjepersons actionadventure, som man kender det bedst fra SCEE, men det afviger alligevel ved at fokusere mere på snedige puzzles end den konstante nedslagtning af monstre. Faktisk vækker spillet minder om de første Alone in the Dark-titler, og det er tydeligt at mærke, hvor meget arbejde der er brugt på at pakke spillet med den rette stemning.
SCEE indrømmede selv, at meget af inspirationen til spillets mange monstre var hentet fra adskillige film. Således er det tydeligt at se spor fra en bred skare af film som Ghostbusters, Hollow Man og Predator i spillets mange puzzles. Som eksempel kan nævnes et værelse, der hjemsøges af adskillige usynlige spøgelser, som kun kan gøres synlige ved hjælp af at blande nogle kemikalier i det nærliggende fysiklokale, for derefter at blæse denne blandings damp ind i værelset ved hjælp af udluftningssystemet. Dampen gør spøgelserne synlige og dermed mulige at fange, og dette er blot en ud af mange imponerede puzzles.
Teknisk er der heller ikke sparet på noget, og med en opgraderet version af Primal-enginen samt lyd baseret på Dolby Pro Logic II giver Ghosthunter maskinen mulighed for at vise sig fra sin bedste side. Skuffelsen over Primal synes hurtigt at være fjern fortid, når man sidder med Ghosthunter, også selvom det kun er et preview, vi har fået fingrene i. Med en lækker teknik, nogle originale og gennemtænkte puzzles og endnu et par måneders udvikling, så er her et spil med et enormt potentiale. Undertegnede er allerede gået i gang med at se samlingen af monsterfilm igen i håbet om spotte endnu flere lånte ideer i den færdige version af Ghosthunter.