Så er Game of the Year i gang, og vi har en række spændende kategorier at få afgjort imellem nu og nytårsdag, og du vil hver dag kunne læse om en ny vinder, samt de tre opløbere der var lige ved at tage sejren. Er du i tvivl om hvordan vi har fundet frem til årets vindere, så kan du læse mere om proceduren samt filosofien bag afstemningen lige her.
Vinder: Starcraft: Remastered
Starcraft: Remastered udkom tidligere på året, og det må siges at være en lektion i, hvordan man vækker magi til live igen. Originalen var et mesterværk, og en helt unik udfordring for spillere, delvist takket være godt spildesign, og takket være det utrolige niveau af manuel håndtering af tropper og baser, der kræves af spillerne. Blizzard har tydeligvis en dyb forståelse for, hvor spillet kan strammes op, og hvor det skal bevares intakt.
Udvikleren har på imponerende vis navigeret mellem de kvaliteter, der gjorde originalen så fantastisk, og de punkter, hvor moderne teknologi kan gøre titlen bedre. Starcraft: Remastered som slutprodukt er en vidunderlig ansigtsløftning, som føles som originalen, bare bedre. Det moderne Battle.net gør det lettere at finde matches, og spillet kører virkelig glat. For 15 Euro får enhver strategifan fuld valuta for pengene, og det er derfor svært ikke at anbefale denne klassiker, som nu er bragt up to date på alle de måder, der tæller.
Runner-up: Final Fantasy XII: The Zodiac Age
Final Fantasy XII havde en forfriskende og befriende tilgang til kamp og udforskning. Spillet udkom dog alt for sent på PS2, og med PS3 lige om hjørnet kiggede gamere fremad, og spillet blev derfor overset af mange. Det gør en remake endnu mere interessant, da mange dermed vil kunne opleve dette smukke rollespil for første gang, nu i HD på PS4. Spillet er for det meste intakt, men har bl.a. fået et nyt og spændende progressionssystem, som giver tilbagevendende fans en ny vinkel på spillets originale formel.
Runner-up: Crash Bandicoot: N. Sane Trilogy
De originale Crash Bandicoot-spil står for mange som nogle af barndommens største glæder, og nu har alverdens legebørn en chance for igen at opleve den tossede rævs narrestreger. Vicarious Visions har givet disse aldrende titler en frisk omgang maling, som simpelthen ser fantastisk ud, mens Crash's mekanikker stadig er udfordrende og sjove. De klassiske baner er bevaret, men ser friske og indbydende ud i denne nye udgave. Enhver med en PS4 bør ganske enkelt få skaffet sig denne genudgivelse og opleve nogle af de bedste platformspil, formatet kan tilbyde.
Runner-up: L.A. Noire
Tilbage i 2011 tog L.A. Noire os tilbage til 40'ernes Los Angeles, og spilverdenen var målløs over spillets fantastiske ansigtsanimationer. Med detaljerede afhøringer, hvor man skulle læse vidnernes ansigtstræk, var denne teknologi integreret i selve gameplayet, og det var helt nyt. Nu er spillets ellers lidt aldrende grafik blevet opgraderet og understøtter 4k, mens også spillets krydsforhør har fået en mindre makeover. Med denne remaster kan PS4, Xbox One og Switch-ejere få et gensyn med Cole Phelps, og i Switch-versionen har Rockstar tilføjet spændende touch-funktioner.