Huawei P40 Pro

Selvom det naturligvis er skelsættende at en stor flagskibstelefon i 2020 ankommer helt uden tjenester fra Google, som vist eksponerer hvor meget af vores data vi har placeret hos den amerikanske tech-gigant, så tænker vi nu alligevel at undlade at tage det ind i vores samlede anmeldelse af Huaweis ambitiøse P40 Pro. Vi bliver nødt til at gå ud fra at du i forvejen har gjort dig bekendt med deres økosystem, og kender de unikke muligheder og begrænsninger associeret med at benytte dig af AppGallery. Den her anmeldelse handler derfor primært om telefonen, dog med få betragtninger om softwaren til sidst - så nu ved du det.

Det er dog ikke mærkeligt at det er det første sted ens tanker søger hen, i det man kaster tankerne på den kinesiske tech-gigant, for det har stort set været den historie der har domineret overskrifterne mest i branchen det seneste års tid. Men netop af den grund er det værd at tage et nærmere kig på P40 Pro, deres seneste flagskib, for så bliver man mindet om, at ligegyldig hvilke internationale handelsdisputser virksomheden er en del af, så ved de stadig hvordan man laver hardware.

Og hardwaren, ligesom med Samsung Galaxy S20 Ultra, er der hvor Huawei har fokuseret. Bare det at samle telefonen op og holde den i hånden er en begivenhed i sig selv, og det er ganske tydeligt fra første sekund at Huawei har brugt tid på at kæle for detaljerne. Selve aluminiumsrammen er tynd for at akkommodere det ambitiøse display, og omme bag på finder du mat glas (dog ikke på testmodellen, der havde glossy glas, desværre). Selv volumenknappen og låseknappen føles ekstra responsive at bruge. Samtidig med det får vi IP68-certificering og et batteri på 4200mAh - mere om det senere. Pointen er at Huaweis nye telefon føles godt i hånden, og det er nu alligevel det vigtigste. Under skærmen finder du også en lidt større fingeraftrykslæser, der godt nok ikke er lige så fancy som Samsungs, men er en del hurtigere og mere pålidelig faktisk. De optiske sensorer er stadig bare hurtigere.

Et af de områder hvor Huawei har gjort store fremskridt siden sidste års P30 Pro er i displayet, der denne gang er et 6.58 tommer AMOLED i 1200x2640 pixels med en samlet densitet på omkring 441ppi, der naturligvis også understøtter HDR10 igennem 10-bit farver og sidst men ikke mindst - 90Hz. Den højere billedhastighed kan desuden slås til imens du fortsat nyder godt af den mellemhøje opløsning. Først og fremmest er det afgørende at slå fast, at displayet i sig selv er ganske glimrende med solid DCI-P3-farvedækning, solide betragtningsvinkler og smuk kontrast, der gør denne til en oplagt enhed at se indhold på, og takket være en gennemsnitlig lysstyrke på cirka 450 NITS, så fungerer den også glimrende udenfor. Samtidig føles 90Hz som en markant anderledes brugsoplevelse end 60Hz, og ærlig talt, efter at have brugt en S20 Ultra kort forinden, så er hoppet nedad fra 120Hz til 90Hz knapt så bemærkelseværdigt. Der er dog to ting vi lige bliver nødt til at gå yderligere i dybden med her. Først og fremmest er der det pilleformede "hole-punch"-selfiekamera i det øvre venstre hjørne, og vi bliver simpelthen nødt til at sige, at det her virkelig ødelægger den samlede æstetiske kvalitet af hvad der ellers er en solid brugsoplevelse. Ikke bare flytter "pillen" information der traditionelt set sidder i venstre hjørne, ind i midten, det kalder bare på ens opmærksomhed konstant, og i den uge vi har testet enheden, der holder det ikke op med at være... ja, næsten irriterende. Det er mest af alt irriterende, fordi andre producenter allerede har bevist, at man kan kreere den nødvendige bokeh-effekt uden en 3D TOF-sensor, som er den der gør hullet pilleformet, snarere end rundt som på en S20. Huawei, med deres hang til smukt design, burde have vidst bedre - hov, de vidste faktisk bedre sidste år, da de udgav P30 Pro med et meget lille selfie-kamera.

Samtidig holder Huawei fast i ideen om "vandfaldsskærmen", der betyder at displayglasset slutter udover enhedens fysiske ramme og ud på siden. Det er tydeligt at meget energi er blevet brugt på at gøre designet slående, og slående, det må man sige det er. Om det så er direkte funktionelt hersker der måske mere tvivl om, og selv Huaweis egen brugerflade kæmper nogle gange med det komplet kantløse skærmdesign, i det ikoner eksempelvis lige får bidt et hjørne af sig. Når det så er sagt, så oplevede vi faktisk næsten ingen tilfældige skærmtryk, og det gør det at se eksempelvis Netflix til en lidt anden oplevelse, i det skærmen vitterligt er uden kant - overhovedet. Det er vist ikke alle der er lige vilde med vandfaldet, men vi fandt det nu ganske moderne at se på, så længe der ikke er nogen tilfældige fingerregistreringer på siden, og det har Huawei tilsyneladende styr på. Desuden betyder dette designvalg også, at der ikke er nogen højtaler i toppen til telefonopkald, der i stedet genereres via vibrationer i skærmen. Det gjorde ikke telefonopkald værre, men betyder dog at telefonen ikke har nogen stereoeffekt, noget som vi har manglet lidt.

