Dansk
Gamereactor
gadget-tekster

Motorola Edge30 Pro

Motorola har længe haft bukserne på, når det gælder konkurrencedygtige Androids. Og her er deres hidtil bedste.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Motorola har faktisk i overraskende lang tid haft bukserne på, når det gælder design og fremstilling af simpel men velkonstrueret design og fremstilling af bundsolide Android-telefoner. Deres prioritering har været klokkeklar fra start, og selvom at deres line-up har det med at blive en kende for mangfoldigt som året går, så er der altid en eller to Motorola-telefoner der kan anbefales til stort set alle androider.

Sidste år var det Edge20, en slank, veldesignet, lynhurtig telefon med næsten stock Android, og hvor de enkelte software-mæssige tilføjelser vitterligt forbedrer brugsoplevelsen. Det er sjovt at vi så ofte vender snuden mod OnePlus, når vi vil have en Android uden bloatware, og hvor der er fokus på den konkrete oplevelse det er at bruge en smartphone, når nu et langt mere fokuseret produkt stirrer en lige ind i fjæset. Hallo, smartfyr, det er Motorola der laver "flagship killers".

Og så til Edge30 Pro. Først og fremmest, et skuffende førstehåndsindtryk, eftersom at denne nyere model har tabt det industrielle, firkantede, ja nærmest skarpe design fra Edge20, og i stedet får vi et udseende der ligner enhver kinesisk smartphone fra Xiaomi, fra OnePlus, fra Oppo. Jo, vi får Gorilla Glass Victus foran, frostbehandlet glas bagpå, IP68-certificering, stereohøjtalere, WIFI6E, Bluetooth 5.2, 68 watt opladning, trådløs opladning (endelig) og sågar en S-Pen agtig stylus. Der er skruet helt, helt op for ambitionsniveauet, selvom at den nu ser ret kedelig ud.

Motorola Edge30 Pro
Dette er en annonce:

Ja, for det her er en flagship killer, og med det mener jeg naturligvis, at du, til en lavere pris, får alt det som Samsung tilbyder i langt dyrere telefoner, minus nogle få essentielle kompromisser. Udover alle de ovenstående små fordele, så snakker vi her Snapdragon 8 Gen 1, enten 128 eller 256GB UFS 3.1-plads, 8-12GB RAM og et batteri på 4800mAh, som i øvrigt holder små to dage.

Og selve skærmen er sågar, for nogle om ikke andet, bedre, end hvad langt dyrere konkurrenter tilbyder. OLED, 144Hz, 240Hz touch-sample rate, HDR10+, som let kan ramme 700-800 NITS (som dog er langt under Samsungs 1750 NITS peak for S22 Ultra). Det er en gudeskøn skærm at bruge til alt lige fra Netflix til Genshin Impact, og hele softwaren afvikles på silkeblød vis på en måde du simpelthen ikke rigtig kan få andetsteds.

Den software er i øvrigt stadig nærmest klinisk renset for uønskede applikationer og indstillinger. Det du er efterladt med er Motorolas klassiske gestusser, der eksempelvis gør at du kan dreje den sidelæns i hånden for at tænde kameraet, eller at "hakke" med hånden for at tænde lommelygten. Du får også MotoDisplay, der lader dig interagere med dine notifikationer fra låseskærmen via en ret responsiv brugerfladen, som jeg ville ønske at andre producenter ville kopiere. Udover det? Ja, så er det her Android, og nu hvor OxygenOS tilsyneladende er ved at blive til ColorOS, og at Google endnu lodret nægter at lancere Pixel-telefoner herhjemme, så er Motorola et klokkeklart bud for alle dem der ønsker deres Android-oplevelse fri fra mellemmænd.

Motorola Edge30 Pro
Dette er en annonce:

Så hvor er de her kompromisser så henne? Jo, de er her skam, og man kan primært finde dem omme bag på i kamerahuset. Ser du, sidste års Edge20 Pro havde et gedigent fokus på kameraet som værende den "Pro" feature, som kunne overbevise forvirrede forbrugere. 108 megapixel hovedsensor, 16 megapixel 119 grader ultra-wide, og sidst men virkelig ikke mindst en periskop telefotolinse med 5x optisk zoom. Se det er konkurrencedygtigt, og selvom at billederne selv ikke på den måde kunne stå overfor for eksempelvis Samsung S21 Ultra, så var der ingen tvivl om ambitionsniveauet.

Problemet er sådan set bare, at alt det her er væk. Ingen 108 megapixel, ingen 119 grader ultra-wide, og slet ingen periskop telefoto overhovedet. I stedet er der tale om en 50 megapixel f/1.9 wide med optisk stabilisering, og en 50 megapixel 114 grader ultra-wide. Den tredje linse bagpå er i princippet "bare" en 2 megapixel dybdesensor, der hjælper hovedlinsen med at afstandsbedømme og skabe "bokeh" på portrætter. Selvom at Motorola-folkene til pressemødet bortforklarede ved at sige at de "foretrækker" billederne fra den nye 50 megapixelsensor, og at det naturligvis i en stor grad handler om "computational photography" i disse tider, så er der ingen vej uden om. Du har ingen telefotolinse, der er ingen optisk zoom, og selv med pixel-binning taget i betragtning er der ikke nær lige så meget detalje at komme efter, og der er heller ej lige så mange muligheder når du tager billeder. Det er tydeligt at Motorola har gjort det her for at spare, så de kan sætte yderligere ind på en bedre SoC, og et bredere sæt features. Apropos OnePlus var det sådan de opererede i mange år.

Motorola Edge30 Pro

Så gør det egentlig noget? Tja, det kommer an på dit specifikke use case. For mit vedkommende? Nej, ikke rigtig. Jo, linsen er rimelig skidt under ringe lysforhold, og selvom at der ikke er samme forsinkelse som på 108'eren sidste år, så er det et demonstrativt ringere kamera på alle måder - men det gjorde mig bare ikke alt for meget. Billederne er, af mangel på et mere deskriptivt begreb, helt fine. Du får tilfredsstillende portrætter, acceptable landskaber med ultra-wide og kan på effektiv vis dokumentere din dagligdag. Den nye 60 megapixel selfie-sensor foran er desuden ret solid til Zoom-kald og Google Duo.

Og så er der det med prisen, for Edge30 Pro er virkelig et flagskib. Et flagskib med et ringere kamera, ja, men et flagskib alligevel. Snapdragon 8 Gen 1, UFS 3.1-plads, 8GB RAM, IP-certificering, OLED 144Hz-panel, 68 watt opladning, WIFI6E og Bluetooth 5.2 og en stabil softwareplatform, det er her alt sammen. Alt det for 5990 danske kroner. Det er over 1000 kroner mindre end en iPhone 13, over 1000 kroner mindre end en standard Samsung Galaxy S22, bare 500 kroner mindre end ProShops pris for en almindelig OnePlus 9 fra sidste år. Det er samme pris som en Galaxy S21 FE. 300 kroner mindre end en importeret standard Pixel 6.

Se det er konkurrencedygtigt, det er flagship killer, det roder lidt op i markedsstrukturen.

09 Gamereactor Danmark
9 / 10
+
Solide specs, fantastisk skærm, masser af features, MotoDisplay, konkurrencedygtig pris.
-
Ærgerlig nedgradering af kameraet samlet set, lettere anonymt design.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

0
Motorola Edge30 Pro

Motorola Edge30 Pro

GADGET-TEKST. Skrevet af Magnus Groth-Andersen

Motorola har længe haft bukserne på, når det gælder konkurrencedygtige Androids. Og her er deres hidtil bedste.



Indlæser mere indhold