Funko Fusion

Heldigvis er det lykkedes mig at holde mig fra at købe for mange Funko Pop-figurer, men det er blevet til et par stykker i årenes løb. De fås jo som stort set alle popkulturelle fænomener og mere til (jeg har et par stykker fra Masters of the Universe og Ronald Reagan på min hylde), så det er nemt at forstå, hvorfor de er så populære.

Nu, hvor 10:10 Games har forvandlet Funko Pop-figurer til videospil, har de gjort netop det, og der er en næsten chokerende bred vifte af mærker at lege med, fra gamle klassikere som Universal Classic Monsters til 80'er-legender som Back to the Future og Knight Rider til mere moderne fænomener som Nope og M3gan. Når eventyret begynder, kan du vælge, hvilken serie du vil spille som, og vælge en af fire tilknyttede figurer, og jeg besluttede at starte med barndomsfavoritten Masters of the Universe, nærmere bestemt som Man-at-Arms.

Jeg bliver mødt af en farverig verden og et tutorial-niveau, der skal lære mig det grundlæggende. Men alle, der har bare en smule kendskab til videospil, vil straks blive hooked. Den grundlæggende opsætning er standardskabelon 1A for tredjepersons-action, hvor du bevæger dig med venstre analoge stick og styrer kameraet med højre. Med højre aftrækker kan du skyde fra hoften, og hvis du holder venstre aftrækker inde, kan du sigte nedad. Med A-knappen kan du hoppe, og de andre bruges til at samle ting op, mens kontrolpanelet primært bruges til at vælge forbrugsvarer (f.eks. mere liv).

Selv om det i bund og grund er et tredjepersons skydespil, minder gameplayet i Funko Fusion meget om Lego-spillene. Figurerne er dog betydeligt større og tættere på kameraet på samme måde som i for eksempel Gears of War. Selvfølgelig er alle Funko-figurer unikke og bevæger sig i forskellige hastigheder, har forskellige typer våben og så videre, men forskellene er stadig lidt mindre, end jeg havde håbet på, og jeg synes sjældent, at det gør en stor forskel, hvilken jeg vælger. Hvis du mod forventning skulle være utilfreds, kan du skifte undervejs i eventyret, næsten når du vil.

Funko Fusion indeholder syv verdener, som du låser op for en efter en, men inden du når så langt, møder vi Freddy Funko, hvis fabrik er under angreb af den onde Eddy Funko, som er ude efter førstnævntes krone. Efter en kamp mellem de to begynder kampagnen, hvor Freddys nu ødelagte krone skal genskabes af dig. Det er den grundlæggende præmis, men jeg synes, det fungerer rigtig godt, fordi historien tydeligvis er skabt med et glimt i øjet og som en undskyldning for at tage på eventyr i elskede verdener med lige så elskede figurer.

Banerne er sjældent designet på en traditionel måde og drejer sig derfor ikke nødvendigvis om at komme fra punkt A til B, men om scenarier. I stedet er dit mål at fuldføre særlige opgaver som f.eks. at overleve Jurassic Park-kaos eller forhindre Skeletor i at overtage Castle Grayskull. Banerne er fyldt med ting, der skal låses op og samles, og det vrimler med fjender. Derudover skal du samle Vinyl, valuta, som du kan bruge til at købe opgraderinger, flere liv og bonusgenstande.

Så langt så godt, og der er meget, jeg godt kan lide ved Funko Fusion, ikke mindst Cameo Levels og Cameo Quests, som tilbyder små doser af fanservice for yderligere at berige Funko Pop-følelsen af, at dette virkelig er en frugtsalat af alle mærker. Det eneste problem er, at det ikke er særlig sjovt at spille.

Følelsen af finpudsning mangler, og det er ofte lidt uklart, hvad man egentlig skal gøre som det næste. Uden rigtig at vide hvorfor, gennemfører jeg ofte delmål og får en ny mission, og nogle gange løber jeg bare rundt i en lille evighed og prøver at finde ud af, hvad jeg skal gøre for at udløse fortsættelsen - alt imens en uendelig mængde fjender spawner på tilsyneladende tilfældige steder og skyder på mig, uden at jeg overhovedet har en chance for at se dem.

Controlleren vibrerer næsten uafbrudt, mens der bliver skudt, og de, der gerne vil kunne undvige og glide væk uden at blive ramt, vil hurtigt indse i frustration, at det simpelthen ikke er muligt. Styringen er for klodset, og hvis du ikke kan se den fjende, der lige er dukket op i din nakke, kan du heller ikke se skuddet i dit baghoved. For at hele skal du drikke af en plastikflaske (som kan pantsættes for ekstra vinyl - en sjov detalje), hvilket gøres ved at holde X-knappen nede, men hvis du bliver skudt, annulleres animationen. Resultatet er, at du kan løbe rundt og forsøge at genoplive dig selv uden held, hvilket er ualmindeligt frustrerende.

Hvis du dør, bliver du til et spøgelse og skal betale penge for at blive genoplivet, men kun et vist antal gange, før du får Game Over-skærmen. Co-op mangler desværre, selvom det er på vej, men det ville virkelig gøre underværker for spillet at have nogen at spille med, som kunne genoplive mig efter et dødsfald eller dække mig, når jeg prøver at bruge liv. Det hjælper heller ikke, at det er plaget af flere tekniske fejl, som har gjort, at jeg har været nødt til at genstarte banerne flere gange.

Der er også en frygtelig masse såkaldt gating for at låse op for ting. Ligesom i Lego-spillene kan du vende tilbage til allerede gennemførte baner for at prøve at finde alt, og nogle plastikfigurer er direkte håbløse at få fat i (KFC-legenden Colonel Sanders er en af de største syndere). Hvis du ved, at du elskede at låse op for alle Lego-figurerne i Lego-spillene, vil du også kunne lide dette, men for mig føles det som et ret kedeligt design, og når det grundlæggende gameplay ikke holder, bliver det mere en opgave end underholdning.

Alt i alt er det svært at ryste følelsen af, at Funko Fusion nok er en beta snarere end et færdigt spil. Det er lidt for løst sammensat uden den overordnede lim, der får det til at føles sammenhængende. Og ingen af de forskellige dele er særligt gode, fordi der mangler polering. Jeg løser problemer, men ved ikke, hvad jeg har gjort, bruger bonusgenstande uden at vide, hvad de gør, og mellemsekvenser aktiveres, uden at jeg rigtig forstår hvorfor. Og når jeg først finder ud af, hvad jeg skal gøre, f.eks. dræbe et bestemt antal dyr, er det for det meste monotont kedeligt.

Højdepunktet i Funko Fusion er de figurer, der er samlet her, fra Scott Pilgrim til Marty McFly og Mega Man selv, ofte med virkelig seje designs og ofte velkendte musikstykker, der giver øjeblikkelige endorfinkick. Men det er ikke nok. Med mere tid i ovnen og især co-op kunne dette have klatret flere ratingpinde op, men i øjeblikket er det svært at anbefale dette til andre end die hard fans af Funko Pop. Men selv for dem er spørgsmålet, om det ikke er bedre at bruge pengene på nogle flere plastikfigurer til samlingen i stedet.