Fuse

Det er en sen mandag aften. Jeg har netop gennemført FUSE, og havde tænkt mig at afslutte dagen med en film, måske There Will Be Blood, men formår ikke at rejse mig fra sofaen. Jeg kommer til at fundere over hvad jeg egentlig har brugt de sidste lige godt syv timer på. Jeg har selvfølgelig spillet Fuse, siger jeg til mig selv, men bag mine trætte øjne råder total forvirring. Daniel Day Lewis må vente.

Jeg bliver som regel ikke forvirret af spil, og er i nogle tilfælde snarere for lidt ivrig med at beslutte mig for hvad jeg synes om dem. Men sådan er det ikke med Fuse. Hvordan jeg end forsøger, uanset hvor længe jeg sidder og prøver at drage interessante paralleller og vittige meninger, lykkedes det mig ikke at frembringe andet end hurtige tryk på backspace-knappen. Det tager mig omkring en halv time at indse, at det ikke er mig, den er gal med. Jeg er blot stødt på mit værste mareridt. Verdens måske mest middelmådige spil.

Skruer vi tiden omkring to år tilbage, var det nok de færreste der forventede, at det spil, der dengang hed Overstrike, overhovedet skulle kunne nærme sig nogen form for middelmådighed. Overstrike var præcis den slags spil, man kunne forvente sig af Insomniac Games. Et stiliseret spil med lige dele vold, humor og karakter. At det desuden var et rendyrket co-op-spil gjorde mildest talt mange ivrige for at se endnu et spil fra skaberne af Ratchet & Clank og Resistance. Entusiasmen varede dog ikke ved.

Senere fik vi at vide, at Overstrike havde skiftet navn til Fuse. Spillet var blevet ændret fra bunden. Den tegneserielignende stil var byttet ud med en klassisk realistisk stil, humoren var tonet ned, og det smågeneriske navn "Fuse" prydede nu forsiden. Insomniac Games forsikrede oprørte fans om at det stadig var samme forfriskende overdrevne spil som før, bare bedre. Dette resultat af "Extreme Makeover - Video Game Edition" er næppe hvad Aksel Sandemose havde i tankerne, da han opfandt Janteloven for årtier siden, men nærmere end dette kommer vi det nok ikke i spilbranchen.

Lad mig forklare hvad jeg mener. Fuse drejer sig omkring fire våben med hver deres figur. Jante Brooks, Jante Sinclair, Jante Deveraux og Jante Kimble. Når disse fire våben får til opgave at stoppe en paramilitær organisation ved navn Raven, slæber de deres figurer med sig på det, der meget vel kan være verdens mest ensformige jorden rundt-rejse. Derudover er det svært at udlede hvad historien er. Rumvæsener bliver også nævnt nu og da. Menuen fortæller også, at Fuse er en slags fremmed stof fra det ydre rum, men derfra bliver det hele en anelse tåget.

Heldigvis er spillets største styrke hverken afhængig af indlevelse eller motivation. De fire forskellige våben og deres medfølgende figurer er spillets soleklare fokus, og uanset om du spiller selv eller med venner, er alle fire med på missionerne. Du kan frit skifte mellem dem med et par knaptryk, og de har hver især deres egne distinkte evner.

Jante Brooks' såkaldte "magshield" er et bærbart kraftfelt, der absorberer og gør med kugler, hvad posten gør med fejladresserede breve. Jante Sinclairs våben forstener alle udover de stærkeste fjender, Jante Deveraux kan blive usynlig og forvandle sine modstandere til små sorte huller (hører jeg en fysiker dunke panden mod bordet?), og Jante Kimble har en armbrøst, der skyder med magmapile.

Med disse mildest talt interessante evner skal du enten selv eller med hjælp fra kammerater begive dig gennem en kampagne, der allerede efter to baner med coverbaseret tredjepersonsskyderi bliver noget så forudsigelig. Når fascinationen over de nogenlunde unikke våben er overstået, er det svært at se det tiltalende ved Fuse. Det er spilverdenens svar på kødboller og makaroni, kan man sige. Og ikke små delikatessekødboller, men i stedet helt almindelige, frosne, karakterløse kødboller.

Måske er jeg lidt hård over for Fuse. Måske er jeg bare bitter af skuffelse over forspildt potentiale. Måske, spørger nogen, er spillet bedre hvis man spiller det med venner? Nej, nej og ja. Så godt som alle de tilfælde, hvor jeg nød Fuse (jeg kan tælle dem på én hånd), var jeg ikke alene foran skærmen. Men jeg har på fornemmelsen at det har mere at gøre med mine venner end spillet.

Det er nu to dage siden jeg sad i sofaen, forvirret og uforstående. Jeg fascineres stadig af hvordan et spil kan være så anonymt, uinteressant og kønsløst. Kan årsagen til, at jeg havde svært ved at sætte fingeren på hvad jeg synes om Fuse, være at der ikke var så meget at sætte fingeren på til at begynde med? Fuse er janteloven i spilform, årets mindst imponerende, mindst ringe, mindst engagerende og mindst kedelige spil. Jeg kan ikke gøre andet end at give det den mest middelmådige karakter, der findes, og inderligt håbe at Insomniac Games kommer igen efter denne skuffelse.