Generation Zero

"Svenskerne er forsvundet!" Det lyder måske som en intens måde at begynde en anmeldelse på, men ikke desto mindre er det scenariet i Generation Zero, som Avalanche Studios lige har udgivet til PlayStation 4, Xbox One og Microsoft Windows. Avalanche Studios står bag spil som Just Cause 4 og Mad Max, og kommer selv fra Sverige, så det er ret spændende, at de har henlagt Generation Zero til deres hjemland. Spillet er et førstepersonsskydespil, som man spille alene eller mere optimalt i en gruppe på maksimum fire. Jeg vil dog i min anmeldelse betvivle at man kan spille det alene, men mere om det senere, lad os i stedet kigge på historien.

Generation Zero foregår i en alternativ version af den kolde krig, hvor svenskerne har taget konsekvensen af deres neutralitet i anden verdenskrig, og har oprustet gevaldigt som et svar på denne passivitet. Alle borgere er blevet trænet til en potentiel invasion, og derfor er samfundet baseret på at man altid skal være beredt. Hovedpersonen som du spiller og selv skaber, bliver efter en skoletur på vandet såret på vejen ind mod land, og man lander såret men i live i vandkanten ved noget der kun kan beskrives som Skærgården. Sådan starter spillet, og man er ret uvidende og alene i den ellers smukke verden. Det går hurtigt op for en, at alle svenskerne er forsvundne, og man finder i løbet af spillet, telefonsvarerbeskeder (vi befinder os i 80'erne), og dokumenter, som lige så stille kaster lys på hvad der foregår. Plottet bliver dog meget hurtigt kedeligt, da man hele tiden får hints om hvor svenskerne er, men når man når derhen, er der kun nye hints til det næste sted de kunne være. Det er lidt som i Super Mario Bros, hvor Toad siger; "prinsessen er i et andet slot," og det føles meget irriterende, for man føler sig til grin efter noget tid. Det er lidt ligesom undskyldningen om ikke at have computerstyrede karakterer i Fallout 76 - til sidst mister du bare interessen. Heldigvis finder man andre dokumenter omkring hvad der foregår, og det narrativ er meget mere underholdende. Desværre er der slet ikke nok af historien, der er for langt imellem man får nye dokumenter eller hører nye beskeder, og det er for langt mellem snapsene generelt. Det og de manglende mennesker skaber en meget tom verden, som ikke altid er spændende at udforske.

Heldigvis er der andre aspekter som gør spillet lidt mere underholdende, for Sverige er nemlig blevet overendt af drabelige maskiner, som ikke synes om at du render rundt, og leder efter de forsvundne mennesker.

Generation Zero er nemlig først og fremmest som nævnt et skydespil, og man møder hurtigt den første robot, som ligner en hund. Denne har nogle svage punkter, som hver har en bunke livspoint, og disse skal man så ramme for at bringe den pågældende maskine ned. Det er sjovt og intenst, men AI'en er ret svingende i kvalitet. Det ene øjeblik bliver du omringet af de aggressive robotter - det næste skyder de hovedløst ind i en mur, som du gemmer dig bagved. De kan overfalde dig og slå dig til jorden, mens de andre gange bare glor på dig i længere tid, som om de lige skal huske at de ikke kan lide dig. Det hele er lidt svingende, og det gør situationer fuldstændigt uforudsigelige, og ikke på den gode måde. Derudover skriver udviklerne at man kan spille Generation Zero alene, men det kan jeg lige så godt slå fast, man ikke kan. Robotterne bliver nemlig kæmpe store efter noget tid, og deres svage punkter er tit på deres bagerste dele, hvilke er næsten umulige at ramme, hvis man ikke er to, så man kan angribe maskinen fra flere vinkler.

