Dansk
Gamereactor
gadget-tekster

Test: ASUS ENGTX260

Det kan efterhånden være svært at følge med i udviklingen indenfor grafikkort. Der går knap et par måneder uden at én af de to store konkurrenter nVidia eller ATI kommer med en ny chip, som lover guld og grønne skove. I takt med at de bliver mere og mere kraftige, kræver de også mere og mere plads i kabinettet og de kræver også mere strøm. Så nu kan man ikke længere nøjes med at kigge på om man har den rette slot til det nye grafik-kort, men man skal også sikre sig at man har pladsen i kabinettet, samt at strømforsyningen rent faktisk kan levere strøm til det nye vidunder. Vi sikrede os at ASUS's nye grafikkort, ENGTX260, passede ind i vores kabinet og satte det på et par prøver for at kunne giver vores vurdering i denne anmeldelse.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

ASUS ENGTX260 er et PCI Express grafikkort der er bygget med GTX 260 chippen. Det er en ret kraftig GPU, som leverer temmelig god ydelse. Fra produkt-specificationen kan nævnes: 576 MHz Engine Clock, 896MB DDR3 hukommelse (999 MHz), max opløsning på 2560x1600, DVI ouput, HDTV Output, D-Sub Output og HDCP support. Så det er altså et grafikkort der bør kunne præstere noget. En antagelse der bliver understøttet så snart det er pakket ud af æsken; For det er et ret stort og tungt grafikkort, som kræver pladsen fra to slots i kabinettet for at kunne være der. Det er selvfølgelig kølingen der fylder. Kortet virker solidt og er fuldstændig indkapslet, så man kan ikke se hvordan selve kølingen fungerer, bortset fra at det tydeligvis involverer en stor fane, som fylder den ene ende af kortet. Bagsiden af grafikkortet er domineret af en kølerist, hvor størstedelen af varmen tydeligvis ledes ud. Der er en mindre rist i enden af kortet, lige over de to udgange. To udgange på kortet betyder at det kan køre med Dual Screen setup, men det fik vi dog ikke testet i denne omgang. Strømstik er der også to af. Det kræver to ledige 6-pin strøm stik at kunne fodre NTX260 med strøm. Der er også en SLI Bridge på kortet, så man kan installere to af disse kort i samme maskine, hvis man ellers har pladsen og strømmen til det.

HQ

Når så grafikkortet er spændt forsvarligt i kabinettet kan den egentlige test begynde. Hvad kan kortet så præstere? Jeg har ikke som fokus at få kortet til at yde maksimalt, men vil kigge på hvad en ganske almindelig bruger /gamer kan få ud af kortet. Test maskinen er ikke ligefrem ny længere, så den vil nok også sætte lidt begrænsninger op for hvad grafikkortet får lov at præstere. Så jeg vil ikke bombardere jer med målinger og tal, men primært fortælle om min subjektive opfattelse af kortets ydelse uden de store forkromede målinger til at bakke mig op. Dem findes der masser af på nettet, hvis man er interesseret i dem.

Det første der slog mig, da jeg gik i gang med at få afprøvet kortet var, hvor stille kortet egentlig er. Efter at have installeret den store kasse, som tydeligvis var fyldt op med køling, forventede jeg et kort der kunne høres. De to strømstik der er nødvendige for at holde liv i kortet forstærkede blot denne forventning. Men det var faktisk slet ikke tilfældet. I starten 'gasser' fanen lige op, men ellers hørte jeg den overhovedet ikke, uanset hvor meget jeg pressede kortet. Eneste tidspunkt jeg begyndte at kunne høre kølingen sætte ind, var efter et par timers intens spillen GTA IV (som virkelig kan presse grafikkort og CPU i enhver PC), men selv i det tilfælde var støjen langt mindre end jeg forventede og slet ikke generende. Støj har altid været et problem for mig og jeg har ofte sprunget de højest ydende kort over simpelthen for at slippe for den medfølgende støj, så at GTX260 var så stille var en meget behagelig overraskelse for mig.

