Dansk
Gamereactor
gadget-tekster

Asus ExpertBook B9

Asus' nye bærbar går efter verdens mødelokaler, men er den lige så god som en ThinkPad?

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

At kalde ultrabook-markedet for stopproppet er efterhånden lidt af en underdrivelse, så overdrevet som det nu engang lyder. Faktisk har det været så proppet de sidste par år, at der er opstået opdelinger ud i diverse underkategorier, der fokuserer mere specifikt på en bestemt slags brug. Gaming-ultrabooks, Creator-ultrabooks, du kan få det hele i slanke chassiser nu, og med USB-C-ladning. Selv verdens kontorchefer, advokater og andre smarte business-folk der skal vigtig business har nu mere at vælge imellem end bare årets ThinkPad-model. Blandt andet HP har her forsøgt sig med deres seneste EliteBook-modeller, såsom den famøse Dragonfly.

Men Asus er det altid værd at holde øje med, for de har det med ikke bare at undergrave konkurrenterne på pris, men også at tilbyde nogle anderledes, innovative løsninger, ligegyldigt hvilket marked de forsøger at torpedere. Så lad os kigge nærmere på deres vision for den moderne, kontororienterede ultrabook - mød Asus ExpertBook B9.

Asus selv siger at B9'eren er verdens letteste 14 tommer forretningsbærbar, og der er faktisk noget om snakken, selv med det større 66Wh batteri taler vi om en samlet kampvægt på under ét kilo, det er mindre end Acer Swift 5's 990 gram, så hvis det der med vægt er det allervigtigste for dig, "look no further". Den lave vægt opnås igennem en kombination af forskellige faktorer. Først og fremmest er hele chassiset udført i magnesium-lithiumlegering, som faktisk er meget stærkere end aluminium. Desuden giver det hele enheden en nærmest nubret overflade, som lyder afskyeligt, men faktisk giver mere struktur, mere taktilitet end din gennemsnitlige plastik- eller alumnimumsbærbar. Desuden har bærbaren fået en eftertragtet MIL-STD 810G-certificering, der siger at den kan modstå op til 30 kilos pres på låget uden at tage skade, og desuden kan den modstå fald, shock og vibrationer, samt temperaturer op til 50 grader. Det er tydeligt at Asus har lagt meget vægt på konstruktionen, og det er nu ikke så ringe, særligt når man skal op imod en ThinkPad.

Asus ExpertBook B9Asus ExpertBook B9Asus ExpertBook B9Asus ExpertBook B9
Dette er en annonce:

Desuden er der brugt en Intel i7-10510U-processor, som godt nok er en af de nu ældre 14nm-modeller, og ikke 10nm Ice Lake, men den kræver heller ikke nogen heftig køleløsning, deraf den lavere vægt. Der er dog ikke som sådan sparet på noget her, og sammen med en quad-core i7 får du 16GB LPDDR3 2133MHz RAM i dual-channel, hele to gange 1TB PCIe M.2 SSD, samt et glimrende udvalg af porte. Faktisk får du en USB-A 3.1, to USB-C med Thunderbolt 3 og HDMI, langt, langt bedre end eksempelvis en MacBook Air.

Desuden benytter ExpertBook B9 sig af samme trick som så mange andre Asus-modeller, for når du åbner den, så hæves tastaturet en kende, så maskinen kan trække yderligere luft ind fra bunden af chassiset. Det betyder desuden også at du har en mere komfortabel skriveposition, noget som vi fortsat sætter pris på. Når ja, den kan desuden også foldes helt plant ud, som en ThinkPad, og selvom det er en form for funktionalitet vi ikke som sådan bruger, så har vi hørt at det er afgørende for de der business-folk, der går rundt og laver business.

Det vigtige for den gængse bruger, forretningsorienteret eller ej, er at maskinen præsterer som forventet med de ganske fine specifikationer. Eksempelvis formåede testenheden at få en CineBench R15 single-core CPU-score på 145 point, som godt nok er under gennemsnittet for den chip, men den slår MSI's Prestige 14 og Acer Swift 7, og ExpertBook er mere robust, bedre bygget og lettere end begge af de to. Ikke dårligt. Ligeledes lå den over begge i PCMark 10 og Blender. I eksempelvis 3DMark 11 er det umuligt at ignorere den integrerede grafik, Intel UHD Graphics 620, men igen, på grund af en smart køleløsning klarede den nogenlunde samme score som den tilsvarende ThinkPad - der er tungere.

Asus ExpertBook B9
Dette er en annonce:

De gode nyheder stopper ikke engang der. Ulig andre bærbarer i samme kategori føles tastaturet ganske glimrende, med masser af taktil feedback, og nok modstand i hver tast til at det ikke føles blødt. Desuden, den mindre størrelse til trods, byder den faktisk på et ret bredt trackpad, der føles fantastisk. Netop her viser Asus at de har hørt den feedback forbrugere har forsøgt at give Lenovo i årevis.

Når nu vi er ved feedback Lenovo skulle have taget til sig, så er der her tale om en 14 tommer maskine, og det opnås ved simpelthen stort set at eliminere skærmkanten, og særligt de store "hager", der fortsat spøger rundt omkring i branchen (vi kigger på jer Razer og Lenovo). Ja, ulig en ThinkPad hæver tastaturet sig på ExpertBook B9 i en sådan grad, at der stort set ingen kant er, og de har sågar stadig fået plads til et kamera foran med Windows Hello-ansigtsgenkendelse. Asus' bredere skærmforhold er fortsat et kæmpe plus, og noget vi foretrækker sammenlignet med andre, tilsvarende modeller.

Skærmforholdet, og den manglende kant, er begge store positiver, men selve panelets kvalitet er nok et af de mere skuffende aspekter ved en maskine, der alligevel vil stå dig i hvert fald 9000 kroner. Selve panelet er fra Optronics, og er et LED-bagbelyst mat IPS med anti-glare. Godt nok dækker det 100% sRGB, men sidder kun på mellem 230 og 250 NITS generelt, og det er med lysstyrken smækket helt op. Det kan gøre det lidt svært arbejde på, særligt udendøre, og selvom vi ikke umiddelbart lagde mærke til fejl i farvegengivelsen eller i kontrast, så må dette være en arbejdsbærbar, og ikke en der er som skabt til at streame, eller bare at se video på. Der må vi henvise til ZenBook-linjen.

Men samlet set, så er det her et ret vildt alternativ til særligt en Lenovo ThinkPad X1 Carbon, der starter på 11.000 kroner, og som byder på en 8. Generations i5 CPU, og en fjerdel af SSD-pladsen. Asus har endnu en gang formået ryste posen en smule, og giver os her en altmuligmand af en bærbar, der måske ikke passer til alle, men som tilbyder masser af værdi til dem der leder efter præcis sådan en slags ultrabook.

09 Gamereactor Danmark
9 / 10
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold