Ghost Recon: Shadow Wars

Ghost Recon-serien tumler sammen med hjernen bag det klassiske X-COM, Julian Gollop, der lader til blandt andet at hente inspiration fra sine tidligere værker, samt fra mere aktuelle titler, så som Advance Wars og Fire Emblem. Der er bestemt god grund til at juble.

Før jeg fik stukket spillet i hånden, havde jeg ingen anelse om hvad der var i vente. Jeg blev overrasket. For vi har altså ikke bare med endnu et Ghost Recon-skydespil at gøre, men i stedet et turbaseret et af slagsen, hvor strategien og det kolde overblik er i højsædet.

Spillet sparkes i gang med et surrealt blik over en alternativ verden anno 2016, hvor blandt andet Fidel Castro er blevet snigmyrdet i det godes navn, men hvor det lader til at der står en anden mand klar til at agere verdens nye slemmert. Op til et russisk valg bliver flere nøglepunkter udenfor den russiske grænse angrebet, hvilket sætter gang i en masse røre hos det russiske folk. Med løfter om tryghed forsøger en ultranationalist at høste folkets stemmer, så han kan tilkæmpe sig magten som ny diktator og sidenhen fyre op for Den Kolde Krig igen.

Det skal der naturligvis sættes en stopper for, og ind træder de toptrænede og i øvrigt amerikanske Ghosts, der sendes til Østeuropa for at undersøge disse angreb. Det lyder som noget taget ud af G.I. Joe.

De forskellige enheder har hver deres evner og våben, og de første par missioner er dermed dedikeret til at lære sine nye venner at kende. Ghost-holdet dækker over seks hovedpersoner, der på sin vis alle er unikke med tydelige styrker og svagheder. Vi har en kommandosoldat, der let og elegant fejer robotter og køretøjer af banen, finskytten, lægen og teknikeren gør lige hvad du tror, mens maskingeværsskytten uddeler de hårdeste tæsk, men samtidig ikke kan gå særlig langt. Den mest interessante er dog den snigende enhed, der er helt usynlig for fjenderne så længe der holdes en fornuftig afstand.

Før hver mission vælges der våben, udstyr og rustning til hvert medlem, og så er det ellers bare i kamp. Har man før forsøgt sig med et turbaseret rollespil, så ved man allerede hvordan dette spilles. Alle enheder bliver placeret i en stor bane, og har et bestemt antal pladser de kan rykke før det er fjendens tur. En af de mere spændende tilføjelser ligger dog i, at hver soldat har muligheden for at sende et modangreb. Bliver man derfor overmodig og træder for langt frem på banen, er der, alt efter i hvilken højde fjenden befinder sig i og hvad de gemmer sig bag, mulighed for at de sender en skudsalve din vej. Det taktiske ligger derfor konstant i at udregne hvem der har fordel, og hvordan man lettest og mindst genemhullet kommer frem i banen.

Hver figur optjener command points, der kan bruges til at sende et ekstra stærkt angreb afsted. På den måde vælger man selv om man går lige på og hårdt, eller om man ønsker at gøre en modstander ude af stand til at kæmpe i et par runder. Når man er nået et godt stykke gennem historiedelen, er der mulighed for at overtage forskellige nøglepunkter og bygninger, der låser op for flystyrker og andre godter. Der bliver i det hele taget kræset godt om spilleren med nye elementer i gameplayet, så man konstant føler sig udfordret.

Man optjener erfaringspoint i takt med at missioner gennemføres og terrorister nedlægges. Disse kan frit fordeles mellem hver enhed, og på den måde styrer man helt selv om man vil fokusere på langdistanceangreb eller de store kanoner.

Kampagnedelen er ekstremt fyldig, og alt efter hvilken sværhedsgrad man vælger at spille på, er der i den grad lagt op til rigtig mange gode timer i selskab med Ghosts. Udover det gemmer der sig også en lang række ekstramissioner uden for historien. Her bydes der på en masse mindre scenarier, hvor det blandt andet gælder om længst muligt at holde stand mod en endeløs horde af fjender.

Har man en ven i nærheden, er der mulighed for at spille lokal multiplayer, hvor man deles om én maskine og skiftevis forsøger at udradere hinanden. Det er i den grad underholdende, og har man tålmodigheden til konstant at bytte Nintendo 3DS på skift, så er det bestemt god underholdning. Det virker dog som dovenskab fra udviklerens side, at det er den eneste måde at spille på, og det ville på alle måder pynte spillet med en onlinedel eller mulighed for i det mindste at sidde med hver sin maskine i lokalt spil. Det går hurtigt hen og bliver en gang misk mask, hvilket er en skam.

Jeg har et svært forhold til grafikken i spillet. På den ene side elsker jeg hvordan 3D spiller en passiv rolle i det hele, og meget svagt giver en pæn dybde til spillet. Banerne stråler også helt fantastisk igennem, og synes aldrig at blive kedelige at se på. På den anden side er figurerne noget så grynede, og flere gange er det kun deres våben der gør det muligt at kende dem fra hinanden. Til gengæld har jeg heller ikke følt at 3D-effekten bliver for meget for øjnene, som øvrige 3DS-spil hurtigt kan blive. Den synes at være perfekt afbalanceret, i hvert fald for mit vedkommende, og det skal Ubisoft have ros for.

Ghost Recon: Shadow Wars byder på et af de mest underholdende turbaserede rollespil, jeg længe har haft fat i. Den store mængde af indhold og elementer, man kan fordybe sig i, er helt fantastisk, og det synes aldrig at blive kedeligt. Spillet er som skabt til multiplayer, og her er det virkelig en skam, at spillere må nøjes med en noget udvandet lokal hotseat-variant. Men kan man leve med at spille det alene, bydes der på en lang og tilfredsstillende enkeltspiller-kampagne, der er lige til at juble over.