
Denne anmeldelse består af en vurdering af spillets kampagne, kooperativt spil og Horde Mode 3.0, men siden det ikke har været muligt at ordentligt teste Versus, reserverer vi retten til at ændre karakteren tidligt i næste uge, hvis Versus ender med enten at trække meget op eller ned. Spiller du kun Gears of War 4 for de tre ovenstående dele, kan du betragte anmeldelsen som komplet.
En af de helt store spilserier på Xbox 360 er Gears of War, hvor alle de tre første spil har været store successer. Testosteronpumpede krigere med tør humor og våben designet af de mest kreative sadister indenfor branchen, er en del af seriens DNA. Menneskehedens kamp mod horder af monstre, der pludselig vælter op fra undergrunden er essensen af historielinjen, hvor de barske soldater fra Coalition of Ordered Governments (COG) med den alt andet end autoritetstro Marcus Fenix i spidsen kastes i frontlinjen. Det hele kulminerer med en sejr til menneskeracen, med store tab til følge, og fjenderne Locusts og Lambents sendes til de evige jagtmarker. Alt ender godt, og sagen er forseglet. Eller er den?
Der kommer med jævne mellemrum helt store spiltitler, der allerede bare ved deres navn og rygte, får en til at småtrippe af nervøsitet og forventning. En af disse er i min verden uden tvivl Gears of War 4. Den længeventede fortsættelse af den episke trilogi omkring Marcus Fenix og hans COG-kammerater. Vi er i mellemtiden blevet affodret med det Gears of War: Judgment og senest en Gears of War: Ultimate Edition fra sidste år. Jeg har spillet og smagsbedømt begge til hudløshed, men har hver gang haft en indestængt lyst til at få noget nyt fra hovedlinjen af historien. Tiden er nu kommet, og Gears of War 4 er parat til udgivelse. Det store centrale spørgsmål er således, om denne massive titel kan leve op til forventningerne - og om der er noget at komme efter for andre end de hardcore fans af serien, som alligevel allerede står i køen foran spilbutikken.
Vi er 25 år efter afslutningen af tredje skud i spilserien, og livet på planeten Sera er inde i en rolig periode. Men det kommer nok ikke som breaking news, at noget snart kommer til at ske. Kampen mod monstrene endte med at menneskeheden udslettede energikilden Imulsion, hvilket desværre ikke gik helt som forventet. Hovedformålet med at slutte den seriøse monster-infektion blev en succes, men et biprodukt blev en ganske ustabil vejrsituation, hvor såkaldte "windflares" får alt snak om klimaforandringer til at blegne. Livet leves nu i beskyttede byer, hvor orden og regler dominerer. Enkelte rebeller har dog givet denne polerede livsstil fingeren, og har bosat sig ude i små landsbyer. COG har udviklet sig til en diktaturlignende størrelse, og en del af de gamle krigere har forladt styrken for at stå på egne ben. Enkelte er endda gået hele vejen, og er blevet forbrydere, der lever af at lave raids på COG-byerne, eksempelvis.
Netop denne kategori af ex-COGs er vores start. En lille gruppe ledet af James D. Fenix, brødføder sig ved at samle ressourcer på COG-territorier, og hans antiautoritære gener lader sig hurtig vise. Vi snakker her intet mindre end Marcus Fenixs søn i kød og blod. Han har følgeskab af hans venner Kait Diaz og Delmont Walker. Efter en prolog som ridser grundlinjerne af de første tre spil op, og fodrer gamle fans med lidt nostalgiske lækkerier, så springer vi ind i James og påbegynder et raid mod en befæstet COG-by. Målet er en såkaldt "Fabricator", der er en praktisk gadget til at bygge ting. Den kan for eksempel genetablere en energikilde i rebellernes lille camp. Men alt går selvfølgelig ikke som planlagt, og vores venner kastes hurtigt ud i en sand kamp for at komme i nærheden af deres ønskede gadget. Modstanderne er i første omgang forskellige afarter af robotlignende COG-tropper, som ankommer i massive og forventelige bølger.
