Dansk
Gamereactor
gadget-tekster

Fairphone 4

Fairphone bygger bæredygtige smartphones, men det er lidt mere end det.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Det er meget svært at argumentere imod, at hele smartphone-branchen, og forbrugerelektronikmarkedet generelt, ikke er et noget synderligt miljøvenligt foretagende. Her peger vi hverken fingre specifikt af udbydere og producenter, eller af forbrugere, men faktum er, at lige meget hvor højt man prioriterer at nedsætte verdens samlede CO2-fodaftryk, så bør vi alle være mere passionerede omkring langtidsholdbar produktion af elektronik, der ikke forspilder ressourcer, energi eller arbejdskraft, i en tid for mennesket der bør defineres af mindre ansvarsfralæggelse og mere forsvarlig behandling af vor klode.

HQ

Smartphones er særligt skadelige her, men hvorfor? Jo, fordi vi efterhånden allesammen bare har accepteret deres lukkede økosystemer som værende en etableret norm. Vi kiggede allesammen den anden vej, imens producenter som Apple (særlig Apple) og Samsung lukkede deres enheder til, og gjorde det sværere at servicere og reparere dem. Ikke bare det, vi overbeviste os selv og hinanden om at hvis bare materialerne føles dyre, og lækre, så er det som sådan lige meget hvor de kommer fra, eller hvordan en iPhone reelt set sammensættes og fremstilles.

Fairphone 4

Men verden er, måske lidt for langsomt, ved at vågne op, og vi ser forøget fokus på bæredygtighed, på forsvarlig produktion og på kvaliteten af materialerne involveret. Det her en god ting for alle. Det betyder desuden også, at man allerede er lidt forelsket i Fairphone inden man overhovedet kigger på den nyeste model, Fairphone 4. Bare på goodwill-kontoen er der overtræk. Dog skal man også passe på såkaldt "snake oil" fra de her virksomheder, da vi også befinder os i en fase, hvor man kan blive snydt af løftet om falske løsninger. Så hvilken lejr hører Fairphone 4 egentlig til i?

Først og fremmest er det vigtigt at slå fast, at næsten alt på Fairphone 4 kan udskiftes med en iFixit-skruetrækker. Hele telefonen er modulær, så alt fra skærme til batteriet, fra kameramodulet til SoC'en kan fjernes, repareres eller direkte udskiftes, uden at en autoriseret forhandler skal sende den ind til et værksted. Du kan slå et smut forbi Fairphones egen hjemmeside, og bestille et nyt højtalermodul, eller en vibrationsmotor, hvis det er det du ønsker. Allerede her er vi rigtig, rigtig godt fra start, da du, på relativt billig vis, kan holde en Fairphone kørende lang, lang tid efter en normal, lukket smartphone ville give op. Det her er Right to Repair, og det er, forhåbentlig, fremtiden.

Dette er en annonce:

Der er mere. Du får fem års garanti med hver Fairphone 4, og de lover at du let kan købe nye erstatningsmoduler helt frem til 2027. Hele produktionen er "Fairtrade Gold"-certificeret, og "Electronic Waste Neutral", som betyder at for hver telefon de sælger, der genbruger de aktivt samme mængde e-waste.

Er noget af det her varm luft, eller marketing? Det er svært at sige. Det virker umiddelbart som om at hver eneste påstand fra Fairphone aktives bakkes op af certificeringer fra tredjepartsorganisationer fra hele verden. Fairphone selv er desuden hvad man ville kalde et "Social Enterprise", der er mere medarbejderfokuseret, og de startede faktisk som interesseorganisation imod brugen af konfliktmineraler. Vi ønsker ikke at give dem et fripas mod hverken nutidige, eller fremtidige beslutninger, men ud fra hvad vi kan bedømme, så er den altså god nok - Fairphone 4 er lettere at reparere, lettere at holde kørende, og uendeligt mere miljømæssigt forsvarligt produceret end de fleste andre smartphones på markedet.
Så hvad får du egentlig? Fairphone 4 bruger en Snapdragon 750G, et ottekernet SoC, samt enten 6 eller 8GB RAM, og 128 eller 256GB plads. Selve displayet er 1080p i 60Hz, batteriet er på næsten 4000mAh, og der er to kameraer bagpå i f/1.6 og f/2.2, mere specifikt en wide og en ultra-wide. Der er ingen trådløs opladning, desværre, som vist er svært med et modulært batteri, dog er der en pålidelig fingeraftrykslæser på siden.

Fairphone 4

Så for at opsummere; ja, du ofrer en del "nice-to-haves" her. Ingen trådløs opladning, ingen højere refresh-rate, ingen telefotolinse, og ikke et batteri på 5000mAh. Med andre ord skal du være indstillet på at gøre noget godt for kloden, og der er en afart politisk symbolsk handling i at vise magtindehavere, og det frie marked, at aspekter som grøn fremstilling og modulært design betyder noget for dig som forbruger. For €649 kan du få meget, meget "mere" for pengene andetsteds, men igen, hvis alle gjorde det ændrede markedet sig aldrig.

Dette er en annonce:

Den er dog overraskende fin at bruge faktisk, hvis man glemmer specifikationerne lidt. I "Speckled Green" er den direkte flot, og den lettere nubrede overflade gør den behagelig at holde i hånden. Den holder noget der ligner to dage på en opladning, og det her er desuden så stock Android som man nærmest kan, som også er et plus for mange.

Selv billederne fra 48 megapixel wide-kameraet er slet ikke lige så ringe som man umiddelbart skulle tro, og den gængse brugsoplevelse er slet ikke lige fyldt med kompromisser som man måske skulle tro.

Ideen er sådan set bare, at Fairphone 4 er en succes, en succes i den forstand at den ændrer den måde vi tænker på vores smartphone på, i forhold til den påvirkning dens produktion har på vores verden, en verden der drastisk har brug for at få vendt samtlige produktionsparametre på hovedet, og samtidig også hvad vi kan tillade os at forvente fra et produkt vi har købt og ejer.

Hvis du synes en nedsætning af klimaindtrykket er noget fis, så bør du (i det mindste) om ikke andet have en investeret interesse i at smartphone-producenter åbner mere op omkring potentiel reparation og udskiftning af moduler. Lige meget hvad gør Fairphone 4 det de siger de gør, og de gør det fandens godt.

09 Gamereactor Danmark
9 / 10
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold