Freedom Fighters

I stedet for at opfinde et nyt univers, har IO Interactive i stedet valgt at pille ved historien således at Sovjetunionen i spillets univers er tæt på verdensherredømmet. Faktisk er det kun enkelte frihedskæmpere som endnu er tornen i siden på det enorme imperium, og via forskellige tilfældigheder går der ikke lang tid før man i rollen som Christopher Stone står i fronten for den sidste frihedsbastion.

Selvom denne historie virker meget dyster og kompleks er her dog alligevel tale om et forholdsvist lettilgængeligt actionspil. Freedom Fighters (FF) forgår ligesom Hitman serien i tredje persons perspektiv og kontrollen, samt dele af spilmekanikken kan et par sekunder inden spillet rigtigt går i gang, forlede spilleren til at tro at det er endnu et kapital om Agent 47 man er i gang med. FF er dog pur action fra start til slut, og spillet synes næsten blottet for den planlægning og forsigtighed der skulle til for at løse banerne i Hitman spillene. I stedet er udstyres man i FF med maskingevær, håndgranater, molotov cocktails samt meget mere, og i stedet for at snige sig frem er den bedste metode her at skyde på alt der bevæger sig, indtil det ikke bevæger sig mere.

Spildesignet emmer af at designere bag spillet ikke har ladet sig forlede af nutidens tendens til at krydse forskellige genrer for at give titlen mere substans. Banerne er således designet så der aldrig går mange sekunder mellem de heftige kampe, og med objekter som biler og tønder som med et par velplacerede skud kan bruges til at forvolde ekstra skade, sker der hele tiden noget.

Selvom det muligvis forekommer som kliché at tildele en bestemt bid af denne anmeldelse til ting som lyd og grafik, er det med en titel som denne en nødvendighed, stik mod normen er det dog musikken der i denne titel fortjener den meste opmærksomhed. IO Interactive har endnu engang slået sig sammen med den mageløse Jesper Kyd, og når undertegnede før har refereret til denne som computerspilsmusikkens Mozart er det ikke helt forkert. Med et symfoniorkester til rådighed, samt sans for elektronisk musik er det lykkedes hr. Kyd at komponere et af årets indtil videre mest imponerende computerspil soundtracks. Når kor vokalerne mikses med de hårdt opdelte trommer, og det hele indsvøbes i et virvar af stryger instrumenter ærgrer man sig over at forstærkeren ikke har en indstilling over max.

Det er modigt af udvikleren at de har turet satse på et så rent actionspil, primært fordi det går stik modsat den retning de fleste udviklere synes at vælge i dag. Men faktisk virker det meget forfriskende at man her har et spil som ikke udmatter spilleren med talløse muligheder inden spillet for alvor er gået i gang. Desværre er det også denne simpelhed der bliver spillets største svagpunkt, for der er grænser for hvor sjovt det bliver ved med at være at nedkæmpe den ene bataljon soldater efter den anden. Banernes objektiver handler i næsten alle banerne om at sprænge et eller andet i luften, eller at hejse et flag for at demonstrere at man har taget stedet tilbage, og det er simpelthen ikke afvekslende nok i længden.

Det måske mest positive ved FF er ikke spillets åbenlyse kvalitet, men snarere at det viser at IO Interactive er et firma der er kommet for blive. Selvom spillet har åbenlyse fejl, specifikt dets langtidsholdbarhed, er der ingen der kan benægte spillets kvalitet. Desuden kan man kun håbe på at flere vil følge i IO Interactives fodspor og hyre Jesper Kyd til at lave flere soundtracks til spil, en mand med så åbenlyse talenter er der simpelthen ingen udvikler med respekt for sig selv der må lade sig gå forbi.

Danskerne kan ganske åbenlyst lave elektronisk underholdning af den ypperste slags, og selvom FF måske ikke er en af de supertitler der vil lamslå det meste af jordens befolkning, er her tale om et lækkert spil der helt sikkert fortjener at komme med i enhver actiongamers overvejelser, næste gang der skal investeres i en ny titel.