Det hele spinner hurtigt helt og aldeles ud af kontrol, og jeg vil ikke sige mange flere pip om selve indholdet af historiedelen, da den ganske hurtigt bliver fyldt med overraskelser - og god historiefortælling. Da jeg efter otte til ni timer sad og kiggede på rulletekster, var det dog med en sær følelse af, at jeg nu havde indtaget forretten og det halve af hovedretten - mens resten af måltidet var pist væk. Vi slutter med en stor overraskelse, og der er absolut ingen tvivl om, at serien fortsætter ude i horisonten for fuld damp. Men er det nok? Ja-hatten vil mumle noget med at spilserien er genoplivet med stil og respekt for de gamle spil - men også med en fornyelse og inkludering af alle nye spillere, som måtte ønske at springe med på vognen. Glasset-halvt-tomt-linjen vil begynde at brokke sig over en til tider flad historie, kulminerende i en kort og ufuldstændig spiloplevelse. Jeg hælder desværre mest i den negative retning, og selvom jeg var rigtig godt underholdt undervejs, så føles dette lidt som at se det halve af en sæson af ens ynglingsserie - uden at have adgang til den resterende del.
Selvom livet på Sera er anderledes end sidste gang vi var på besøg, så er der selvfølgelig store dele af genkendelighed. Allerede indenfor de første par kampscener, er det velkendte gameplay igen i aktion. Der skydes, laves active-reloads og søges dækning rundt omkring på banerne. Hvis det ikke er i stykker - hvorfor så ændre det? Der har dog været plads til fornyelse, hvor man nu eksempelvis kan løbe og springe over forhindringer - samt sidde i skjul og herefter hive fjender over ens barrikade, og henrette dem med en stor kniv. Begge ting fungerer ganske fint, og ændrer i realiteten ikke meget ved måden man spiller og gennemfører udfordringerne på i historiedelen.
En nyhed er de føromtalte windflares, som kommer til at indtage en rolle i spillet af flere omgange. Diverse små danske orkaner kan godt pakke sammen her - vi snakker lyn og vinde af livsfarlig kaliber. Flere af spillets mest hektiske kampe foregår netop mens en windflare passerer, hvilket skaber en solid dynamik. Ligesom det er af begrænset fornuft, at tisse i modvind, så kan jeg starte ud med den simple konstatering, at det heller ikke er fornuftigt at kaste med granater. Jeg nedlagde mig selv flere gange, da jeg oplevede at få en granat lige tilbage i kyssemasken efter den ellers var tiltænkt en fjende. Uvejret kommer rigtig i spil, når man ved velplacerede skud eksempelvis kan frigøre rør eller andre byggematerialer. Disse kan flyve hen over banen, og kan herigennem bruges til at cleare en stor bunke fjender på en gang. Udover at vejret skaber mere liv i banerne, så er der også flere destruktive elementer. Mange ting, som ellers kan bruges som dækning, kan helt skydes væk. Dette kan bruges til at eksponere fjender, som ellers havde taget fornuftig dækning. Det hele bliver en flot cocktail af elementer, der gør kampene mere levende, og spillet skinner bare af rendyrket spilbarhed og gamer-glæde på det punkt.
Andre nyheder i spillet cirkler omkring nye våben og fjender. Udover de nye COG-robotter så er flere af de nye modstandere senere i spillet, bygget på tidligere kendisser. Der vil være en grad af spoiler ved at gå for meget i detaljer her, men jeg kan slå fast, at de tidligere så episke boss-fights også har fundet deres vej ind i dette fjerde spil i serien. De nye våben er blandt andet en SMG under navnet "Enforcer" og et haglgevær-lignende våben, som kaldes "Overkill". Begge kan snuppes fra COG-robotterne. Udover disse mindre håndvåben, så introduceres der to tungere størrelser i form af "Buzzkill", som skyder savklinker, og "Dropshot" der skyder granater ud, hvorefter de laver et kraftigt vertikalt nedslag med efterfølgende eksplosion. Ganske effektive våben. Det er så i den grad også påkrævet, da man flere gange oplever at selv mindre fjender skal have flere magasiner af kugler i kroppen, før de smider sig ned - selv på de laveste sværhedsgrader "casual" og "normal". Jeg kan forestille mig, at dette bliver endnu mere udtrykt ved de højeste sværhedsgrader, "hardcore" og "insane".
Allerede kort inde i spillet introduceres tower defence-elementer, hvor man med udgangspunkt i den stjålne Fabricator skal modstå bølge efter bølge af pænt sure fjender. Man har en kort periode til at bygge barrierer og opstille forskellige automatiserede kanontårne, eksempelvis. Folk med Gears of War 3 på deres CV vil allerede her have lugtet lunten, og småsvedende fremstamme "horde". Man støder på disse dele flere gange i løbet af historiedelen af spillet, og jeg syntes det virkede lidt som gøgeunger, hvis eneste formål var at få lidt mere tid ind i spiloplevelsen. Men når disse vrisne kommentarer er smidt og overstået, så er de dele nu ganske underholdende, og ikke mindst en perfekt introduktion til horde-delene i Gears of War 4.
