Game of Thrones S8 - Et andet perspektiv

Næsten to år er kommet og gået siden verdens største Tv-serie sidst gæstede skærmene hos millioner af fans verden rundt. To år med intensive fanteorier, håb og drømme om hvad den sidste sæson af Game of Thrones ville, og ikke mindst, burde bringe til døren. Forventningerne til sæson 8 af HBOs ambitiøse fortolkning på A Song of Ice and Fire har, kort sagt, været intet mindre end skyhøje. Måske endda højere end det nogensinde ville være muligt at leve op.

At sige Game of Thrones sæson 8 har delt vandene blandt fans ville nærmest være en underdrivelse. Sjældent har et underholdningsprodukt skabt så meget røre og oprør hos sin fanskare, som den sidste sæson af Game of Thrones har formået. Her på siden måtte jeg endda personligt flere gange finde min egen personlige høtyv frem og klage febrilsk - ikke altid lige sobert - over uenigheden med min kollega Mathias. Denne anmeldelse er hverken et modangreb eller en bebrejdende pegefinger, men derimod et andet syn fra en anden fan. I denne tekst vil jeg byde på en endelig vurdering af sidste sæson.

Sæsonen har ujævnt tempo

Scanner du internettet igennem, stødes der hurtigt på en af denne sæsons største problemer: pacing. Tidligere sæsoner af Game of Thrones mestrede denne evne til den store guldmedalje, hvorfor fraværet af samme har været alt for tydeligt de sidste to sæsoner. Den første episode bruger alt for meget tid på en masse genforeninger uden den helt store substans og den fjerde episode kunne have været hele tre episoder i sig selv. Det samme afsnit bruger også for lang tid på at feste, hvorefter instruktør David Nutter trykker speederen alt for hårdt i bund. Ja, det er mega fedt at se nogle af vores favorit karakterer dele selskabelig tid med hinanden på skærmen, men det trækker ofte ud og ender med at fremstå mere som fanservice end som værende essentielt for plottet.

Alt er dog ikke helt skævt og specielt sæsonens andet afsnit brillerer med sine lange samtaler og stille tempo. Pejsesekvensen med en række af seriens absolut bedste karakterer er blandt de bedste momenter i serien til dato og demonstrerer, hvorfor serien var så fortryllende i første omgang. Det samme kan siges om finale afsnittet, der finder sin balance mellem tragisk slutning og håbefuld epilog.

Artistisk perle

Ved siden af alle massemordene, de incestuøse forhold og politiske intriger, er Game of Thrones også et musikalsk og cinematografisk mesterværk. Her er sæson 8 heller ingen undtagelse og der leveres et højt niveau hele vejen igennem. Komponist Ramin Djawadi komponerer konsekvent den ene veleksekverede melodi - sangen "The Night King" er blandt seriens bedste - efter den anden, hvilket bliver akkompagneret af en nærmest malerisk billedside. Dragerne der dykker over skyerne i slaget ved Winterfell, Arya der rider igennem en brændende Kings Landing på en forladt hvid hest og Daenerys tale til sine mange soldater, er blot få eksempler.

En hård kritik skal stadig rettes mod elementer i det tredje afsnit, da det ofte var alt for utydeligt og besværligt at finde hoved og hale i de mange begivenheder. I en sæson med så mange flotte øjeblikke, er det virkelig en skam og især med tanken på det tre måneders lange arbejde i den nordirske vinterkulde.

Skuespillet er i top

Efter tre emmy-priser og en enkelt golden globe hersker der ingen tvivl om Peter Dinklage aka Tyrion Lannisters evner i rollen som den karismatiske højrehånd til konger og dronninger. Alligevel overraskede Dinklage i sin levering af Tyrions transformation fra trofast rådgiver til loyal Lannister bror. Alle dialoger mellem Tyrion og Nikolaj Coster-Waldaus Jaime Lannister var blandt seriens stærkeste momenter, hvilket for alvor kom til udtryk hen mod sæsonens afslutning. De sidste afsnit var generelt fyldt med nogle mesterfulde præstationer. Selv både Kit Harrington (Jon Snow) og Emilia Clarke (Daenerys Targaryen), der aldrig virkelig har været blandt seriens dygtigste skuespillere, formår at vende denne opfattelse på hovedet. Deres endelige konfrontation i finalen står som deres bedste indsats hidtil.

Desværre har et af de største kritikpunkter været den manglende kreative kvalitet hos sæsonens forfattere, helt specifikt skaberne D.B. Weiss og David Benioff. Blandt de gode dialoger fra pejsescenen i afsnit to eller de forræderiske udvekslinger fra Varys og Tyrion, var ligeså mange ligegyldige replikker, grænsende til at være cringy. Det er svært at forsvare Bran's "Why do you think I came all this way"-punchline fra finalen eller Arya og Gendry's samtaler i Winterfells smedje. Det ødelægger ikke den samlede oplevelse, men trækker immervæk grundigt nedad.

Den endelige dom

Hvordan afslutter du den mest omdiskuterede og populære serie nogensinde? Opgaven var umulig allerede inden introen til det første afsnit var færdig med at spille titelmelodien. I løbet af de afsluttende momenter, hvor Arya rejser afsted på nye eventyr, Jon drager nordpå med Tormund og Sansa bliver kronet til dronning, var jeg tilfreds. Sæsonen var fyldt med fantastiske øjeblikke og nogle grænsede til åndssvage momenter, men HBO formod til sidst at komme i mål. Det var ikke perfekt, men jeg vil på falderebet stadigvæk give sæsonen syv med pil nedad.

7