Gamereactor har testet Project Morpheus

Det hvide headset hviler komfortabelt mod hovedet og lukker Gamescom-messens øredøvende larm ude for i stedet at trække mig ind i en verden, hvor jeg er en dykker i et hajbur et sted i Stillehavet. Billedet der fylder mit synsfelt er skarpt, men ikke så skarpt som det vi er vant til, når vi spiller PlayStation 4 på fjernsynet.

Men jeg befinder mig altså i det her hajbur. I min højre hånd har jeg en lysraket, der har uendelig ammunition og i virkeligheden er en Dual Shock 4. Jeg kan se mine ben, men de bevæger sig ikke og får mig til at føle mig lammet, hvilket er decideret ubehageligt. Især fordi buret bliver angrebet af en haj, og man nærmest per refleks vil prøve at dukke sig ved at bøje benene.

Men de eneste bevægelser, der fungerer, er at skyde lysraketter, flytte sig stift og kigge sig omkring. Det fungerer i princippet som en first person shooter, og det skal siges at min arm bevæger sig som jeg ønsker det, analogt og med præcision. Hovedbevægelserne fungerer også godt, og selv hurtige ryk bliver opfanget korrekt.

Men illusionen har tydelige begrænsninger. Hen mod slutningen af den ti minutter lange demo river den kæmpestore hvidhaj, der har besværet mig hele tiden, døren til buret op med tænderne. Instinktivt vil man hoppe ud (hvilket ville være dumt), men i Project Morpheus' verden fungerer det ikke. Samtidigt er det enormt skræmmende at have den her fornemmelse af uendelig tomhed direkte under sig. Det er intense sager.

Hajen er i øvrigt smukt animeret, og lige så hurtig og smidig som man forventer at den ville være i virkeligheden. Jeg fyrer min sidste lysraket af, der forudbestemt rammer hajen, der trækker sig tilbage og svømmer væk uden aftensmad. Herefter bliver buret trukket op mod overfladen. Langsomt men sikkert bliver der lysere og lysere, indtil jeg kan se et smukt rev og de mennesker, der befinder sig der. Værten i Sonys bås tager hjelmen af mig, og forklarer venligt at demoen er slut.

Project Morpheus er selvfølgelig interessant. Men hvor nyttig den bliver for dem, der kalder sig gamere, står ikke klart endnu. Umiddelbart føles den for statisk, for begrænset og indelukket - hvilket ikke kun har med demoen at gøre. Der vil sikkert opstå spilkoncepter, der drager mere nytte af den, men man kan ikke rigtig komme uden om, at nogle ting bare ikke fungerer. Heldigvis lader den til at føre en del friske ideer med sig, og det er netop der, man skal finde den potentielle storhed som Sony skal opnå, hvis det ikke bare skal være et nyt stykke dyrt tilbehør, der kommer til at samle støv.

Jeg var faktisk til et andet Project Morpheus-event i Berlin for nogle måneder siden. Der blev det forklaret i ganske avancerede vendinger, at virtual reality anno 2014 vil være væsentlig bedre end tidligere. Sony lover et helt andet nærvær end det, konventionelle spil kan præstere. Blandt andet skal det leveres gennem 1080p-opløsning (som dog opleves sløret og lavopløst fordi skærmen er så tæt på øjnene, et 90 graders synsfelt og en lyd, der skal assistere med hvordan man skal stå og spille.

Bevægelsessensorerne opdaterer 1000 gange i sekundet, og kan opfatte bevægelser på op til tre meter, også hvis du drejer 360 grader. Den beregner også hvad der dernæst skal ske, for at begrænse lag og forsinkelser. Man bruger Dual Shock 4 og Move til at spille med. Det skal være enkelt og intuitivt, og det må jeg sige at hajdemoen lever op til.

Indhold kommer til at være nøglen for Sony. Virtuel turisme kunne for eksempel være en ide, siger de. Men de vil selvfølgelig helst have spil, og gerne med en social funktion, så man for eksempel kan se på tv'et hvad ham med headsettet på oplever. Man kan også forestille sig asymmetrisk gameplay, så en person i hajdemoens tilfælde kan være haj, mens spillerne uden hjelm er dykkere. Og så er der multiplayer-aspekter online, hvor man spiller mod andre med Project Morpheus.

Sony mener at virtual reality er kommet for at blive, og de ser en fremtid for det. Men skal det lykkedes, har de brug for perfekt omsatte hovedbevægelser, så man ikke bliver hevet ud af illusionen. Sony mener, at Morpheus skal ses som et helt nyt medie, ikke som tilbehør til PlayStation 4. Det gælder om at gøre det virkeligt for spilleren, der skal lære sig en helt ny måde at tackle udfordringer i spil på. Skræk og fobier kan også være en svær nød at knække, eftersom nogle ganske enkelt ikke vil føle sig godt tilpas med pludselig at have en ukendt, virtuel verden omkring sig. Sony arbejder på alle disse ting, og har også tænkt sig at gøre hjelmen stødsikker, så man er beskyttet hvis man falder over sofabordet mens man spiller.

For mig er Project Morpheus stadig et fedt koncept snarere end noget man virkelig må have. Dens problemer er ikke lige sådan at løse, selvom den umiddelbart er fascinerende. Det handler om usynlige vægge og begrænsninger som teknikken ikke har et klart svar på. Det kabelrod, der følger med enheden, er heller ikke så sjovt. Sony siger at de gerne vil fikse det, men det er ikke noget de kan love. Alligevel er jeg nysgerrig efter at prøve Project Morpheus igen.