Dansk
Gamereactor
gadget-tekster

OnePlus 8

Bedre sent end aldrig - vi har kigget nærmere på OnePlus' lidt mindre ambitiøse nye telefon.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Det har i denne omgang ikke været muligt at indsætte kameraeksempler i anmeldelsen på grund af pludselig barsel.

HQ

Alt taget i betragtning var det faktisk ikke nogen stor udfordring at skrive min anmeldelse af OnePlus 8 Pro. Selvom telefonen uden tvivl er producentens første sande flagskib, så kan man vist ikke rigtig påstå at det ikke var præcis det vi alle havde forventet, og ikke bare det, 8 Pro lægger sig bekvemt i forlængelse af en generel tendens, som har været tydelig at se i årevis. OnePlus har langsomt men sikkert udviklet sig fra at være "flagship killer", til selv at være en af branchens absolutte giganter, og at deres seneste telefon så er den dyreste, der er vel så kun at forvente.

Netop derfor gør det det så en hel del sværere at beskrive, og bedømme, den anden telefon som OnePlus har lanceret side om side med Pro'en, som bare hedder "OnePlus 8", for hvorimod den holder sig til en mere OnePlus-agtig mid-tier pris på omtrent 5000 kroner, som for mange nok er rart at se, så er det samtidig den måske kedeligste opdatering fra generation til generation vi har set fra producenten siden de startede.

OnePlus 8

Ouch, det var lidt af en beskyldning. Lad os kigge nærmere på hvad der egentlig er nyt her, og hvad der ikke er.

Dette er en annonce:

Selve formen, chassiset, er næsten det samme som på 8 Pro, så det betyder aluminiumramme, dog med en lidt lavere kampvægt på 180 gram, nogenlunde samme batteri på 4300mAh i stedet for 4510mAh, samt WarpCharge 30T, der kan lade din telefon op til 50% på cirka 25 minutter. Det er den samme fingeraftrykslæser, samme 3D Corning Gorilla Glass, samme hole-punch i displayet.

Desuden er det faktisk den samme Snapdragon 865-processor, samme Mali GPU, og samme UFS 3.0-harddiskplads, og også de samme muligheder for enten 8GB eller 12GB RAM.

Disse specifikationer giver naturligvis en fantastisk blød, dynamisk og optimeret brugeroplevelse, og at man kan få det til en mindre penge? Ja, what's not to like? Det er faktisk umiddelbart helt fint at OnePlus tilbyder flere muligheder, særligt når nu selv deres mere basale telefon ikke ligefrem slumper på kvaliteten af specifikationerne, men fortsat har hastighed og responsivitet i hovedsædet. Du kan læse anmeldelsen af OnePLus 8 Pro for en mere detaljeret gennemgang af hvad disse specifikationer betyder i daglig brug.

OnePlus 8
Dette er en annonce:

Displayet er dog ikke det samme som i OnePlus 8 Pro, men det betyder ikke at det er nyt. Det 6.55 tommer AMOLED display på 2400x1080 og 90Hz er præcis det samme som i sidste års 7T. Det er dog ikke som sådan en klage. Med en pixeldensitet på 402ppi, HDR10+, og 16 millioner farver, så klager man ikke ligefrem over sådan et display, og selvom vi uden tvivl fortsat foretrækker paneler fra særligt Samsung og Apple, så koster det i hvert fald 2000 kroner ekstra for enten en S20 eller en iPhone 11 Pro, så vi betragter det som en sejr alligevel. Hvad der dog íkke er en sejr er inklusionen af et hole punch. Udskæringen til frontkameraet er både grimt placeret, og unødvendig, når nu OnePlus selv var pionerer på markedet sidste år med det fine pop-up kamera i 7 Pro, som du i øvrigt nu kan få til samme pris som denne 8'er - det er bare stof til eftertanke.
Det betyder dog også at du faktisk får IP68-certificering imod vand og støv, som er en kærkommen tilføjelse til OnePlus, om det så er Pro eller ej. Det er dog kun den ene af de tre centrale opgraderinger du får fra Pro-modellen. Der er ingen trådløs opladning her, og heller ej får OnePlus den flotte Sony IMX 689-kameralinse, der er helten i Pro-modellens nye line-up af linser.

