
Der er langt mellem titlerne i Elder Scrolls sagaen. Det seneste spil i serien, The Elder Scrolls V: Skyrim kom tilbage i 2011 (og er blevet udgivet til alle tænkelige systemer siden). Udover et ret vagt blik tilbage ved E3 2018, har vi ikke set skyggen af Elder Scrolls VI. Men før Skyrim var der Oblivion fra 2006. Et spil der var rigt på både ambition og charme - også selvom nogle dele er ældet dårligere end andre.
Det var ikke en let opgave da Bethesda skulle lave Oblivion. Deres forrige Elder Scrolls titel, Morrowind, blev taget flot imod af kritikere og havde en ret stor fanbase. Derfor måtte der også skures op for indsatsen med Oblivion - og det var en forbedring på rigtig mange områder.
AI var kraftigt forbedret, og selvom der var rigeligt af øjeblikke, som kunne blive til memes senere, så var Radiant AI systemet et, du kunne blive dybt indlevet i. NPC'er ville gå rundt og tale med hinanden, de har deres egne konflikter, og verden var levende og reagerede på spilleren.
Verden var i sig selv en fornøjelse at udforske. Mange husker tydeligt, hvordan det var at forlade kloakken (tutorialområdet hvor du mødte Uriel Septim, der blev spillet af Patrick Stewart), og pludselig lå en kæmpe verden for dine fødder. Herfra kunne du gå din egen vej og møde kæmpemæssige monstre eller følge hovedvejen og komme til Imperial City og mærke byens puls. Valget var dit.
Den forbedret "draw distance" hjalp med at give spilleren en fornemmelse af verdens omfang. Alt hvad du kunne se, kunne du gå imod og opdage. I forhold til det efterfølgende Skyrim, var det hele meget indbydende lyst, varmt og farverigt. Dungeons, ruiner og grotter lå over alt og ventede på, at du opdagede dem.
Der var meget at tage sig til i Oblivion og det er en god ting for et RPG. Dem der udforskede ukendte områder havde meget at opdage. Der var også masser at opleve i hovedhistoriens quest. Der var også mindeværdige "standalone" quest som Through A Nightmare, Darkly til længere quest-linjer, som Guild, Dark Brotherhood og Thieves Guild.
Ved at gennemføre disse kunne du bygge og forme din karakter. Udstyr og våben lå rundt omkring i verden og ventede på, at du stjal, fandt eller optjente dem. Som du spillede blev du organisk bedre til de ting, som du godt kunne lide at lave i spillet, og du blev derfor naturligt til den helt, som du ønskede dig at være.
Kamp var ikke altid nødvendigt i Oblivion. Der var flere fremgangsmåder, som eksempelvis "persuasion"-muligheden. Kampsystemet gav dig skam også en masse muligheder. Dem der kunne lide en listig tilgang, tog måske ikke få tung en mundering på og angreb med en bue eller en daggert. Andre var måske mere til pladerustning, krigshammer og en voldsom blodslyst.
Du kunne forbedre dine våben og dit gear med en smule magi, til det skulle du bare bruge nogle sigil sten. Disse kraftfulde artefakter blev fundet på den anden side af Oblivion Gates, som lå rundt omkring i verden. Disse porte lignede måske Saurons øje, men de var en portal til en helt ny verden, hvor spillet kunne spille tempo og gav noget virkelig interessant forskelligartethed til oplevelsen.
Hvem kan glemme den fantastiske lyd i Oblivion? Produceret af Elder Scrolls veteranen Jeremy Soule. Jo, jo, der kunne godt være noget meget uheldig stemmeskuespil, men det gjorde nu ikke så meget, når musikken spillede. Soule leverede simpelthen nogle ikoniske lydsider til nogle ikoniske øjeblikke i spilhistorien.
Det er let at kigge tilbage på Oblivion og tænke, at det ser lidt kluntet ud i dag, men dengang rykkede det virkelig ved vores forventninger og ideer, om hvad et RPG kan og skal være. Det var en ambitiøs titel, der ikke var fejlfri, men fyldt til randen med charme og en verden, der kunne udforskes i timevis. Vi kan kun håbe, at vi får den samme oplevelse af forundring, eventyr og forbløffelse, når vi engang kommer til at spille Elder Scrolls VI.
Hvis du er fan af Oblivion, kan du læse nogle af vores andre tilbageblik på spillet her og her.