Ghost Recon: Future Soldier

Det er fem år siden Ubisoft sidst var klar med et nyt Xbox 360 og PlayStation 3-kapitel af Ghost Recon-serien, og alligevel virker det som langt længere når man første gang starter Future Soldier op. Mens Call of Duty, Battlefield og Medal of Honor har gjort hvad de kunne for at regne den mest strømlinede formel på et succesfuldt FPS ud, er Ghost Recon nemlig noget ganske andet, og jeg bliver hurtig mindet om hvor meget jeg har savnet det.

Historien vil jeg ikke gå i detaljer med her, da den version jeg prøvede af spillet endnu havde nogle manglende missioner, og det hele derfor var en smule hullet. Det bør dog ikke komme som en overraskelse for nogen, at man igen overtager rollen som en elitesoldat med adgang til den nyeste våbenteknologi, og en forkærlighed for den slags farlige missioner de fleste af os end ikke turde drømme om.

Man er på alle tidspunkter del af et hold og selvom mellemsekvenserne forsøger at fortælle en historie om et kuld hårdføre mandfolk, der fordriver fritiden med snakke om damer, rense våben og høre hård metal-musik, er det faktisk i missionerne holdet føles mest levende.

Under opgaverne er det meste udenomssnak således skåret fra til fordel for korte, beskrivende sætninger som når holdet spotter en fjende eller et punkt som kan give en taktisk fordel. Du skal med andre ord lede lang tid efter den "brosef"-attitude der gennemsyrer de fleste andre populære skydespil på markedet, og i stedet fanges man hurtigt af den maskinelle tilgang til enhver opgave, hvor hver en detalje skal fungere perfekt.

Ligeledes bliver stemningen højnet af at Ubisoft tydeligt har arbejdet meget med at gøre det omkringliggende brugerinterface, til en del af oplevelsen. Alle former for skrift og information er vinklet og præsenteret som var det en 3d-illustration man ser gennem det højteknologiske udstyr som soldaterne er iklædt, og det er både dejlig overskueligt og lækkert at se på.

Mere end noget andet er det dog kærligheden til teknik der definerer Future Soldier, og spillet benytter sig fuldt ud af det foregår mere end ti år ude i fremtiden. Som navnet antyder, er den mest brugbare tilføjelse denne gang en form for optisk kamuflage, der på det nærmeste gør holdet usynligt. Således vil man i løbet af få sekunder begynde at blande sig med baggrunden, så snart man kryber, bevæger sig i hug eller står stille. Udødelig er man dog ikke, og skulle en fjende kigge direkte mod en, vil der ikke gå mange sekunder før fjendtlige projektiler sørger for at kamuflagen ophører med at virke.

Kærligheden til fremtidig, men realistisk teknologi strækker sig dog længere end til holdets tøjvalg, og alt lige fra "Sensor"-granater der oplyser om fjendernes position og udstyr, til flyvende droner og specielle briller med magnetisk syn (lader dig se alt metal) giver det hele en lækker blanding af seriøst og science-fiction på samme tid.

Selv med en smule mere realisme taber Future Soldier dog aldrig tempoet. Man skulle måske tro at Ubisofts valg om at gå en smule mere realistisk til værks, kunne give konkurrerende titler med en mere lemfældig tilgang til realisme, en fordel når det gælder intense missioner, men det ville være forkert.

I en af spillets første missioner sendes man således ind i en lille ørken-landsby for at udspionere en leder af en terroristgruppe, der har fingrene dybt begravet i den globale våbenhandel. Ethvert drab skal foretages i smug eller helt undgås, mens lederen skygges fra skjul. Da informationerne er sikret uskadeliggøres lederen, hvilket udløser en ildkamp og en jagt på et fjendtligt fly med vigtige informationer. Flyet styrter kort tid ned efter, og missionen ser for en stund ud til at bevæge sig mod sin ende mens man er på vej ud til det nedstyrtede vrag for at sikre den sorte boks med de værdifulde informationer - og her bliver det interessant.

Det åbne ørkenområde og de mange sandbanker forvandles i løbet af sekunder til at kaotisk helvede, da en sandstorm af gigantiske proportioner blæser ind over området. Sigtbarheden er ikke eksisterende og det magnetiske syn må tages i brug, hvilket betyder at venner og fjender er svære at skille fra hinanden. Telte bliver revet op af jorden rundt om mig, og stormens pisken gør det nærmest umuligt at høre noget over radioen. Det hele giver en klaustrofobisk og afsindigt intens oplevelse ulig det meste jeg hidtil har prøvet i et spil af denne type, og er noget nær et bevis på at Ubisoft har nærstuderet den fantastiske film Hurt Locker.

Jeg kan ikke påstå at have haft de store forventninger til Future Soldier, hvilket ikke skyldes seriens fortid, men at så mange forskellige udviklere efterhånden har tæmpebombet mig med deres forsøg på at overgå hinanden når det gælder intense skydespil. Dette bekymrer det nyeste Ghost Recon sig øjensynligt ikke om. I stedet koncentrerer det sig om at være sit eget, og forsøger knapt så åbenlyst at gå efter den trone som det halvsøvnige COD nu har siddet på i mange år. Den slags er forfriskende og mere end nok til at jeg ikke kan vente med at få det færdige spil i hænderne.