Det første jeg gik i gang med, var at spille. Jeg brugte et antal forskellige spil for at teste både nye og lidt ældre titler. Performance i spil er bestemt imponerende for NTX260 kortet. Selv i de høje opløsninger var præstationen i top og uden slowdowns eller hakken. Jeg spillede f.eks. Bioshock i 1600x1200 opløsning med højeste detalje-niveau (masser af skygger og lyseffekter i det spil) og det klarede grafikkortet helt fint. I de allerhøjeste opløsninger kunne jeg godt se en nedgang i Frames Per Second, når Anti Aliasing var slået til, men det er et mindre problem. For jo højere opløsning man kører med, jo mindre har man brug for AA for at det skal se godt ud. Jeg fik også afprøvet DX10, hvilket jeg ikke har prøvet før. Lord of the Rings Online er et af de få spil der understøtter DX10 i øjeblikket, så det skulle selvfølgelig afprøves. Den absolut største forskel på DX10 og DX9 i dette spil er skyggerne. De er meget detaljerede og dynamiske med DX10. Står man under et træ, så kan man se skyggerne fra hver enkelt blad på jorden og de følger træets svajning helt naturligt. Det ser utrolig godt ud og gør at det hele virker mere realistisk og levende. NTX260 kortet havde absolut ingen performance problemer i forhold til DX10. Det kørte lige så hurtigt som DX9, selv om det altså var noget mere detaljeret at kigge på. Jeg har ikke selv nogle andre nVidia kort at måle op mod, men I skal ikke helt snydes for lidt tal. GTX280 er nVidia's top chip i øjeblikket og en 3Dmark måling fra OC3D viser at GTX260 chippen er meget tæt på at kunne konkurre med den i ren ydelse. ENGTX260 testen endte med en måling på 17480 mens ENGTX280 endte på 18636. Altså et lille forspring til ENGTX280 som man nok næppe vil lægge mærke, hvis man ikke lige har et program som 3DMARK der kan måle de små forskelle.

Jeg fik også set video ved hjælp af ENGTX260 kortet og det bød ikke på de store overraskelser. Kortet bruger nemlig den samme decoder som nVidia's Geforce 9 serie af grafikkort og den er ikke at kimse af. Man kan godt forstå at nVidia har holdt ved det, for det er bare godt og hvorfor ændre noget der virker godt? Billederne står klart og tydeligt hele tiden og selv da jeg satte den til en 32" tommer fjernsyns fladskærm var der ingen slinger i valsen. Det kan sagtens erstatte en god dvd-afspiller eller være midtpunktet i et hjemmebiograf løsning med filmene lagt på harddisk. Jeg prøvede forskellige typer af film og på intet tidspunkt faldt dette kort igennem. Uanset om det var en actionfyldt film med masser af hurtige scener eller et storslået drama med flotte naturbilleder, så tog NTX260 sig kærligt af det.

Dette er en annonce:

Jeg er imponeret af ASUS NTX260. Det præsterer rigtig godt både i spil og video-afspilning og man får et topklasse grafikkort, hvis man investerer i det. Men der hvor kortet imponerer mig mest er med dets støjniveau. Hvis man altså kan kalde det det. Det burde måske hedde dets stille-niveau i stedet for. Jeg har ikke siden jeg investerede i et grafikkort med passiv køling oplevet så stille et grafikkort som ASUS NTX260. Når man tager i betragtning hvad det præsterer, så er det mildest talt imponerende. Andre grafik-kort der præsterer det samme, puster, stønner og sveder, men for NTX260 virker det blot som en lille rask gåtur i parken, som ikke giver anledning til sved på panden. Hvordan ASUS har præsteret så stille en køling er mig en gåde, men ASUS skal have stor ros for det. ASUS nævner slet ikke at kortet er stille, når de skal oplyse om kortets fortræffeligheder på kassen, hvilket godt kan undre mig. Men de er måske bange for at skræmme folk væk hvis de nævner det, da høj ydelse indtil nu altid har været lig med støj og måske vil ordet 'Silent' få folk til at tro at der er tale om et kort der ikke giver god ydelse. Det kan jeg så roligt tilbagevise. Med ASUS NTX260 får man et top grafikkort der virkelig yder noget og leverer flot og detaljeret grafik uden den mindste støj. Man kan godt få kort der præsterer lidt mere, men ikke til samme pris og ikke uden at få støj med. Dette kort kan anbefales til alle PC brugere og er i mine øjne det grafikkort, hvor man lige pt. får mest for sine penge. Absolut en investering værd.

ASUS ENGTX260
09 Gamereactor Danmark
9 / 10
+
Ingen støj, høj ydelse
-
kræver masser af plads og strøm
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

9
Test: ASUS ENGTX260

Test: ASUS ENGTX260

GADGET-TEKST. Skrevet af Frank Fristed Pedersen

Vil man have en hurtigere computer, kan man vælge at udskifte grafikkortet. Frank har kigget på et nyt af slagsen.



Indlæser mere indhold