Den såkaldte Horde 3.0 er en fuldblodsmuliplayerdel af spillet, som er opgraderet og fornyet på stort set alle tænkelige måder i forhold til den fra Gears of War 3. Der findes allerede nu ti baner at kæmpe på, og ligesom i historiedelen, så er oplevelserne centreret omkring en Fabricator. Når fjenderne nedlægges, så dropper de power. Disse skal opsamles og bringes tilbage til Fabricatoren, som så kan anvendes til at købe eksempelvis barrierer, våbenskabe og kanoner. Fabricatoren er ligeledes central, hvis en af ens våbenbrødre dræbes. Her kan man hente deres COG-dog-tag og bringe det tilbage til Fabricatoren, der herefter kan genoplive din medspiller. Alt i alt giver dette en mere dynamisk måde at spille horde på. Det er nu ikke alene nok at bygge store fæstninger, og herefter smadre bølge efter bølge. Man er nød til at tillægge sig en dybere strategi, og herunder bevæge sig markant mere rundt på banen.
Oplevelsen med horde er ydermere gjort mere fyldig ved at introducere fem klasser. Disse er henholdsvis soldier, sniper, engineer, heavy og scout. Hver af disse har sine egne specialiteter, og kan opgraderes efterhånden som man spiller med dem. Som det efterhånden er standard i nyere multiplayerspil, så er her også forskellige kort, som man kan aktivere. Det kan være såkaldte "bounties", der giver en bonus i form af for eksempel XP, hvis man fuldfører forskellige milepæle. Det kan også være ny evne eller opgraderingen til ens klasse. Alt i alt så er horde bedre end nogensinde, og for mig er det spillets helt store juvel med oceaner af spiltid i horisonten, når portene åbner for at finde medspillere. Min test af disse dele er baseret på private kampe, hvor jeg samme med andre spilanmeldere tæskede bølgerne.
Desværre leder netop dette frem til et hvidt område på kortet. Det har ikke været muligt at spille den udførlige versus-del af Gears of War 4 i forbindelse med denne anmeldelse, da der ganske simpelt ikke er folk at lege med endnu. Disse dele må få en smagsbedømmelse senere. Kigger man ned over menu-systemet, så ser de dog utrolig spændende ud. Alle de klassiske spilmodes er bibeholdt og der er enkelte nye navne, som logisk set må dække over friske nye tiltag. Dog er det sikkert og vidst, at hvis Versus-delen holder, vil dette blive et 8-tal.
Ligesom i de tidligere spil, kan man spille alle spilmodes med venner i sofaen eller online. Coop-mulighederne i historiedelen er stadig blandt det bedste ved spillet, og man kan godt allerede booke ens spil-kammerater. I modsætning til eksempelvis Halo, der i sit sidste udspil havde droppet split-skærmen, så er alt ved det gamle her i Gears of War 4. Der er stadig alle muligheder for at hente en ven ind, når de største og mest brutale boss-er skal nedlægges på spillets vildeste sværhedsgrad - insane.
Hvis vi skal samle stumperne, har vi her genoplivet en af de helt store spilserier på en værdig og respektfuld måde. Musklerne er måske blevet lidt mindre med årene, og ansigterne lidt mere velpoleret, men den tørre og til tider halvstupide Gears-humor er heldigvis bibeholdt. For gamle kendere af serien er der gensyn med en masse personer og figurer fra de foregående spil, og man har svært ved at blive andet end begejstret her. Nye spillere kan med nemhed springe på vognen - og selvom jeg klart vil anbefale at spille de tidligere spil, så kan man godt guide sig rundt i spillet uden af være et omvandrende Gears-leksikon. Desværre lider historiedelen lidt, og selvom ens begejstring når vanvittige højder under legen, så ender det lidt hurtigt - og mest af alt i form af en stor maveplasker. Så selvom man er underholdt hele vejen igennem, så er der en for stor grad af afbrudt historiefortælling. Helt destilleret, så lægges der mere op til næste spil end der forsøges at gå helhjertet efter en velafrundet spilfortælling, hvilket jeg mener, er en klokkeklar fejldisponering.