Frit Spil: Uncharted: Legacy of Thieves Collection på PC

I en verden kortlagt af opdagelsesrejsende, sværme af satellitnetværk og parader af fotobiler - for ikke at nævne naboens dronefly og tvivlsomme dokumentarfilm om rumvæsners rolle i pyramidernes konstruktion - skulle man tro at en moderne udgave af Indiana Jones ville have et spinkelt eksistensgrundlag. Alligevel er Naughty Dogs populære spilserie, der blander humor, spænding og billedskøn action, blevet ved med at søge nye eventyrholdige græsgange - både de geografiske og de mediumsbestemte. Sidste år udkom det første filmiske kapitel i hvad der efterhånden må betragtes som Uncharted universet, med Tom Hollandaise og Mark Hvalnød i hovedrollerne. Og nu er seriens seneste to kapitler, Uncharted 4: A Thief's End og Uncharted: The Lost Legacy, landet på PC, mere end et halvt årti efter deres oprindelige udgivelse.

Alt det vidste du sikkert allerede - du læser jo Gamereactor! Måske har du allerede været titlerne igennem på deres fødekonsol? Måske husker du hvordan Nathan Drakes ultimative eventyr lokkede et monumentalt 10-tal fra chefredaktøren? Eller hvordan spillet sidenhen løb med titlens som årets bedste? Dengang blev spillet prist for sine dybdegående og velskrevne karakterdynamikker, de forventeligt bjergtagende actionsekvenser, den generationsdefinerende grafik og sin forløsende afvikling af en ikonisk spilkarakters sidste rejse. Seks år senere er det så blevet min opgave at fortælle jer at alt hvad der hidtil er blevet sagt om spillet er løgn og latin og at Uncharted 4's eventuelle placering i en kulturel spilkanon vil blive bestemt i dette skriv og dette skriv alene.

Det passer selvfølgelig ikke. Dels er jeg ikke ude på skrammer og dels har jeg faktisk ikke fulgt hverken af de to aktuelle spil til vejs (eller tyvs) ende. I stedet har jeg spillet dem parallelt med "stadig hensyntagen" til deres oprindelsessted og den tid de er lavet i - foruden de ændringer og forbedringer som PC-udgaverne har modtaget.

Man hører af og til beskrevet hvordan både spilmediet og den tilhørende industri konstant udvikling. At spil, engang for længe siden, befandt sig i en slags barndom og sidenhen er vokset, modnet, blevet mere ansvarsbevidste eller reflekterede. På en måde virker det både naivt og en smule arrogant at udviklingen som en strengt lineær proces. Alligevel forstår jeg godt hvorfor spil som Halo, Gears of War, God of War og, ja, Uncharted, igennem sidste årti trak overskrifter for deres forskelligartede forsøg på at genopfinde sig selv. På at "blive voksen". Hvad det præcis betyder og hvor godt disse actionprægede flagskibsserier er sluppet afsted med det, er vist noget man kan diskutere. Men derfor kan man alligevel godt se på Uncharted 4 som et spil forud, og derfor af, sin tid. En tid hvor den lettere chauvinistiske og elegant skruppelløse antihelt bliver sat i et andet lys og nu må stå til ansvar for sine handlinger på en anden måde end før.

Spilverdenen er, i hvert fald i visse segmenter, større og mere åben end før, mens historien denne gang forankrer sig dybere i det personlige. Ja, det er et stykke velpoleret eksplosionskunst, en øvelse i hvor mange hestekræfter sidste konsolgeneration kunne rende med, men samtidig også et karakterstudie i en Karl Smarts ømme punkter og hemmelige svagheder. Der er unægtelig noget kliché at introducere en hidtil ukendt storebror, tilbagevendt fra de døde alene for at retraumatisere helten og trykke på hans uforløste faderkomplekser. At broren desuden er stemmelagt af den dengang allestedsværende Troy Baker får det kun til at virke endnu mere komisk. Jovist, Nathan Drakes tilbøjelighed til at havne i problemer og forkærlighed for abeklatring går ikke bare helt tilbage til barndommen - det ligger til familien.

Men alligevel er det noget interessant, måske ligefrem genialt ved at kontrastere vores hovedperson op mod den tvivlsomme indflydelseskilde som har været med til at forme og farve ham. Allerede fra spillets start, hvor begge karakterer i et flashback kravler om kap på faldefærdige kirkemurer, fornemmer vi hvor meget af Nathans ellers atypiske livsrejse faktisk er en slavisk forfølgelse i og af andres fodspor. Og ikke kun dem efterladt af fjerne forfædre eller en fraværende far, men også hans egen bror - en karakter der, hvis man misser lidt med øjnene, lige så godt kunne være Nathan selv. Det bliver næsten en ironisk kommentar på hvordan det ikke bare er spillet selv, men også dens hovedkarakters skæbne, som er lige så formularisk og ufravigeligt fastlagt som de kridtspor mellem murstenene der betinger hans klatrebevægelser. Eller hvad?

