Vi har vist skrevet det før, og vi skriver det gerne igen. Det er ikke ligefrem nogen smal sag at vide som forbruger hvilken producent du bør gå til, hvis du er på markedet efter hvad PR-folk refererer til som "truly wireless earbuds". Efter Apple udgav deres AirPods for nogle år tilbage er markedet mildest talt eksploderet, og hurtigt er forbrugerne blev ganske vilde med ideen om den lille æske med de små trådløse in-ears i. Naturligt var der derfor kun at stort set alle kastede sig frådende over dette nye segment på markedet, og vi har derfor set nogle producenter have mere succes end andre.
Faktisk har de fleste vi har anmeldt her på Gamereactor været ganske fornuftige, og gik du ud i dag og købte et sæt Jabra Elite 65T, et sæt Trust Duet XP eller sågar Samsungs Galaxy Buds, så ville det uden tvivl være ganske tilstrækkeligt. Dog har det umiddelbart været svært at finde ét produkt der har kunne samle alt det du ønsker fra et sæt "truly wireless earbuds" (ja, fra nu kalder vi dem bare trådløse in-ears).
Men det ændrer sig nu, for vi har brugt det sidste stykke tid på at teste danske Libratones nye TrackAir+, og vil er mildest talt blevet blæst bagover. Her har du endelig det sæt trådløse in-ears der kan alt, hvor der både er kælet for brugeroplevelsen, samtidig med at lyd- og byggekvaliteten er i højsædet.
Men lad os lige forklare hvorfor. Først og fremmest er TrackAir+ utroligt smukke. Selve æsken er ganske subtil i enten sort eller hvid med det ganske smukke Libratone-logo foran på. Den lader med USB-C, og tak for det, og kan i øvrigt også lade trådløst op med Qi-standard, så lige meget hvilken slags trådløs lader du ejer, så virker det. Svage magneter holder æsken lukket så det ikke bliver besværligt, og stærkere magneter holder hver enhed nede i selve æsken. Så er der desuden en lille LED-lampe der indikerer batterilevetiden, som i øvrigt er seks timer per opladning, hvor der så er tre yderligere opladninger.
Og når vi nu snakker om de fysiske dimensioner, så vejer hver enkelt enhed bare 5.6 gram, og dertil kommer IPX4-certificering, der betyder at de kan håndtere både regn og sved.
Så langt så godt, men hvad med pålidelighed og funktionalitet? Først vil vi gerne lige slå et slag for selve udformningen af de fysiske "buds". Alt for ofte er det sådan at man enten sidder med et sæt Apple AirPods, der har alt for lang stilk, som nærmest ligner et smykke mere end et stykke forbrugerelektronik. Ovre i den anden boldgade er eksempelvis Trust Duet XP, der bare er små kugler der helt forsvinder inde i øregangen. Libratone går den gyldne mellemvej med trådløse in-ears der er tydelige for andre på gader og stræder at se, men uden at de bliver distraherende. Det tillader desuden bedre samtalekvalitet, som i øvrigt har været glimrende under hele testperioden.
Det flade areal på hver af enhederne tillader desuden at brugere kan tilpasse double tap-funktionen. I stedet for at give dig alle mulige måder at kontrollere musik og medieafspilning, så har Libratone valgt en mere strømlinet løsning. Ved et let dobbelt tap på enhedens side kan man enten skifte sang, pause musikken eller igangsætte en valgfri stemmeassistent - det er alt sammen op til brugeren, og det virker upåklageligt.
Og nu hvor vi er ved applikationen. Det er simpelthen en af de bedste der er på markedet, uden tvivl. Selve opsætningen er gnidningsfri, og her kan du eksempelvis selv skrue op og ned for støjreduktionen fra 0 til 30, vælge en preset-profil, eksempelvis ekstra bas eller diskant, eller slå "Ambient Mode" til, der lader lyde udefra komme ind i dit lydbillede i stedet for, som kan være smart i enkelte situationer. Det er mildest talt en fantastisk app.
Desuden fungerer selve lydopsætningen anderledes end på andre trådløse in-ears. I stedet for at telfonen opretter individuel forbindelse til hver af de to enheder, så er der her tale om et master/slave-forhold, som betyder at den primære forbindelse går igennem den ene af de to enheder, som så får den anden til at følge trop. Gammeldags? Måske, men hvorimod at tilfældige dropouts nærmest er kutyme med stort set alle andre produkter i denne kategori vi har testet, så har vi ikke oplevet en eneste gang i forbindelse med testen af TrackAir+ at noget gik i vasken. Ikke bare har forbindelsen været knivskarp, den har aldrig kikset en opstart.
Men hvad betyder alt det hvis ikke de lyder godt. Men det gør de, rigtig godt også. Libratone har igennem udviklingen af Zipp-højtalerne virkelig formået at kreere spændende lydlandskaber, og det fortsætter her. Særligt ved at skrue helt op for støjreduktionen lægger du mærke til hvor fyldig bassen er, og detaljeret og skarp mellemtonen kan blive. Man får desuden en række forskellige gummihætter med, så man kan vælge lige præcis den der kan lukke øregangen til uden at det bliver ubehageligt, og det resulterede i en mildest talt imponerende lydoplevelse. Vi vil faktisk gå så langt som til at sige at de lyder fyldigere end et sæt Beoplay E8 2.0, som her på Gamereactor var den kronede konge af de trådløse in-ears.
Så summa summarum - Libratone har leveret markedets bedste trådløse in-ears med fantastisk software, smuk hardware og en perfekt balance imellem strømlinet brugeroplevelse og avanceret hifi-nørderi. De koster godt nok 1499, men de er hver en krone værd.