Gears of War 3

Serien har gjort sig fortjent til den garanti, og der er ingen bekymringer til at dæmpe de høje forventninger. Og hvad er vigtigere end endelig at få lov at spille de første kapitler af det tredje spils kampagne?

Denne seneste præsentation ligger samtidigt med åbningen af Microsofts nye italienske hovedkvarter, i hjertet af Milans sydlige park.

Inden for dørenen finder man et enormt præsentationsrum, hvor spillets logo projiceres op på en syv gange fem meter stor videovæg. Det er omtrent så raffineret som en hammer, men man havde vel heller ikke forventet andet fra den testosteronpumpede krig mellem menneskehedens sidste kæmpere og de kraftige underjordiske bæster, Locusterne.

Der er gået 18 måneder siden det drabelige slag, der afrundede Gears of War 2. Locusterne er blevet stoppet, og koalitionens styrker har samlet sig på en ø, der er mere fæstningsværk end feriested.

Den gennemgående underfortælling fra de forrige spil står i centrum fra start. Gears 3 åbner med en spilbar drømmesekvens, hvor vi ser Adam Fenix' død, hvorefter hans søn Marcus vågner til nyheden om, at hans far stadig er i live.

Og herefter begynder kampagnen for alvor, da den umage gruppe forlader Raven's Nest og sætter sig for at udforske den Locust-fyldte ø, der kun har små lommer af områder under menneskelig kontrol tilbage.

Og disse vil, som sædvanlig, ikke have noget at gøre med COG'erne. De civile virker mere organiserede end i tidligere kapitler, og menneskeheden er delt op i stammer, der hver især har forskanset sig i deres byer, og ikke er villige til at lukke nye folk ind.

Traditionen tro er spillet inddelt i fem akter, der hver består af seks kapitler. Udvikleren vurderer, at hver akt i gennemsnit vil byde på omkring tre timers varighed. Det betyder 17 timers gameplay.

Hvert kapitel fokuserer på en enkelt figur, en beslutning der tilsyneladende er taget af hensyn til muligheden for at spille hele kampagnen i co-op med fire spillere. Og selvom den version af spillet, vi ser, ikke fortsætter videre efter det første akt, får vi bekræftet at vi spiller som Marcus og Dom i singleplayer, men at vi også kommer til at styre andre figurer, blandt andet Cole og Braid.

Figurenes fortid og personlighed spiller en vigtig rolle denne gang, selvom de ikke alle sammen bliver vist i så dyster en tone. I det første kapitel står Cole på et tidspunkt ansigt til ansigt med en papfigur af sig selv i fuld størrelse, et lævn fra fortiden hvor han promoverede et computerspil.

Det første akt introducerer også Anya Stroud. Producerne forsikrer om, at kvinder får en vigtig rolle i sagaens tredje kapitel, men vi kan ikke bekræfte det ud fra den udgave af spillet vi ser.

Og endelig er der et interessant aspekt omkring fortællingen, da historie og plot ikke følges ad.

Historien skrider nemlig ikke frem på lineær facon, men springer i stedet frem og tilbage mellem vigtige plotpunkter. Det andet kapitel i første akt foregår for eksempel en time inden det første. Den beslutning giver forfatterne mulighed for at lave nogle interessante drejninger i det, der ellers bliver betragtet som en hjernedød genre.

Hvad angår gameplayet, bemærker vi straks en større ændring. Checkpoints i spillet bliver nu markeret med en stjerne på kortet, og vi får en klar fornemmelse af, at områderne er større og bredere end noget, vi førhen har set i serien, hvilket åbner for en større grad af udforskning. Det er en fornøjelse bare at betragte de smukke områder, som Unreal-motoren banker ud - neo-klassisk arkitektur med et orientalsk pift.

Det er tydeligt, at de visuelle detaljer har fået stor opmærksomhed fra udviklerne. Når man sætter sig bag sigtekornet på fastmonterede kanoner og lignende, skifter kameraet til førstepersonsperspektiv, og kameraet bliver en smule sløret for at understrege dybdeskarpheden. Det er en cinematisk effekt, bestemt, men også en der er brugbar, når man skal fokusere på fjender.

Dine kammeraters kunstige intelligens er stadig et problem. Der er intet, der bare giver antydningen af menneskelige taktikker eller forsigtighed hos dine squad-medlemmer, men i det mindste bemærker vi, at vores allierede er mindre tilbøjelige til jævnligt at begå masseselvmord. Som altid er den bedste måde at nyde Gears of War på i co-op, hvilket vi hurtigt bider mærke i under vores session med spillet. På den højeste sværhedsgrad er det brutalt, men det gør det ikke mindre underholdende.

Tag bare de enorme fjender, der dukker op inden for de første par minutter. For to spil siden ville de have optrådt som den sidste boss-kamp, men her møder vi dem på første bane.

Man oplever ikke længere den samme maveknusende frygt ved at stå over for dem, men det er helt i trit med sagaens fornemmelse af eskalering. Efter fem år og utallige gennemspilninger af de første to kampagner, er dette den logiske afslutning; Epic smider alt hvad de kan efter os, men kun fordi de ved, at vi har gjort os fortjente til vores striber og ar, og fordi de ved, at mindre ikke kan gøre det.

Med en singleplayer-del, der har lige så meget substans og underholdning som multiplayer, er Gears of War 3 klar til at udkæmpe en af de drabeligste spilkrige nogensinde denne vinter, på begge frontlinjer. Grib din Lancer og gør dig klar. Det bliver et helvede.