Indvendig finder vi først og fremmest en ottekernede Kirin 990 5G-chip, som ankom sammen med sidste års Mate 30 Pro, og den får selskab af 8GB RAM og 256GB plads, som kan udvides, men det kan udelukkende ske via et af Huaweis egne NanoMemory-kort. I en række benchmarking-resultater (eller dem der var tilgængelige) formåede Kirin-chippen at score ganske højt, men takket være en lidt ældre GPU-enhed så vi dog få fald i billedhastigheden, så der er noget Huawei kan opgradere i fremtidens chipsets. Samlet set formåede Kirin-chippen dog at forblive kølig, selv igennem benchmarking og gaming, og lad ingen fortælle dig at 8GB RAM er for lidt til moderne applikationer - det er mere end rigeligt. Samtidig med det formåede vores P40 Pro at holde adskillige dage på én opladning, og det er altså med blandet brug, som også involverer gaming og streaming. Samlet set klemte vi 2,5 dage ud af én opladning, og vi var efterfølgende uhyre imponerede over at det bare tog omtrent 30 minutter for telefonen at ramme 80% batteri via 40 watt-laderen.

Huawei P40 Pros Kirin 990-chip tilbyder også 5G, eller, det vil sige dele af 5G. Chippen er konstrueret til at drage nytte af den mere pålidelige men langsommere sub-6GHz 5G-båndbredde, altså ikke mmWave, men helt ærlig er selv halvhjertet 5G-dækning år fra rigtig at gøre en forskel i folks liv, så selvom vi forstår producenternes behov for at presse citronen, og skubbe til den teknologiske udvikling, så går der lang tid før det vil gøre en reel forskel for dig.

Så til trods for en ærlig talt ærgerlig selfiekamera-placering, så lader det til at Huawei har formået at kreere endnu et spændende stykke hardware. Og det er før vi har kigget nærmere på telefonens kameralinser. Sidste år roste vi P30 Pro for at byde på en af de mest innovative kameraopsætninger vi havde set, og P40 Pro bygger egentlig bare videre på det her bundsolide fundament. Hovedlinsen er 50 megapixel på f/1.9, og derudover er der en ultra-wide på 40 megapixel f/1.9, samt en periskoplinse på 12 megapixel f/3.4 med 5x optisk zoom. Til sidst er der endnu en 3D TOF-linse til dybdeaflæsning. Billeder taget med hovedlinsen benytter sig, ligesom konkurrenterne, af pixelbinning, som betyder at billederne taget med linsen er 12 megapixel, da fire pixels kombineres til én. Ideen er at ved at benytte denne teknik, så kan detaljerne bibeholdes idet man fysisk zoomer ind på en bestemt del af motivet. For at sige det mildt, så virker det, og vi fik nogle ganske skarpe resultater ud af alle tre linser. Det er tydeligt at se at Huawei har arbejdet videre med deres software, og tilbyder, ligesom sidste år, overbevisende bokeh-effekter via periskoplinsen, fine detaljer ved brug af Night Mode om natten, og særligt imponerende ultra-wide-billeder. Du undværer 8K-optagelse, og vi oplevede også en lettere rysten, altså mangel på stabilisering ved kameraoptagelser, men det tænker vi rettes med en softwareopdatering.

Har du endnu ikke stiftet bekendtskab med Huaweis EMUI-software, så kræver det tilvænning, og det er nok særligt fordi vi efterhånden er blevet ret vant til at sætte vores lid til Googles tjenester, og at have adgang til deres udvalg af applikationer. Da vi først pakkede telefonen ud søgte vi efter Sonos, Mobile Pay, Telmore Musik og Netflix - applikationer der ikke kan anses som værende dybt nødvendige, men fortsat ikke er tilgængelige via Huaweis AppGallery. Huawei selv slår fast at de har et hold på snart 10 ansatte bare i Danmark alene, der arbejder på at få lokale applikationer med, og der er vist ingen tvivl om at Huawei har dedikeret masser af ressourcer på at skabe et gedigent alternativ til Google Play Store, og deres tjenester generelt, men der er altså ofringer associeret med at være first mover. Vi mener dog ikke at det er så grundlæggende vi direkte vil anbefale imod at kigge nærmere på eksempelvis P40 Pro, for som OS er EMUI kommet meget langt, og fremstår i dag præcis lige så robust som eksempelvis Samsungs One UI.

Vigtigst af alt dog, så har Huawei styr på hardwaren - det er ret tydeligt når man kaster blikket på den P40 Pro, der godt nok eksisterer i forlængelse af sidste års P30 Pro, men alligevel fremstår moderne, lækker og luksuriøs. Takket være en afsindig imponerende batterilevetid, et flot display og solid teknisk præstation, så er det relativt let at tilgive en lettere sløv GPU samt en irriterende placering af selfie-kameraet, der dog tager ganske flotte billeder med solid bokeh-effekt, netop på grund af 3D TOF-sensoren. Huawei spiller på deres styrker her, og resultatet er en imponerende smartphone, der sågar er relativt konkurrencedygtig med en pris lig Samsung Galaxy S20 Plus. Det kræver tilvænning på software-siden, men det er nu svært ikke at anse Huawei som en af branchens allerstørste spillere, mangel på Google-tjenester til trods.