Freedom Fighters

Freedom Fighters er på gaden d. 26/9-2003

Det er ikke første gang russerne ligger ryg og land til skurkerollen. Gennem et hav af både bøger, film og spil, har de venstreorienterede rødskaller måtte se sig selv portrætteret som kyniske, halvdumme og krigsliderlige, og der er ikke udsigt til en ændring i IO Interactives seneste udspil Freedom Fighters. Firmaet vender nemlig den verdensorden vi kender på hovedet og serverer spillere for et plot, hvor russerne sidder på magten og netop har invaderet USA i et forsøg på at give landet tilbage til folket. Det skal være slut med griske og utroværdige politikere og dem der ikke vil høre, må naturligvis føle.

Ind i dette smides spilleren så i skikkelse af en ganske almindelige blikkenslager. Christopher Stone kender intet til livet som rebel og hans interesse for politik kan ligge på et meget lille sted, men alligevel ender han som frihedskæmpernes spydspids i kampen om at vinde New York tilbage. Spillerens job bliver derfor at rekrutterer vordende soldater med de amerikanske idealer løbende i blodet, så vigtige områder af den gigantiske by igen kan hvile i amerikanske hænder.

Gameplay mæssigt minder spillet ikke meget om firmaets tidligere kassesucces Hitman. Freedom Fighters kører ganske vist på samme glatte engine kaldet Glacier, men indholdet er markant anderledes og ligetil. Dyb planlægning og strategiske overvejelser er droppet til fordel for et fængende actionbrag, hvor kuglerne fløjter om ørerne. Dog har IO ikke ladet det hele går op i tankeløs vold, men har inkorporeret et nyt rekrut system, der gør det muligt for spilleren at hverve nye folk, ved tryk på en enkelt knap. Herefter kan de ivrige soldater sendes i kamp, dække vigtige forsyningspunkter eller blot dække din ryg.

Et af de steder spillet kunne have taget det helt store knæfald, er uden tvivl i AI’en. Uden et fornuftigt måde at kommanderer dine soldater rundt på og med udsigten til at se dem hænge ubehjælpeligt fast i vægge eller bag kasser ville Freedom Fighters ikke være meget værd. Men heldigvis for udvikleren, er det netop helt spillet har sin helt store force. Pathfinding fungerer upåklageligt og ens allierede bruger bygninger, vejafspærringer og andet med stor forståelse. De bruger også de påmonterede maskingeværer professionelt og du kan være sikker på at de går i døden for dig. Til at starte med render man kun rundt med et par stykker, men som opgaver løses og vigtige dele af byen tages tilbage, opnår spilleren at have kontrollen over intet mindre end 12 patriotiske soldater. Dette kunne være et andet af spillets store problemer, men grundet en uhyre enkel måde at give ordrer på, så kan ens allierede angribe, trække sig tilbage eller beskytte en område ved hjælp af et enkelt tryk på en knap.

Grafisk er der heller ikke meget at klage over. Spillet har en poleret og til tider smuk overflade og specielt partikel effekterne, når sneen daler ned i et frostkoldt New York kunne imponerer på redaktionen. Banerne er også utroligt store og ikke en gang oplevede vi at spillet haltede i frame-raten, noget der cementerer IO’s forståelse af PlayStation 2 maskinen. Det bedste er dog uden tvivl musikken. Jesper Kyd har endnu engang sammenstrikket en sonisk cocktail af flotte arrangementer, der går fra det summende elektroniske til det direkte pompøse og stort opsatte orkestermusik vi bl.a. kender fra Hitman serien.

Desværre rækker dybden i Freedom Fighters ikke længere end til 6-8 timers intensivt gameplay, om end der er flere timer i spillet. For mens de første timer syntes at forsvinde som dug for solen, mens man befrier det ene sted efter det andet, så bliver det hele en smule monotont hen den sidste trejde-del af spillet. Kreativiteten i opgaver såvel som banedesign tager pludselig bagsædet i en ellers sjov og medrivende oplevelse og man savner lidt, at udvikleren havde kørt konceptet helt ud med nogle dybere strategiske overvejelser - men det er ikke tilfældet. Det er heller ikke til at forstå, hvorfor man ikke har optimeret det såkaldte menu-hjul, der på mange måder kan være frustrerende, når specielt healt-packs skal findes frem og efterfølgende bruges.

Freedom Fighters ender som et flot spil med visse besnærende tiltag, men også med nogle åbenlyse fejl og mangler i såvel fjenders AI som banedesign, men elsker man et rigtigt actionbrag med nok dynamit til at lægge en mindre stat ned, så er Freedom Fighters det helt rigtige at have snurrende i maskinen - forventer man samme dybde som Hitman, skal man nok kigge andensteds.