På samme måde er der ting ved The Lost Legacy som både belyser den tid spillet blev lavet i og seriens egen udvikling. Det er ikke kun et spørgsmål om at den mandlige hovedperson træder ud af rampelyset for at nyde sit otium - og dermed gør plads til andre karakterer og andre historier. The Lost Legacy leger også med det narrativt-kognitive sammenstød der opstår når to karakterer som vi kender, møder hinanden for første gang. Det er et kløgtigt greb som ikke viser sit værd ved at levere fanservice, men også når der slår gnister - især de mindre venligtsindede af slagsen - mellem to karakterer der ellers hver især er blevet tilegnet og godkendt af spilleren. Selvom The Lost Legacy umiskendeligt er et Uncharted spil, så er det stadig interessant hvordan en alternativ karakter og et andet narrativt fokus, ikke bryder formularen, men indirekte skitserer den ved forsigtigt at bevæge sig op mod dens grænser.

Lidt på samme måde er der noget næsten uvirkeligt ved at spille en fuldblods Sony titel på en almindelig computer - måske endda en skraldet bærbar fra 2017. Eller, det ville det i hvert fald være hvis ikke Death Stranding, Horizon: Zero Dawn, God of War og Days Gone allerede havde taget springet. Trods en lettere bearbejdet brugergrænseflade fornemmer man stadig spillenes dunkle oprindelse på blåstribet PS4-konsol. Men hvorfor tage til takke med hedengangne spillemaskiner og deres tilhørende controllers? Legacy of Thieves Collection praler med restaureret grafik, opløsning i knivskarpe 4K og understøttelse af skærme i breddekategorien chonk. Men hvor den nye generation af computerspil for alvor gør sit indtog, der hvor man for alvor kan forkæle sig selv med lidt ekstra, er understøttelsen af PS5's DualSense controller - og al den glorværdige, krampefremkaldende trigger- og vibrationsnydelse som det indebærer. Jeg ved ikke om andre af Sonys tilføjelser til PC-landskabet kan bryste sig med noget lignende, men det burde de. Hvis du ligesom jeg har svært ved at forstå at den indeværende generation af spillemaskiner har været på markedet i to år, så kan sirupsagtige eller klikkende triggers i en genudgivelse af to Uncharted spil måske være med til at minde dig om det - og måske give en følelse af at sidde med ved de heldiges bord.

Det er sjældent at spil som dem i Uncharted serien kan bringe mig til ophidselse - forstået på flere måder. De er sjældent frustrerende eller øretæveindbydende. De er flotte, velskrevne, klingende lette at navigere i, trods mit grundlag fra at orientere mig i en strandet ubåd eller et hengemt Himalayatempel burde være tyndt. Men jeg ved heller ikke om de efterlader mig som et bedre menneske eller på anden måde beriger mig åndeligt. Det er måske slagsiden ved at have bygget en spilserie - måske endda et helt studie - på at gengive gennem spil hvad film har gjort i årtier. Det er nemt at købe ind i, nemt at blive revet med. I hvert fald nok til at gøre en moderniseret efterligning af Indiana Jones' transformation til gammel og trist familiefar troværdig. Fordelen er, at vi ved at det hele virker, fordi vi har set det før. Ulempen er den samme som fordelen, bare baglæns.

Under alle omstændigheder kan der ikke være tvivl om at Naughty Dogs sans for popkornsagtige, men dragende historier - og ikke mindst for hvordan man fortæller dem - har givet pote. Ikke kun for dem, men også for andre studier. Den sejrsgang som God of War: Ragnarok lige nu får lov at gå, kloden rundt, havde ikke været mulig uden de lektioner i filmisk og ludisk fortælleteknik som Naughty Dog har været med til først at emulere og sidenhen definere med spil The Last of Us, ja, men også Uncharted 4. At opleve spillene på PC har gjort omtrent samme indtryk på mig, som de gjorde ved deres oprindelige udgivelse. Men uanset om man vælger at kigge på Naughty Dogs Uncharted serie som forud for sin tid eller håbløst gammeldags, så er der i hvert fald en arkivarisk glæde ved at vide at disse to spil nu kan spilles og pilles, gemmes og glemmes på PC også.