Dansk
Gamereactor
artikler
Rocket League

Gamereactor's Game of the Year - Bedste lokale multiplayer

Gamereactor's prisuddeling kører derud af, og nu er vi nået til den gode gamle multiplayer-oplevelse på sofaen. Vinderen er...

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Gamereactor's Game of the Year består af 12 kategorier, og hver eneste vinder er et resultat af en kompliceret stemmeproces, hvor hundredevis af titler har været oppe at vende. Hver af disse artikler er dedikeret til vinderen, men ønsker du at se de nominerede, kan du smutte forbi vores store nomineringsartikel. Glædelig jul. Lad os sammen gøre status over 2015.

Vinder: Rocket League
Kan man tage det bedste fra fodbold og de mere arkade-prægede bilspil, og lave noget helt nyt og vanvittigt, som faktisk virker? Tilsyneladende er det lykkes for Psyonix, som smed $2 mio. i Rocket League, og indtil videre har fået $50 mio. igen, hvilket ikke er nogen lille bedrift. Især ikke, når man tænker på, at dette genre-sammensurium ikke ligner meget andet, som findes på markedet (hvis man ser bort fra forgængeren med den mundrette titel Supersonic Acrobatic Rocket-Powered Battle-Cars). Det er dog ikke svært at begribe, hvorfor spillet har mødt overvældende succes. Med indbydende, skinnende, legetøjsagtig grafik, adrætte biler og intuitivt gameplay kan enhver hoppe ind i spillet, fodbold-fan eller ej. Modsat DiRT eller FIFA, så er der her ikke noget specifikt krav om at forstå hverken rigtig fodbold eller rigtig racing, men blot sjov med raketbiler, mål og en gigantisk bold, i en indhegnet bane, perfekt til en aften med vennerne. Legede du med biler som barn, og gør det ikke noget at temaet er noget drenget, så må Rocket Leagues koncept have et vist appel.

Rocket League handler om at have det sjovt, og dette helst med så lidt besvær som muligt. Om du hopper ind i den spraglede arena på din Playstation 4 eller PC, så er kampen mod vennerne stadig indenfor rækkevidde, også selvom de spiller på en anden platform. Faktisk kan Xbox One, Linux og OSX-brugerne også snart være med, og vi kan derfor forestille os nogle vilde LAN-turneringer i de små stuer. Ikke desto mindre er det split-screen funktionaliteten der sikrer Rocket League denne førsteplads, da fire spillere i en sofa kan have tonsvis af sjov som et hold. At spillet har masser af strategisk potentiale ødelægger ikke nye spilleres mulighed for at kaste sig ud i det, da det kaotiske element er en del af charmen. Netop fordi spillet kører efter sine egne regler, og har taget fodboldens lange kampe og mange spillere, og kogt det ned til otte biler og meget mere intense matches, så er det indbydende for udefrakommende, også selvom de ikke er sportsfans ellers. En skål snacks, et par forfriskninger på bordet og fire controllere, og snart er der (hvis alle tænker nogenlunde hurtigt) flyvende biler og skrålerier i luften. At dette kan lade sig gøre, selv med folk som normalt ikke er sportsinteresserede, er Rocket Leagues store fordel. En engageret udvikler og solid valuta for pengene gør kun at vi klapper endnu mere i hænderne.

Rocket League
Dette er en annonce:

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold