Dansk
Gamereactor
gadget-tekster

Samsung Galaxy S21 Ultra

Den er billigere, men den er stadig Ultra. Og du bør alvorligt overveje denne inden du køber din næste dyre telefon.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Lad os lige starte med at slå fast, at det ikke har været muligt at få fingrene i den nye S-Pen, som Samsung sælger til S21 Ultra, heller ej det dedikerede cover, som giver én en måde at opbevare den på. Er der forespørgsel på specifik dækning, så overvejer vi det i fremtiden.

HQ

Som det også fremgår ovre i min store anmeldelse af den mindre S21, så er det som sådan ikke store tekniske tigerspring der definerer denne nye serie af Samsung-flagskibe. Og det giver vel som sådan god mening, vi er efterhånden ved at nå dertil hvor den nuværende formfaktor simpelthen ikke tillader at en producent pludselig tager røven på os i stor stil. Samsung ved det her bedre end de fleste, da de netop eksperimenterer med foldbare koncepter af den grund.

Men det betyder så sandelig ikke at de ikke har overrasket, for endnu en gang skal vi starte med prissætningen. Jeg pointerede i den anden anmeldelse at den store nyhed her er, at Samsung faktisk direkte går imod strømmen, og har sænket prisen på årets model ret så signifikant. S20 Ultra fra sidste år blev introduceret her i Danmark til 10.499, og den nye S21 Ultra kommer til at stå dig i 9799. Prisnedsættelsen introduceres hovedsageligt fordi der, ligesom ovre hos Apple, ikke hører den ene halvdel af laderen med (du får stadig kablet), men som du nok kan se er besparelsen større end det.

Så er der sparet på noget på årets Ultra? Nej, det er det korte svar. Ikke bare det, selvom jeg personligt elskede (LINK) sidste års topmodel, så må jeg nok erkende at denne nye model gør den til skamme.

Samsung Galaxy S21 Ultra
Dette er en annonce:

Så hvordan gør den det? Lad os starte med det ydre. Ligesom S20 Ultra har Samsung ikke introduceret skelsættende farvekombinationer, selvom kamerahusets mere "indsatte" design i selve ryggen af enheden tillader netop en mere dobbelttonet finish, og testenheden er som, Marques Brownlee, uden tvivl vil godkende, "matte black everything". Både kamerahus og ryg er i frostbehandlet glas, med en sort aluminiumsramme og en lettere kurvet display. Det er en utrolig subtil telefon, der næsten er slående i sin mangel på farve. Pæn må man sige den er, og hvor S20 Ultra måske, for nogle, fremstod en kende kedelig, så ligner det her en hurtig telefon, det ligner også en professionel telefon. Netop fordi det er en Ultra, så skal den dog have det hele, uden tvivl, og det har den vist også - næsten. Vi snakker en ret substantiel vægt på 227 gram, IP68-certificering mod vand og støv, glimrende stereohøjttalere, 5G-antenner, trådløs PowerShare og opladning på op til 25 watt. Alle de små ting er her, bortset fra muligheden for at udvide hukommelsen med et SD-kort. På den mindre S21 er det langt mere tilgiveligt, men en Ultra bør have alt, så det er altså ikke helt godt nok.

Så pænere, og måske sågar mere tidsløst designet? Check. Hvad så med displayet? S21 Ultra er udstyret med 6.8 tommer Edge QHD+ Dynamic AMOLED 2X display, som er udført efter Samsungs Infinity-O standard. QHD+ betyder at du her har adgang til 3200x1440p, der denne gang kan aktiveres sammen med den adaptive 120Hz opdateringshastighed. Desuden har du HDR10+ og en pixeldensitet der strækker sig helt op til 515ppi. Den adaptive refresh-rate er en idé der udspringer fra Note20 Ultra, men her kan den komme helt ned på 10Hz for at spare batteri, da den skræddersyr frekvensen til det du foretager dig.

Jeg har længe proklameret, at selvom Samsungs displays ikke altid ligger øverst med pixeldensitet, og at nogle uden tvivl foretrækker Apples Retina displays, så har Samsung bare skudt papegøjen, og laver fortsat de bedste smartphone-paneler i verden. Det skyldes primært god farvesammensætning, rigelige mængder lys, hele 1500 NITS. S20 Ultras display sidste år var nok det mest lysstærke, alsidige og gudesmukke panel jeg har set i en mobiltelefon, og i år sætter S21 Ultra ny rekord. Og når ja, den har også Gorilla Glass Victus, og er, som sagt, lettere kurvet, dog er det en meget subtil effekt, og man kan næsten godt betragte det som værende en flat display.

Samsung Galaxy S21 Ultra
Dette er en annonce:

Hvorimod jeg kort berørte de præstationsmæssige forskelle imellem den nye Exynos 2100, som der sidder i S21 Ultra herhjemme, og den Snapdragon 888-variant de får i USA, så kan vi måske her tillade os at gå yderligere i dybden. Hvorimod netop den kløft der eksisterede mellem de to varianter tidligere har generet forbrugere, og med rette, så er Samsungs nye 5nm-proces mere effektiv, og den forskel der er imellem de to er ret så subtil. Herunder finder du lidt testresultater, der beviser den pointe.