Er man mere end en, er disse kampe adrenalinpumpende og intense, for de store robotter har seriøse skyts, som de sender efter en. Bliver man ramt kan man pleje sig selv, og andre kan også genoplive en. Dette gør kampene taktiske, og kommunikationen i gruppen kan anbefales. Lykkes det at nakke en af disse metalliske bæster, får man erfaringspoint, som man kan bruge i et af fire evnetræer. Disse spænder fra at pleje andre, til at være mere præcis med sit våben. Progressionen her er meget langsom, og man skal ikke forvente at stige til maksimum niveau ret hurtigt. For mit vedkommende gik det for langsomt i starten, men større robotter gav flere erfaringspoint, så dette problem udlignede sig selv. Det gør dog også starten af spillet meget tung at komme igennem, for man er ikke særlig stærk, og dør ret tit. Jeg tænker det er fordi spillet er så enormt, eller, kortet er enormt, og man skal nogle gange løbe lange strækninger for at nå frem til det næste sikre hus. I disse kan man finde sikkerhed, og her genopliver man også, skulle man blive skudt, og det bliver man. Husk det der med det store kort, for Generation Zero er bredt som et hav og dybt som en vandpyt.

Generation Zero har dog ét altoverskyggende problem, som virkelig gik mig på, og det var den mængde genbrug spillet byder på. Naturen og omgivelserne er flotte med fede lyseffekter, og alt det lir DirectX 12 kan byde på, men når man så kommer til byerne, så er næsten alt copy/ paste på den mest uflatterende og åbenlyse måde. Det vil sige at husene er 100% de samme inden i - allesammen, uden nogen form for identitet. Det samme skakbræt, det samme lyserøde digitalur og det samme skur, med den samme cykel. Du møder alle disse ellers personlige og unikke ting igen og igen, og det vidner bare om ressourcemanglen fra Avanlaches side. Bunkerne man finder har de sammen rum med små afvigelser, og de samme modeller er genbrugt hundredevis af gange. Jeg spillede meget af Generation Zero med en ven, og han mente at spillet havde været tænkt som en form battle royale engang, på den måde modellerne var de samme.

Om dette er tilfældet ved jeg ikke, men genbruget gik mig virkeligt på nerverne, især fordi husene ikke indeholdt noget man kunne interagere med, ud over de alt for mange ammunitionsbeholdere og beklædningsgenstande, som meget tilfældigt var spredt ud over det hele. Hver gang man nærmede sig et af de enten blå, røde eller grønne træhuse, kom der en lille boks som fortalte hvor meget loot og andet man kunne finde der. Problemet var bare at denne boks ikke altid passede, så den for eksempel sagde at der var ét våben, men man fandt tre. Spillet indeholder da også mange tekniske spidsfindigheder og fejl, som giver sig til udtryk igennem missionsmarkører som ikke viser til det rigtige sted, eller slet ikke dukker op. Der var robotter som sad fast i husene, og nogle gange kunne de finde en selvom man var gemt helt af vejen.

Spillet føles ikke som om det er den endelige version, det føles som et halvfærdigt spil, som kunne have potentiale, hvis det blev pudset og nusset om et halvt års tid endnu. Som spillet er nu, vil jeg sige det virker som en udvikler, der har slået for stort et brød op, og er løbet tør for ressourcer, og derfor har skulle bringe udviklingen til ende før tid. Et bevis på dette er multiplayeren, som er meget skrabet. Man laver kun fremskridt i værtens spil, og skulle det ske at spillet går ned, hvilket det gjorde flere gange, så skulle gæsten i spillet løbe flere kilometer til værten. Det længste var 2,5 kilometer. Det var dødirriterende.

Så kan Generation Zero anbefales? Jeg vil sige; "tjaaa", for kernen af oplevelsen sidder trods alt i skabet, og Avalanche har da formået at skabe en interessant setting, flotte fjender og solid co-op. Der er bare så mange irritationsfaktorer, som spiller ind, så leder du efter noget som helst andet i dette spil, vil du ikke finde det i dets nuværende tilstand desværre.