Når nu vi er ved kameraerne, så består OnePlus 8's kameraopsætning af tre af slagsen. Først og fremmest får du den samme primære IMX586-linse på 48 megapixel f/1.75 som sidste år, akkompagneret af en ultra-wide på 16 megapixel f/2.2, og også en makrolinse på 2 megapixel f/2.4. Resultaterne du får ud af disse linser er præcis som forventet, nemlig noget nær identiske sammenlignet med sidste års 7T, men det gør som sådan ikke rigtig noget.

OnePlus 8

Der er faktisk ikke rigtig noget ved resultaterne her, som vores GRTV-chef Dóri fangede på Island, der er direkte ringe. Ligesom 7T sidste år kvalificerer billederne, om de så kommer fra hovedlinsen eller ultra-wide sig til at være "fikse uden at være prangende". Du kan dog få meget, meget bedre resultater ved køb af en Google Pixel 3A, der koster 2000 kroner mindre, men det er et ret unikt tilfælde. Ideen er her, at sammenlignet med nogle af telefonens centrale konkurrenter, såsom en iPhone SE, Samsungs Galaxy A51 eller en Xiaomi Mi Note 10 Pro, så er resultaterne tilforladeligt fine, dog uden samme detaljegrad, kontrast, farvemætning eller dynamiske rækkevidde som IMX-sensoren i 8 Pro tilbyder.

Hvad der dog ikke er hverken fikst eller prangende er den dedikerede makrolinse, som faktisk erstatter en ellers brugbar telefotolinse fra sidste års modeller. 7T Pro inkluderede faktisk en makromekanisme i netop telefotolinsen der tillod mere dedikeret zoom og fokus, men nu er den fjernet helt, og erstattet med en linse der er designet til at tage billeder af ting helt tæt på. Det gør både at den ikke er helt lige så alsidig, eller funktionel, men det værste er at den er på bare 2 megapixel. Ingen fancy opskalering eller AI-baseret algoritme kan redde zoomede billeder på 2 megapixel, og resultaterne er... ja, forventede.

OnePlus 8

Og her til sidst vender vi lige tilbage til beskyldningen fra før, som faktisk kan vendes til en kompliment, alt efter hvad du kigger efter som forbruger. Ja, OnePlus er grundlagt på ideen om at, ved at skære ind til benet, kan du tilbyde banebrydende smartphones til en billigere pris end branchens etablerede giganter. Men de er nu selv blevet en af disse giganter, og den transformation har faktisk været ret yndefuld, idet OnePlus 8 Pro både er billigere end de fleste andre telefoner med samme specifikationer, samtidig med at den presser brandet fremad med afgørende innovationer. Til sammenligning er OnePlus 8 ret kedelig - uhyre funktionel og konkurrencedygtigt prissat, ja, men også ret kedelig.

Men som sagt kan det være et plus. OnePlus 8 er denne generations OnePlus-telefon til alle dem der ønsker at producenten forbliver i den position de startede i, og nøjes med at kigge efter de andre, for så at tilbyde de samme features til en billigere pris. Pro'en derimod er for dem der ønsker at se dem bevæge sig fremad. Vi ved godt hvilken lejr vi hører til i, men måske er det godt at de, lige præcis i denne omgang, giver forbrugeren et valg.

08 Gamereactor Danmark
8 / 10
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

0
OnePlus 8

OnePlus 8

GADGET-TEKST. Skrevet af Magnus Groth-Andersen

Bedre sent end aldrig - vi har kigget nærmere på OnePlus' lidt mindre ambitiøse nye telefon.



Indlæser mere indhold