GeekBench 5 single-core:
Exynos 2100: 1101
Snapdragon 888: 1125

GeekBench 5 multi-core:
Exynos 2100: 3729
Snapdragon 888: 3699

AnTuTu 8:
Exynos 2100: 678955
Snapdragon 888: 701343

Jo, Snapdragon-varianten er fortsat en kende foran de fleste steder, og helt principielt er det fortsat irriterende at skulle sidde med den teoretisk set ringere version. Når det så er sagt, så er det tydeligt at se at Samsung har lagt mange kræfter i at forbedre deres Exynos-proces, og det kan ses. Kernerne er clocket højere, frekvensen er højere, og det til trods for at TDP'en forbliver den samme for begge. Derudover får du mindst 12GB LPDDR5 RAM, men du kan også opgradere til den store grand daddy med 16GB RAM. Er det nødvendigt? Nej, selvfølgelig er det ikke det, og selv 12GB RAM er decideret overkill, men det er altså der vi er nået til. Det er dog ret Ultra. At vi dog starter på 128GB er igen ikke særlig Ultra, og jeg ville nok have ønsket at Samsung havde skruet lidt op her, og bevist at det her er telefonen der bare har det hele.

Og når nu vi er ved problematikker der sidste år blev skabt af forskellen imellem de to SoC'er. Batteriet er igen 5000mAh, og min testenhed formåede ikke bare at holde én dag med ret intens brug, men hele to. Da jeg lagde den på den trådløse lader på andendagen var der 11% tilbage, og det var med både 1440p og 120Hz slået til. Rimelig godt klaret. Desuden tillader den nye SoC også en større ultrasonisk fingeraftrykslæser, og den virker bedre end nogensinde før. Nej, helt lige så hurtig som en optisk en af slagsen er den stadig ikke, men den kombinerer forbedret sikkerhed med forøget hastighed, og det er svært at klage over.

Samsung Galaxy S21 Ultra

Så nu er vi ved kameraet, som forbliver den primære grund til at man hopper elegant over standard S21'eren, og sågar S21+, og køber en Ultra-model. Modellen er udstyret med en opdateret 108 megapixel f/1.8 26 millimeter wide med optisk stabilsering denne gang, hele totelefotolinser bestående af en 10 megapixel f/4.9 240 millimeter periskoplinse i 10x zoom og en standard 10 megapixel f/2.4 70 millimeter linse. Til sidst er der så en 12 megapixel f/2.2 13 millimeter 120 grader ultrawide. Ydermere tillader S21 Ultra videooptagelser i henholdsvis 8K/24fps, 4K/30/60fps, 1080p/30/60/240fps eller 720p/960fps. Og selfie-kameraet er desuden 40 megapixel. Og der er også en laser-baseret autofokus sensor denne gang. Nu er vi færdige, pyha.

Ligesom i S21-anmeldelsen må jeg endnu en gang erkende, at selvom en Pixel 5 nok ville kunne fange et bedre hurtigt billede, og derfor passer bedre ind i en travl hverdag, og at en iPhone nok kan optage bedre videoer, så er den bedste "in-between", den bedste smartphone til at klare det hele, det er fortsat Samsung. Farver, lys, dynamisk rækkevidde, skarphed, der er bare et utal af forbedringer hvert eneste år, og selvom jeg ikke selv direkte oplevede de fokusproblemer der var med S20 Ultra, så kan jeg roligt slå fast at takket være laser autofokuslinsen, så går det både stærkt, og er ganske effektivt her.

Derudover giver telefotolinserne lidt mere spil i hele zoom-delen af kameraoplevelsen. Du kan, optisk, zoome ind til 10x, og det giver simpelthen skarpere billeder i flere situationer. Naturligvis har den "Space Zoom", og kan derfor zoome ind til 100x, hvor ny software heldigvis er bedre til at låse dit motiv fast, så rystelser mindskes til et minimum. Det er dog stadig ikke videre brugbart, men takket være de to telefotoer, og den stabile ultrawide, så er det her det mest alsidige sæt kameralinser i nogen smartphone overhovedet. I det hele taget er der masser af softwaretiltag her, såsom forbedret Single Take, Director's View, forbedret Night Mode og meget, meget mere.

Så hvad efterlader det os med? Hvis du forventede en telefon der bær Ultra-navnet fordi den kan lave kaffe, eller beregne din trækprocent, så bliver du nok skuffet. I stedet repræsenterer Ultra det ypperligste Samsung kan præstere, og i brede træk formår de igen at lave den nok mest helstøbte Android-baserede telefon på markedet, overhovedet. Der er nogle få frustrationer her, hvoraf den manglende strømforsyning ikke er en del af dem, men ingen microSD-kortindgang, og at vi fortsat starter på 128GB plads, det så jeg gerne havde været anderledes. Men det ændrer ikke på, at den bedste "ekstradyre" telefon på markedet uden tvivl er S21 Ultra, og at det nu er svært at anbefale nogen anden. Altså udover den almindelige S21. Som du virkelig bør overveje inden.

09 Gamereactor Danmark
9 / 10
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold